Indøvelse i jul

Af Keld Dahlmann, Præst og generalsekretær i Dansk Oase

Det er ikke noget nyt, at kongehuse rammes af krise, som vi ser det i Norge i disse uger. Ved adventstide i 1936 abdicerede den britiske konge Edward 8. og hans lillebror – prins Albert – blev hermed regent i det britiske imperium.

Albert ønskede ikke at være konge og var ikke forberedt på det. Han var ikke som sin bror en karismatisk personlighed eller specielt populær, da han blev udnævnt til kong George d. 6. af Storbritannien. Han stammede og frygtede at optræde offentligt, men kunne som konge ikke længere få lov til stå i baggrunden og nyde sin privilegerede tilværelse som prins. Nu var han konge, og dette ansvar kastede en skygge ind over adventstiden i paladset. Ingen havde høje forventninger, og mange holdt vejret den december, mens de afventede, om deres stammende konge kunne klare opgaven.

Den nye konge havde dog en kvalitet, som hans forgænger ikke besad. Han kunne sætte sig selv til side for en anden. Påtage sig et ansvar for noget større end sig selv. Prins Albert tog sin skæbne som George d. 6. på sig og satte sit folks interesser over sine egne. Han kæmpede med sin angst og talevanskeligheder i et omfang, så han kunne optræde offentligt og blev over tid en meget respekteret og vigtig konge under Anden Verdenskrig.

Ikke mindst satte han et eksempel for sin datter, der som Elizabeth 2. kom til at regere i 70 år. Det er på sin vis en rigtig julehistorie. Fortællingen om den første jul vrimler med personer, som enten kun har øje for sig selv og egen magt eller modsat finder modet til at sætte sig selv til side for at blive en del af en større historie. Jesu mor var en teenager, der måtte bære skammen og sladderen fra omgivelserne, der næppe har troet på, at hun var gravid uden at have været sammen med en mand. Alligevel tog hun sin opgave på sig.

Kong Herodes var kun optaget af sin egen magt og følte sig truet af tanken om den nye kongesøn født i Betlehem. Hyrder blev ikke regnet for noget den gang, og ingen forventede, at englene ville møde netop dem på marken. Josef må have følt sig dybt skuffet, men satte Marias ve og vel over sit eget. Julens hovedperson kom fra den himmelske verden, men lod sig føde og blive menneske og dele vilkår med os. Julens mening findes kun der, hvor man vil glæde den anden og glemme sig selv.

Vi har netop fået adventstiden til at øve os på det.