”Mange spørgsmål er stadig ubesvarede”

Kurt Johansen nævner, at man i det danske diplomati er forsigtigt optimistiske omkring situationen. Han har også stor tillid til den kristne NGO CAPNI, som den 9. december skrev:

”Fra begyndelsen af ​​krisen og militsernes beslaglæggelse af Aleppo kontaktede vi Qamishli, hvor vores venner beroligede os om situationen på det tidspunkt. De rapporterede, at militserne havde rakt hånden ud for at give garantier og forsikringer til kristne kirker, idet de sagde, at de ikke var mål for angreb. De opfordrede kristne til at blive i Aleppo og forsikrede dem om, at de kunne være trygge.

Enkelt tilfælde af hærværk mod juletræ

De bekræftede også, at der ikke var registreret nogen hændelser med angreb, bortset fra hærværk mod et juletræ fra nogle personer, hvilket fik militsledere til at gribe ind for at løse problemet, reparere skaden og geninstallere træet. Ingen kristne internt fordrevne fra Aleppo søgte tilflugt i Qamishli og dens omgivelser. Hvad angår kristne universitetsstuderende, hvis familier bor i Qamishli, Hasakah, Khabur og andre områder, blev omkring 200 studerende transporteret sikkert fra Aleppo til deres familier.

Dette blev koordineret med kirken i Aleppo og militsens embedsmænd. Dette var situationen, men spørgsmålene om, hvad der kommer, er alvorlige og bekymrende. Med regimets fald er frygten for fremtiden ikke begrænset til kristne og andre minoriteter. Bekymringerne gælder også Syriens fremtid som stat.

Frygter jihadistgrupper

Men kristnes frygt er mere udtalt og alvorlig, især i betragtning af kristnes nyere historie under lignende omstændigheder, såsom i Irak efter 2003 eller i Syrien i de første år af krisen. De militser, der nu har kontrol, er overvejende radikale islamiske jihadistgrupper uden klare politiske referencer. De tilhører forskellige i ideologier og organisationer, hvis eneste fælles mål er at vælte regimet. Herefter er der ingen garanti for, at de vil forblive samlet. Tværtimod vil de sandsynligvis engagere sig i konflikter og slagsmål om indflydelse og kontrol.

Desuden er der blandt disse grupper bevæbnede jihadistiske elementer, som ikke er syriske, men kommer fra Tjetjenien, Centralasien og andre regioner. Der er en aftale mellem den syriske regering og den dominerende militære ledelse om at holde regeringen operationel i en overgangsfase, men der er stadig bekymringer, især vedrørende sikkerhed, spredning af våben mm. Et andet spørgsmålet er, i hvilken retning Tyrkiet vil påvirke situationen.

De kurdiske selvstyrede områder

I det nordøstlige Syrien, under kurdisk selvadministration og de syriske demokratiske styrker (SDF), drejer bekymringerne sig om, hvordan den nuværende Damaskus-ledelse vil interagere med SDF: Vil den engagere sig med dem som politiske partnere i at bestemme retningen og systemet for det nye Syrien, eller vil det indtage den tyrkiske holdning, der betragter SDF som en terrororganisation uden plads i Syriens politiske fremtid efter Bashar Assad? Dette rejser muligheden for et scenario i libysk stil.

Situationen for Tripoli og Benghazi kunne spejles mellem Damaskus og Qamishli, især med tvetydigheden omkring den nye amerikanske administrations forpligtelse til at støtte SDF og forhindre Tyrkiet og dets tilknyttede grupper i at forsøge at afvikle kurdisk selvadministration og SDF. I begge tilfælde – uanset om det er kampe mellem væbnede fraktioner i deres kontrolområder eller militær konflikt mellem disse fraktioner og SDF – er intern fordrivelse og migration til nabolande (især Libanon) stadig sandsynlige…
Mange spørgsmål forbliver ubesvarede.

Vi må alle bede for fred i Syrien og i hele regionen,
en drøm, der deles af alle efter årtier med krige,
smerte og lidelse forårsaget af drab, fordrivelse,
ødelæggelse og social fragmentering.

Regionalt

Den nye fase i Syrien, præget af afslutningen på iransk indflydelse dér, vil sandsynligvis svække Irans rolle og reducere Hizbollahs kontrol i Libanon, hvilket potentielt kan bidrage til at opbygge den libanesiske stat. I Irak vil iransk indflydelse ikke forsvinde helt, men forventes at blive mindre til fordel for politiske kræfter (og endda nogle væbnede grupper), der afviser iransk dominans.

Bøn om fred i regionen

Vi må alle bede for fred i Syrien og i hele regionen, en drøm, der deles af alle efter årtier med krige, smerte og lidelse forårsaget af drab, fordrivelse, ødelæggelse og social fragmentering.
I denne tid, hvor vi fejrer fødslen af Fredskongen, krybbebarnet, beder vi ham give os Guds fred,” slutter CAPNI.

”Nu er de kristne rædselsslagne”

Udviklingen kan gå flere veje for Syriens kristne

Hvad betyder oprøret for Syriens kristne?