Torben Callesen brænder for at sprede evangeliet gennem musik
Udfordringen har flere gange fortalt om GospelFamily i Aabenraa og deres arbejde med musicals. Torben Callesen, der er hovedarkitekten bag gospelarbejdet, er ofte blevet nævnt, men hvem er han, og hvad har inspireret ham til blandt andet at skrive fem julemusicals?
Torben Callesen er født og opvokset i Sønderjylland, er cand.mag. i musik og religion og bor i Aabenraa med sin kone Sisse. De har tre voksne børn og tre plejebørn. Han voksede ikke op i et kristent hjem.
Blev kristen som teenager
”Mine forældre var ikke kristne,” fortæller Torben Callesen, ”men de har sendt mig afsted på kristne lejre, og de har læst i Bibelen for mig. Men det var min faster, som var medvirkende til, at jeg blev kristen. Hun var med til at sørge for, at jeg kom på lejre osv. Jeg var ca. 15 år, da jeg tog imod Jesus.” Torben har altid elsket musik, og det har også været hans primære beskæftigelse. Han var 18 år, da han startede sit første gospelkor sammen med en ven. I dag er Torben leder af GospelFamily i Aabenraa, som bl.a. består af korene GospelRoots, GospelTeens og GospelOaks.
Blev inspireret af Gospelkids
”Jeg blev inspireret til at starte GospelRoots og GospelTeens, da jeg så, at man i Kibæk havde et fantastisk arbejde med Gos-pelKids. Det tændte noget i mig, for jeg har altid brændt for børn og at fortælle evangeliet for dem.” Denne inspiration tog han med sig, da han fik et jobtilbud fra Aabenraa sogn i 2007. Han boede på Sjælland på det tidspunkt og blev headhuntet til at komme til Aabenraa sogn i en stilling som kirke- og kulturmedarbejder. Det var et stort spring at tage fra Sjælland til Sønderjylland med hele familien, men efter grundig overvejelse valgte han at sige ja til stillingen.
Ville starte børnekor
Inden Torben sagde endelig ja til jobbet, stillede han krav om, at hvis han skulle sige ja, så ville han have lov til at lave et børnegospelkor. ”Det var jo ikke omkostningsfrit at rive hele familien op og flytte til Jylland,” fortæller han. ”På det tidspunkt var vores børn ikke så gamle, og det var en svær tid for dem. Derfor mente jeg godt, at jeg kunne stille nogle betingelser.” Derudover var der også nogle andre faktorer, som gjorde, at Torben turde sige ja til jobbet, fortæller han.
”Den vigtigste faktor var, at min kone fandt fred i det, og vi snakkede med familien, som sagde, at det skulle vi bare gøre. Samtidig oplevede vi, at nogle venner, vi ikke havde hørt fra længe, kontaktede os og spurgte, hvad der skete i vores liv, for de havde oplevet, at de skulle bede for os. De oplevede, at der skulle ske noget stort – uden at ane, hvad der skete i vores liv. Den sidste faktor var, at det var en evangeliserende menighed, vi skulle til, og det var lige mig.”
Arbejdet begynder
Sognet sagde ja til Torbens ønsker, familien flyttede til Aabenraa, og så gik Torben i gang. Han skulle ud og få fat i børn til det kor, han ville starte. Han tog ud på skoler med flyers og snakkede med Jyske Vestkysten, som skrev noget om det. Resultatet var, at der kom 25 børn første gang, og de fortsatte med at komme. ”Børnegospelkoret var en succes,” siger Torben med et smil og fortæller, hvordan de andre kor med tiden voksede helt naturligt frem.
”Med tiden voksede kormedlemmerne ud af GospelRoots og ønskede et GospelTeens-kor. Derfor startede GospelTeens. Så kom der forældre og sagde, at de også gerne ville have deres små børn med i kor, og så oprettedes et spirekor. Til sidst kom forældrene og sagde, at de også ville have deres eget kor. Men så gik den ikke længere i den stilling, jeg var. Kirken mente ikke, at jeg skulle bruge tid på et voksenkor. Det måtte jeg gøre i min fritid.”
I et par år prøvede Torben at have voksenkor ved siden af. Men et fuldtidsarbejde på ca. 50 timer om ugen plus kor ved siden af gik for hårdt ud over familien.
En anden vej
At GospelFamily eksisterer, bygger i virkeligheden på en lidt trist baggrund, fortæller Torben. ”Jeg elskede mit job, jeg elskede folkekirken og havde gang i det her kæmpe arbejde, hvor vi havde folks opbakning,” siger Torben. ”Men det arbejde var ikke en del af denne kirkes vision. Min vision var (og er stadig) at få folk i tale og præsentere evangeliet for dem med de evner og talenter, jeg har indenfor musik og gospel. Men de syntes, at det fyldte for meget, og at jeg skulle bruge tid på andre ting. Derfor måtte jeg gå en anden vej.” At fortsætte arbejdet med korene var ikke let, når der ikke længere var en kirke i ryggen.
