Er det Guds job at frigøre folk fra pornoafhængighed?

I mit arbejde med kristne, der søger frihed fra afhængighed af pornografi, hører jeg jævnligt, at man i årevis har forsøgt at løse det ved at bede Gud om at blive sat fri, nogle gange fordi man har fået denne rådgivning i sin kirke. Denne åndeliggjorte løsning overser, hvad en afhængighed er.

Afhængighed er håndtering af følelser

De fleste kristne er enige i, at Helligånden fornyer vores sind, når vi lever tæt på Jesus. Men afhængigheden i sig selv er mere psykologisk baseret end baseret på et åndeligt efterslæb. Enhver form for seksuel afhængighed er dybest set en afhængighed af dopaminer – et såkaldt ”lykkehormon”, hjernen frigiver ved forventningen om den rus af begejstring, en seksuel adfærd producerer. En seksuel afhængighed handler ikke om sex: Den handler om trangen til at erstatte en negativ følelse med en positiv.

De fleste, som er afhængige af pornografi, vil kunne genkende oplevelsen af at kede sig og derfor søge pornografi for spændingens skyld eller at føle sig urolig og give sig hen til den seksuelle adfærd for at få ro på. Ofte søger man at undgå tomhed, ensomhed, uro eller følelsen af ikke at være god nok, og man søger i stedet at føle sig forbundet, motiveret, stærk eller anerkendt. Uden undtagelse er afhængighed derfor et spørgsmål om, hvordan man håndterer negative følelser.

Når man bruger sex, mad, alkohol, oplevelser eller præstationer som selvmedicinering, lærer man dybest set sig selv at feje negative følelser ud af bevidstheden. Man undertrykker dem i stedet for at være villig til at mærke smerten af dem, og man kan blive så vant til denne beskyttelsesmekanisme, at man som voksen ikke længere bemærker, at man gør det. Dybest set er det forståeligt. Smerte er smertefuldt, og størstedelen af vores underbevidste beskyttelsesmekanismer formes i barndommen, hvor vi ikke ved bedre end at distrahere os selv væk fra smerte og sårbarhed.

Ovenikøbet skabes sårbarheden af behov, Gud selv har lagt i os – behov for formål, samhørighed og ubetinget accept – så de forbliver (og forbliver stærke), uafhængigt af om tilstedeværelsen føles ubehageligt sårbar. Det triste ved at insistere på, at man primært skal bede Gud om hjælp, er, at når man har gjort dette i årevis, vil det ofte medføre spørgsmål som ”har Gud forladt mig?”. Det skadelige på et personligt niveau er, at man ofte fastholder sig selv i selvsamme tendens til at undgå negative følelser, som former og fastholder én i afhængigheden. Man søger at undgå selverkendelse og at arbejde med det sårbare følelsesliv.

Gud, relationer og afhængigheder

Misforstå mig ikke: Jeg tror fuldt og fast på, at Gud kan frigøre enhver person fra enhver afhængighed, og når Gud af og til gør det, tvivler jeg ikke et sekund på, at han har en mening med det. Men faktum er, at det hører til sjældenhederne, og det tror jeg, at der er lige så meget mening i fra Guds side. Personligt tror jeg på, at Gud, som har investeret rigtig meget i os, har langt større interesse i, at vi gør op med beskyttelsesmekanismer.

For det første er der en del eksempler på, at Gud har frigjort en person fra en bestemt afhængighed, hvorefter pågældende person har udviklet ”pænere” afhængigheder, fordi denne aldrig har gjort op med tendensen til at dulme negative følelser. Ligesom personen, der begynder at spise for meget, fordi denne er stoppet med at ryge – uden at beskæftige sig med den følelsesmæssige rod til, hvorfor man begyndte at ryge.

