Kvalitetspop
Matthew West er en erfaren artist, og der er heller ingen musikalsk slinger i valsen på dette nye album.
Matthew West har mange udgivelser bag sig. Fem studieindspilninger foruden live- og juleplader. Sangene sprøjter ud af ham, og udover sine egne indspilninger har han også leveret sange til kristne sangere og grupper som fx. Point of Grace, Mandisa, Natalie Grant, og Casting Crowns samt til sekulære country-artister som fx Rascal Flatts, Billy Ray Cyrus, og Vince Gill.
Man får 12 solide popsange med i posen, når man køber denne plade. Åbnings- og titelsangen er en opfordring til ikke at holde op med at bede, selv når tingene ser sorte ud. Og han skriver på sin hjemmeside, at hver sang på pladen er inspireret af de forskellige typer bønner, vi beder livet igennem; og med denne plade håber han, at du vil opdage (eller genopdage) bøn i dit liv.
På den næste sang får han besøg af Gothic Country artist, Anne Wilson, som leverede en glimrende, kreativ plade for to år siden. På den næstsidste sang Breaktrough’s Coming synger han endnu en duet. Denne gang med lovsangsleder Stephen McWhirter. West har indimellem også forsøgt sig som skuespiller og spillede fx sammen med Candace Cameron Bure i julefilmen The Heart Of Christmas. Til dagligt bor han i Nashville med sin kone og to døtre.
Alt i alt en god plade uden de store musikalske overraskelser og måske enkelte klichéer i teksterne, men absolut et godt musikalsk håndværk, og fans af Matthew West vil ikke blive skuffede over denne indspilning.
Jeg ved ikke, om der er sange, der har decideret hit-potentiale, men det er et behageligt album at have kørende (evt. som baggrundsmusik).
Kunstner: Matthew West
Titel: Don’t Stop Praying
Genre: pop
Download: itunes.dk mm. – Pris: 109,00 kr.