”Ved Guds nåde rykkede vi ind i Frøforsyningen i Aabenraa i 2018 med de kor, vi havde, og fortsatte arbejdet,” fortæller Torben. ”Vi skulle jo til at betale husleje, varme osv., og jeg skulle have løn. Det lykkedes ved hjælp af personlige støtter, sponsorer, som synes, det er vildt fedt, det vi laver, og så fonde, som også synes om det, vi laver. Så det er Guds nåde og omsorg, at vi er der, hvor vi er i dag.”
”Bag de gospelkor, som man ser optræde, er der også en masse ildsjæle, som hjælper med utroligt mange praktiske ting,” fortæller Torben. ”Uden dem fungerede det ikke, og jeg er så taknemmelig for, at de vil bruge deres tid og kræfter frivilligt, så vi kan gå ud og fortælle evangeliet for andre.” Det var ikke let at køre gospelarbejdet videre uden folkekirkens blåstempling, når de skulle have nye med i koret. Derfor skulle der tænkes nyt og kreativt.
”Vi fandt forskellige tiltag for at få nye med. Vi har bl.a. et samarbejde med kommunen, hvor vi er en del af deres katalog ”Aktiv ferie”. Her byder vi på sommergospel-workshops for børn. Der kommer en del børn og nogle af dem bliver hængende. Så er der børn, som tager deres klassekammerater med, og det er en succes. Siden 2009 har vi lavet skolekoncerter for børn i hele Sønderjylland, og det gør vi stadig. Der kommer mellem 1.000 og 3.500 børn til disse koncerter og ser det, vi laver. Bagefter er der faktisk nogen, der kommer og vil være med.”
Vil vise evangeliet
Korene består både af kristne og ikke-kristne medlemmer. ”Jeg prøver at gøre en dyd ud af ikke at skelne mellem, hvem der er hvad. Jeg prøver at være mig og vise dem evangeliet på den måde, og så må Gud gøre resten. Mange har ingen tilknytning til kirke, og knap så mange er kirkevante. Nogle gange får jeg beskeder fra tidligere medlemmer, hvor de fortæller, at de beder til Gud osv. Så jeg ser, at Jesus er med i kormedlemmers liv.”
Torben elsker at arbejde med børn og gør det med glæde. ”Jeg tænker altid først på børnene. Jesus sagde: ”Lad de små børn komme til mig.” Børnene står ofte bagest i køen, men de skal frem. Børn elsker jo historier, og det er det, jeg fortæller. Voksne er ikke så grebet af historier, men det er børn. Det er derfor, de kommer til vores kor.”
Sang og dans
En af de særlige ting ved Torbens kor er, at de både synger og danser og har fagter med i deres optræden, uanset om det er musical eller koncerter. Inspirationen til det kommer fra hans egen ungdom. ”Jeg har selv været med i ”Continental Singers” for år tilbage, og de havde fagter med i deres sange, og det kunne jeg godt lide. Så stod man ikke bare stille, men var aktiv samtidig. Børn elsker jo at bevæge sig, og man husker faktisk også sangene bedre, når der er fagter til. Så det gav lidt sig selv at gøre det på den måde. De kommer jo til kor efter en lang skoledag, og så giver det god mening, at de får lov til at bevæge sig, samtidig med at de synger. Vi opfatter jo med både øjne, ører og alle sanser, og det unge publikum synes, det er fedt, at vi gør det på den måde.”
Igennem tiden har Torben skrevet et utal af sange og ti musicals. Det kræver en del inspiration. En inspiration som ofte kommer dumpende i hverdagen.
”Jeg arbejder sådan, at hvis jeg får en ide og bliver inspireret, så skriver jeg det ned på min telefon og lader det ligge lidt, og så fylder Gud på. Jeg får et brudstykke af en vision. Min kone Sisse ved godt, at hvis jeg tager min mobil frem under lovsangen i kirken om søndagen, så er det ikke for at tjekke sms’er, men fordi jeg er inspireret og lige skal skrive det ned. Når jeg så kan mærke, at nu er det ved at være der, så sætter jeg mig ned og sætter det hele sammen. Når jeg sætter mig til klaveret for at finde melodier, så ved jeg, at når jeg får tårer i øjnene, så er det noget, der rører Guds hjerte, og så ved jeg, at den er ved at være der.”
Julemusicals
Ud af de ti musicals, som Torben har skrevet, er fem af dem julemusicals. Men hvad er det, som får ham til at skrive så mange musicals om netop julen?
