I Jesu øjne ser du, hvem du er

Der findes spørgsmål, der er så dybe, at, hvis man tager dem alvorligt og virkeligt tænker over dem, så kan det ændre ens liv. Eller ihverfald ændre hele ens måde at se verden på.

I teksten til i dag bliver Johannes Døberen spurgt: “Hvem er du?” Og i modsætning til de fleste af os andre er han fuldstændig klar over, hvem han er. Men også hvem han ikke er. Og sikke en fred og styrke, det må give, både at vide hvem man er, og hvem man ikke er. Det første, Johannes Døber gør, da han bliver spurgt: “Hvem er du?”, er at bekende, hvem han ikke er: “Jeg er ikke Kristus”. Til det kan man sige: “Der er da ikke nogen, der tror, de er Kristus!” Men det sker faktisk, at vi glemmer, at vi ikke er Jesus.

Selvfølgelig er det ikke bevidst. Ingen af os går rundt og tror, at vi er Kristus, men vi opfører os ofte, som om det er os, der er Gud.

Visdommen i at forstå, hvem man ikke er

Ofte tror vi, at vi selv skal bære al vores skyld og skam eller løse alle vores problemer selv. Og tit mener vi, at vi skal have styr på alle ting. Og vi bekymre os om alt det, vi ikke kan gøre noget ved. Vi tager så mange ting på os, som vi burde overlade til Jesus. Men hvis vi husker på, at det kun er Jesus, der er Gud, og Jesus derfor er den eneste, der kan tage vores skyld og skam, så bliver livet nok lidt lettere.

Og hvor mange bekymringer kunne vi ikke have sluppet for, hvis vi havde husket på, at Gud er Gud, og jeg er mig, og i stedet havde lagt problemerne over til Gud. Hvilken visdom ligger der ikke i at forstå, hvad Gud kan, og hvad jeg selv kan.  Det er stort og godt at vide og huske på, hvem man ikke er. Men det er også rigtig godt at vide, hvem man er. Og som jeg startede med at skrive, så ved Johannes Døber, hvem han er, i modsætning til de fleste af os andre.

Og helt ærligt, hvad ville du svare, hvis nogen spurgte dig: “Hvem er du?” De spørger ikke, hvad du laver, eller hvor dygtig du er, eller hvad du har udrettet eller ikke udrettet. Eller hvem du er gift med. De beder dig ikke skrive din selvbiografi. De spørger: “Hvem er du?”

At kende sin identitet giver fred og glæde

Johannes Døber var helt klar over, hvem han var: “Han var en, der råber i ørkenen: Jævn Herrens vej!” Han var den, der banede vejen, for at Jesus kunne komme ind i verden. Og det var nok for Johannes. Det levede han for, og det døde han for, og det gav hele hans liv mening og glæde. Det gjorde ham stærk, og det gav ham fred. Johannes Døber kunne sige om Jesus: “Det er min glæde, og den er nu fuldkommen.

Ved du, hvem du er? Og ved du, hvem du ikke er?
Bliver du ligesom de fleste af os andre fristet til at tro,
at du selv er Gud, eller i det mindste til at tage den rolle,
Jesus skulle havde haft i dit liv?

Han skal blive større, jeg skal blive mindre.” En anden Johannes, nemlig evangelisten Johannes, vidste også, hvem han var. Han sagde om sig selv, at han var: “den discipel, Jesus elsker”. Evangelisten Johannes sagde det ikke for at sammenligne sig med de andre disciple eller gøre sig bedre end dem. Han vidste selvfølgelig, at Jesus også elskede de andre. Men at være elsket af Jesus, det var Johannes’ identitet. Det var den, han var. Og det var nok for Johannes, det kunne han leve for, og det kunne han dø for. Det gjorde ham stærk, og det gav ham fred.

Ved du, hvem du er? Og ved du, hvem du ikke er? Bliver du ligesom de fleste af os andre fristet til at tro, at du selv er Gud, eller i det mindste til at tage den rolle, Jesus skulle havde haft i dit liv? Det er adventstid, tiden lige inden Jesus kom ind i verden. Det var derfor også tiden, hvor Johannes råbte i ørkenen: “Jævn Herrens vej!” Nu er det tiden, hvor din konge kommer til dig. Og du kan øve dig i at se ham for dig. Se hans ansigt, se hans øjne. Se, hvor meget han elsker dig. Og i de øjne, vil du se, hvem du er, og hvem du ikke er. Og intet vil blive det samme igen.

Søndagens tekst: Joh. 1, 19-28

Johannes Døbers bekendelse

19 Johannes kom med følgende vidnesbyrd om Jesus, da de jødiske ledere i Jerusalem sendte en gruppe præster og levitter ud til ham i ødemarken. De spurgte ham ud om, hvem han var, 20 men han svarede uden omsvøb: „Jeg er ikke Messias.” 21 „Jamen, hvem er du så?” spurgte de. „Er du profeten Elias, som er vendt tilbage?” „Nej,” svarede han. „Er du den store Profet, vi venter på?” „Nej.” 22 „Jamen, hvem er du så? Sig os det! Vi skal jo have et svar med til dem, der har sendt os. Hvad siger du om dig selv?”

23 Han svarede: „Jeg er den, som Esajas profeterede om, da han sagde: ‚Der lyder en stemme i ødemarken: Gør jer klar til Herrens komme!’” 24 Gruppen var blevet sendt derud af farisæerne, 25 og derfor spurgte de Johannes: „Hvis du hverken er Messias eller Elias eller Profeten, hvorfor døber du så?” 26„Jeg døber kun med vand,” svarede han, „men iblandt jer står der en, I ikke kender. 27 Det er ham, jeg baner vej for, og han har større autoritet, end jeg har. Jeg er ikke engang værdig til at tage sandalerne af ham.” 28 Det her fandt sted ved Betania øst for Jordanfloden, hvor Johannes opholdt sig og døbte.

Teksten er fra Bibelen på Hverdagsdansk