Tillykke til Folkekirkens nye menighedsrådsmedlemmer

De nye medlemmer tiltrådte 1. søndag i advent. Håber, de vil bede og sætte frivillighed (nådegaver) på dagsordenen.

Lad mig begynde med et minde fra Kvaglund Kirke: Gladys fra Ghana var indvalgt i menighedsrådet med flest stemmer. Hun ledte derfor det første møde indtil konstitueringen. Hun sagde velkommen til mødet og fortsatte. ”Jeg synes, at vi skal begynde med en bøn om Guds velsignelse over vores arbejde.” Og så bad hun en fri bøn for mødet, menigheden og menighedsrådets fremtidige arbejde.

Derefter gik hun over til konstitueringen, og der blev valgt en formand, som fortsatte mødeledelsen. Jeg var med som sognepræst. Under eventuelt henviste jeg til indledningsbønnen og foreslog, at det skulle være fast tradition at rådsmøderne skulle indledes med en bøn og et bibelvers eller en kort andagt. Det blev vedtaget, og nogle af medlemmerne var villige til at være på en liste. Jeg forfattede efterfølgende en bøn, som kunne læses, hvis medlemmerne ikke selv kunne formulere en fri bøn.

Jeg vil anbefale nye medlemmer at komme med et lignende forslag, hvor denne tradition ikke allerede er indført. Derudover er der mange steder brug for at tænke nyt. Vil man opnå nye resultater, er man nødt til at gøre noget andet, end man plejer. For at få flere til at deltage i kirkelivet, kan en ny måde være at gå ud og spørge folk i sognet, hvordan kirken skulle være for at de kunne tænke sig at benytte den?

Og om de beder en bøn engang imellem? Om de er positivt indstillede overfor at tale om tro? Og hvilke ting de mener er relevante for kirken at beskæftige sig med? Man kan lave det som en spørgeskemaundersøgelse. Det vil også være naturligt at have nogle indbydelser med – og spørge om folk har lyst til at se undersøgelsens resultat. En anden ny måde kunne være vidt og bredt at invitere folk til at være frivillige i kirken.

Mange er kommet med i det kirkelige liv ved at blive aktive i kirken. Der er forskel på folk. Nogle vil først deltage fx i et Alpha-kursus. Andre har kun lyst til at være med, hvis de med det samme kan spille en aktiv rolle som frivillig. Frivilligheden skal lovprises og opmuntres. Og frivillige skal selvfølgelig inviteres til frivilligsammenkomster med samtale om, hvordan opgaven kan løses endnu bedre. Og de skal tilbydes ejerskab, bl.a. ved at de får nøgle til kirken, så de altid kan tage venner og bekendte med hen og se, hvor de er frivillige.

Tidligere begyndte et kirkeligt engagement typisk med en omvendelse. Det er fint, hvis det sker. Men det, jeg mest har set, er, at det begynder med, at man har fået lov at være aktivt med på banen eller har oplevet en anden form for inkluderende kontakt. Og i forbindelse med venskaber eller efter oplevelse af at være mødt, hvor man havde et særligt behov – der er mange veje. Jeg husker et sted i Nordjylland, hvor præsten havde fået nogle familier engageret i ”Børnekirke” under prædikenen i pastoratets to kirker.

Der var ingen menighedslokaler, så en stor gammel campingvogn blev omdannet til ”Børnekirke”. Den skulle så på skift køres hen til den kirke, hvor der var gudstjeneste. For at klare den opgave, blev der søgt frivillige, som med deres ”jydekrog” hver søndag ville transportere ”Børnekirken” hen til den rigtige kirke. En håndfuld mænd henvendte sig. Ud over børnefamilierne var der pludselig engageret en ny gruppe i kirkens arbejde – og deltagerantallet ved gudstjenesterne steg.

Mange vil gerne være med på banen med det, de har evner/nådegaver til. Menighedsrådene og præsterne skal ikke forsøge at gøre det hele selv. Kald folk frem, udrust dem og giv dem opmuntring og rum.

– Del gerne denne klumme med et menighedsrådsmedlem, som du kender!