”Det, der fænger mig, fascinerer mig og gør mig nysgerrig, beskrives meget godt i musicalen Kongesøn. Her står Hannah og englen Lux og studerer det lille Jesusbarn, og Hannah siger: ”Sikke en sød lille baby.” Hvorpå Lux svarer: ”Jeg har altså stadig svært ved at forstå, at Gud har skrumpet min Herre – som kunne skabe universet – ind til en lille baby.” Den sætning tygger jeg stadig på,” siger Torben. ”Jeg synes, det er vildt, at Gud gør sig så skrøbelig for vores skyld. Herodes er jo lige i hælene på ham, og der skal engle og alt muligt til for at få Jesus til Egypten i en fart. Gud må have grædt og bidt negle – hvis han har sådan nogle – og været virkelig angst for sin søn, for det var så farligt.”
”Det drukner hurtigt i juletiden,” sukker Torben. ”Vi kigger på nisser, julegaver og alt muligt andet. Men jeg vil så gerne, at folk skal forstå, hvor stor og kærlig en far vi har i himlen, som har sat alt på spil for os. Det er så vildt. Derfor undres jeg igen og igen, og det kommer der historier ud af. Mit håb er, at en julemusical kan få børnenes øjne op for, hvordan juleevangeliet også kan se ud.”
Julens betydning
For Torben er julen en særlig tid, men også en særlig travl tid.
”Fordi vores liv op til jul er ret speciel med 15-20 julekoncerter og enorm travlhed, har julen nok fået en helt anden betydning nu, end den havde, før vi flyttede til Aabenraa og lavede gospel. Julen er fejringen af den største gave af dem alle, Jesus Kristus. Jeg elsker, at vores familie oftest er samlet i julen, når nu Gud netop måtte give afkald på sin søn i julen. Julen er nu i endnu højere grad blevet et ’helle’, hvor al pres, lange arbejdstimer og fravær fra familien erstattes af en tid, hvor jeg bare kan nyde en af Guds bedste og mest forfriskende opfindelser: familien. For uanset, hvor glad jeg er for mit arbejde, så må familien komme først. For uden dem er jeg ikke den, jeg er, og jeg kan ikke lave det, jeg gør, uden dem i ryggen.” Og ganske som til gospelkoncerterne får sangen og dansen hjemme om juletræet alt, hvad den kan trække, fortæller Torben.
”Vi læser Juleevangeliet juleaften, danser og synger om juletræet, danser op og ned ad trapper og rundt i huset til ”Nu er det jul igen”. Så sætter vi Træskodansen på og går amok i den vildeste træskodans og danser og synger for vildt til den rytmiske udgave af ”Et barn er født”.”
”Jeg arbejder sådan, at hvis jeg får en ide og bliver inspireret,
så skriver jeg det ned på min telefon og lader det ligge lidt,
og så fylder Gud på. Jeg får et brudstykke af en vision.”– Torben Callesen
Nyt tiltag
Lige nu har Torben ikke noget nyt musik i gang, men det betyder ikke, at han ikke har gang i noget. ”Jeg er ved at prøve noget nyt af. Jeg vil forsøge at samle så mange korledere, børnekirkeledere osv., jeg kan, for at snakke om, hvordan vi kan lave en landsdækkende gospelmusical-akademi-organisation. Jeg gør det, fordi jeg ville ønske, at mange flere børn får lov til at opleve det gospelfællesskab, som vores børn gør her i GospelFamily.” fortæller Torben. At Torben gør dette, skyldes også, at han har redskaberne til, at alle kan gå i gang.
”Jeg har lavet en hjemmeside, som har ”hele pakken”. Der ligger alle mine ti musicals med alt, hvad der skal bruges: Tekster, noder, becifringer, koreografi, stemmer osv. Der er også sing-back mv, så man kan bruge det, selv om man ikke har et stort band. Det er bare at klikke ind og bruge det. Det er så nemt, som det kan blive. GospelTeens i Skjern har bl.a. haft glæde af det. Det er en gammel vision, som nu er blusset op igen: En drøm om, at vi i Danmark kunne starte mange flere børnemusicalkor op, så vi kan præsentere evangeliet meget bredere, end vi gør nu. Jeg oplever, at det er noget, Gud har lagt mig på hjerte og håber, at folk griber det.”
”Det kommer til at foregå i Frøforsyningen, hvor vi normalt holder til, lørdag d. 25. januar 2025 fra kl. 10 til 17. Det bliver en dag, hvor man bliver præsenteret for, hvordan man kan gøre brug af de redskaber, der ligger. Et solidt spadestik, som inspirerer til at tage hjem og gøre brug af det. Samtidig kan vi få en dialog om, hvordan det kan lade sig gøre og svare på spørgsmål osv.” Men inden alt det sker, og inden julefreden sænker sig, har Torben og GospelRoots og GospelTeens endnu nogle forestillinger med Kongesøn, og GospelOaks har også nogle koncerter i det sønderjyske.