Hvad svarer Jesus, når det ser mørkest ud?

Af Lars Midtgaard. Præst i Bethelkirken, Aalborg

Hvis vi betragter livet som en rejse, så er oplevelser og følelser af både glæder og skuffelser, tro og tvivl “ledsagere”, som fra tid til anden – med skiftende intensitet – slår følge med os på vejen. Mit gæt er, at det også var Johannes Døberens erfaring.

Johannes Døberen er kastet i fængsel. Tilsyneladende er hans eneste forbrydelse den profetiske åbenmundethed, som var et resultat af, han var et menneske, som altid søgte efter sandheden og ikke holdt sig tilbage for at stå op for den. Også selvom det krævede at sige selve kongen, Herodes, imod. Det kostede ham friheden. Og til sidst livet. Hvad der sker med et menneske, som sidder i et mørkt fangehul uden udsigt til løsladelse, det har kun de færreste af os – heldigvis – nogen praktisk erfaring med.

Hvad det var, der fik Johannes til at sende sine disciple af sted for at finde Jesus og stille ham spørgsmålet: “Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?”, det ved vi ikke helt præcist. Men det er vel ikke urealistisk at tænke, at Johannes der i mørket og usikkerheden blev ramt af en mængde spørgsmål: “Hvorfor sidder jeg egentlig her? Hvad skal der ske mig? Hvad bringer fremtiden?” Og midt i alt dette kom tvivlen måske snigende lige så stille: “Hvad med Jesus? Griber han ind? Er han mon den, jeg hele tiden har troet, han er?”

Hvis dette beskriver virkeligheden blot tilnærmelsesvis, så er det værd at  tænke på, at vi har at gøre med et menneske, som indtil denne dag har været urokkelig i sin tro på, at Jesus er Messias, at det er ham, som er kommet for at frelse og genoprette en falden og brudt menneskehed. Det var den samme Johannes, som noget tid forinden offentligt havde proklameret om Jesus: ”Se, dér er Guds lam, som bærer verdens synd….  Jeg kendte ham ikke, men han, som har sendt mig for at døbe med vand, han sagde til mig: Det er ham, du ser Ånden dale ned over og blive over, der døber med Helligånden.” (Johs. 1, 29b; 33)

Men måske havde der alligevel – måske pga. de hårde livsomstændigheder eller måske pga. at Jesu tjeneste ikke udfoldede sig på den måde, som Johannes forventede, vi ved det ikke – indsneget sig et gran af tvivl i Johannes’ sind. Måske derfor sendte han nogle af sine disciple hen til Jesus for at få svar på det spørgsmål, han tog livtag med i den mørke fangekælder. Fik han så det svar, der kunne hjælpe ham? Vi ved det ikke. Men en detalje i det svar, som Jesus sender Johannes’ disciple tilbage med, er interessant:

Jesu svar er citater fra Esajas-profetier, som Johannes uden tvivl kendte godt. Men disse profetier indeholder også et ord om, at fanger skal tages ud af det mørke fangehul og sættes i frihed. Men den linje udelader Jesus i sit svar til Johannes. Om Johannes sad og ventede på de ord som et løfte om, at han kunne forvente Guds indgriben i det mørke, han sad i, ved vi heller ikke. Men hvis han gjorde, så vil vi i hvert fald ikke kunne fortænke Johannes i måske at mærke skuffelsen tage plads ved siden af ham i fængselscellen.

Det er vel ikke urealistisk at tænke, at Johannes der i mørket og usikkerheden blev ramt af en mængde spørgsmål: “Hvorfor sidder jeg egentlig her? Hvad skal der ske mig?”

Tvivl og skuffelser kan ramme os. Det er vel en del af livet i en falden og brudt verden. Hvis troen er fast tillid til det, der håbes på, og en overbevisning om det, vi ikke kan se, som Hebræerbrevets forfatter skriver, så må vi jo erkende, at denne faste tillid og overbevisning kan der ind imellem rokkes ved. Når den kendsgerning, at vi ikke kan se det, vi egentlig igår var så fast overbeviste om, bliver for svært og uoverskueligt, så kan troen presses af tvivlen.

Når vi så inderligt håber og sætter vores lid til at noget ganske bestemt skal indtræffe, og det så ikke sker, ja, så kan skuffelserne melde sin ankomst. Spørgsmålet er nok ikke så meget, om det kommer til at ske. Men snarere hvad det gør ved os, når det indtræffer. Tvivl er ikke nødvendigvis troens modsætning. Men snarere en følgesvend, som dukker op fra tid til anden hos de fleste af os. Johannes blev muligvis ikke sin tvivl kvit. Men læg mærke til hans disciple. De tager hans tvivl og spørgsmål med til Jesus, og Jesus afviser dem ikke.

Det taler om relationernes vigtighed og nødvendighed. Når du rammes af tvivl, har du da nogen, du kan tage den med hen til? Nogen, der evt. kan tage den med til Jesus for dig? Jeg tror heller ikke, vi nødvendigvis skal være bange for skuffelser. Skuffet bliver ind imellem den, der tør sætte overliggeren højt. Den, der tør drømme, håbe og tro om noget større, noget bedre.


Søndagens tekst: Matt. 11, 2-10

Johannes Døber kommer i tvivl, om Jesus er Messias

1 Efter at Jesus havde instrueret og udsendt sine 12 disciple, gik han selv videre til de omliggende byer for at undervise folk og forkynde de gode nyheder. 2 I sin fængselscelle hørte Johannes Døber om, hvad Jesus gik rundt og gjorde. Han sendte derfor sine disciple hen for at spørge ham: 3 „Er du den Messias, vi har ventet på så længe, eller skal vi vente en anden?” 4 Jesus sagde til dem:

„Gå tilbage til Johannes og fortæl ham, hvad I selv har set og hørt: 5Blinde får deres syn, lamme går omkring, spedalske bliver helbredt, døve får hørelsen, døde bliver levende, og der forkyndes godt nyt for dem, der erkender deres behov for hjælp. 6 Sig til ham: Velsignede er de, som ikke mister troen på mig.”

Jesus taler om Johannes som profet

7 Da Johannes Døbers disciple var gået, begyndte Jesus at tale om ham til menneskemængden: „Dengang I tog ud i ødemarken for at lytte til Johannes, hvad så I da? Et siv, der svajede hid og did for vinden? 8 En mand klædt på som en fyrste? Nej, dem, der bærer fornemme klæder, finder man i kongelige paladser. 9 Var det for at møde en profet fra Gud? Ja, men ikke bare en almindelig profet. 10 For Johannes er den mand, om hvem der er skrevet:

‚Jeg vil sende min udsending foran dig. Han skal berede vejen for dig.’

Teksten er fra Bibelen på Hverdagsdansk