For det andet skader det vores nære relationer, hvis vi lever i manglende selverkendelse og forbliver ude af kontakt med vores følelsesliv. Det skaber afstand, anstrengte ægteskaber og dysfuntionelle familier. Jeg arbejder med intelligente mennesker, der går op i selvforbedring, er filosofiske af natur og interesserer sig for mennesker. Det er mænd og kvinder, der generelt tænker rigtig meget, og alligevel har mange ingen anelse, når de bliver spurgt om deres dybere motivation til at se pornografi.

Svarene er ofte ”fordi jeg havde lyst” – som er udtryk for selve motivationen, ikke årsagen til den – eller ”fordi jeg er en svag person” – hvilket i højere grad er udtryk for modløshed end en årsag.
De samme følelses-undvigende mekanismer er årsagen til, at en del pornoafhængige primært kan identificere følelser som irritation og frustration. Det er nemlig overflade-følelser, der dækker over dybereliggende, tungere følelser, man for længst har undertrykt.

Der er nødt til at være en forståelse for, at selvom Gud kan frigøre fra seksuel afhængighed, og selvom tid med Jesus hjælper på vejen til frihed, er vejen en proces, der både med stor sandsynlighed og til stor gavn for os selv er nødt til at indeholde det svære arbejde med de negative budskaber om os selv.

Følelsesmæssig modstandsdygtighed

Tilstedeværelsen af en afhængighed kan altså med fordel anses for at være en anledning til at se beskyttelsesmekanismer i øjnene og arbejde for at skabe emotionel modstandskraft.
Dette arbejde indebærer:

1. At lære, hvordan vi håndterer negative følelser på en måde, der hverken fejer dem under gulvtæppet eller drukner os i dem. De fleste personer med en seksuel afhængighed ved ikke hvordan.

2. Selve arbejdet med de følelsesmæssige sår, der er roden til de følelser, vi søger at dulme. Enhver person med en afhængighed har sådanne sår.

De gange, hvor jeg ser folk slippe en afhængighed uden at erstatte den med andre og uden at foretage dette terapeutiske arbejde, er dér, hvor et menneskes naturlige vækst skaber et mere positivt selvbillede, og hvor der deraf formes et mere modstandsdygtigt følelsesliv. Dette opleves som en naturlig proces, ikke en kamp for frihed, og det sker som regel med adfærd, der udskiller mindre grader af dopamin, som for eksempel ved afhængighed af mad, underholdning og arbejde.

Seksuel adfærd udskiller mængder af dopamin, der svarer til at bruge kokain og morfin, så det skaber dybere afhængigheder, som sjældent bremses på baggrund af almen, personlig vækst og desuden oftest i sig selv bidrager til et forværret selvbillede.

Gud med os

Gud ønsker næppe, at vi skal forblive følelsesmæssigt umodne mennesker, der med vores adfærd nedbryder vores relationer. Vi har brug for at opdage, hvordan vores beskyttelsesmekanismer hindrer os i at møde op som robuste mennesker i vores relationer. Personligt tror jeg, at Gud ofte siger nej, fordi udholdenhed formes gennem prøvelser, og fordi nøden til at gøre op med nedbrydende mønstre tvinger os ud af trædemøllen og drager os tættere på ham.

Ikke ved at fjerne det negative, men ved at bruge det til at lære os at stole på, at han er med os på rejsen, selvom det negative også er der. Det er nemlig en langt dybere form for tro. På en sådan rejse er Gud med os – tættere end nogensinde. Nogle af de stærkeste oplevelser, jeg har haft af Guds nærhed, har været i de mest skrøbelige omstændigheder. Gud er ikke væk, når vi befinder os der: Faktisk skubber vi Gud væk fra vore liv og omstændigheder, når vi dulmer sorg og sårbarhed i stedet for at søge hans nærvær, støtte og trøst midt i det.

Han er den helende kraft, og den oplever vi aldrig, hvis vi ikke er villige til at gøre op med beskyttelsesmekanismer. Udholdenhed i tro er – i denne henseende – en sideløber til den følelsesmæssige styrke, der kommer af at have set vores frygt i øjnene.