Dramatisk rejse førte til en åben dør i Tchad

”Kom herover…” Jeg følte det næsten, som Paulus må have følt, da han iflg. Apostlenes Gerninger 16 havde et syn af en mand, som kaldte ham over til Makedonien: ”Kom herover!” sagde manden. Og dermed kom evangeliet til os i Europa.

I mit tilfælde var det lederen af en radiostation i Ndjamena, Tchad, der sagde: Kom herover! Han vidste, jeg skulle holde et kursus i Cameroun og foreslog, at jeg tog til Tchad bagefter. Han samlede lederne af de kristne radioer for at engagere radioerne i at spille en rolle i udviklingen af landet, samtidig med at de kommunikerer evangeliet.

Uden kuffert i tre uger

Hjemmefra havde jeg selvfølgelig pakket alt i kufferten, jeg kunne få brug for. Også nogle reservedele til radiosendere. Men flyet blev forsinket, og min kuffert nåede aldrig frem. Jeg har stadig ikke fået den. Jeg har en gammel 4-hjulstrukken Landcruiser stående i Afrika. Når jeg ikke er der, bliver den brugt af en børnelandsby, som vi støtter. Her bor ca. 35 gadebørn og unge, som har fået et godt liv sammen.

Her går de i skole og lærer et håndværk. Ud fra kristendommen lærer de at holde op med at stjæle og sniffe, og hvad de ellers har bedrevet før. En af teenagepigerne fortalte, at hun nu ville være politibetjent. Og det skal nok lykkes. Men bilen altså – den ville ikke starte, da jeg en mørk aften holdt i en skummel storby. Med hjælp fra en slags ”mekaniker” kom den dog igang. Men dagen efter var det galt igen. Da skulle vi køre ca. 4 timer i øde områder, så da den startede, gjaldt det om at holde motoren kørende.

Terrorister

Det nordlige Cameroun er plaget af en islamistisk gruppe, som kalder sig Boko Haram. Det betyder noget i retning af: ”Skole er forbandet”. Gruppen slår til fra Nigeria med bomber, drab og kidnapninger. Så myndighederne fraråder især hvide at færdes her. Siden år 2000 er over 62.000 kristne blevet dræbt på grænsen mellem Nigeria og Cameroun. Over 100.000 er flygtninge i andre dele af landet.

Byen Maroua skulle dog være ret sikker. Så vi holdt en lille uges kursus for ca. 30 lokalradio-ledere, hvoraf mange har fået sendere, kabler og antenner. Kurset var en stor succes. Ikke så meget på grund af den undervisning, jeg kan give, men fordi medarbejderne har får en opmuntring og retræte, hvor de kan nyde fællesskabet og få ”nye svingfjer” til at holde ud.

Kupforsøg

Den radio-mand fra Tchad, som havde inviteret mig, kunne alligevel ikke hente mig, som planlagt. Dagen før var der et kupforsøg mod præsidenten i Tchad. Det blev afværget, og alle de 18 angrebsmænd blev dræbt. De nåede kun at dræbe en af vagterne med køller og knivstik. Jeg fik sendt en video fra overvågningskameraet, som viste angrebet og de døde. Og jeg spurgte bekymret, om det så var sikkert at tage til Tchad.

”Ja ja. Ingen problemer.” For ikke at udfordre Boko Haram besluttede jeg dog at flyve til Tchad. Men et par dage før afrejsen meddelte CamAir-Co, at flyet var aflyst. Afrikanerne morer sig med at kalde det ustabile flyselskab for CamAir-No-Go. Vi aftalte nu at køre i bil, men tage en anden rute, hvor der ikke burde være terrorister. Men det ene dæk på den bil, vi skulle køre i, var flænset, og min ven Mbombo havde heller ikke forsikring på den.

Og det var lørdag. Så vi fik i hast fat i en lejebil. Den muslimske chauffør valgte imidlertid at køre ad en genvej – en grusvej – i flere timer, før vi i mørke nåede frem til en asfaltvej, der næsten var værre end grusvejen. Hullerne i asfaltvejene hernede kan være en halv meter dybe, så det gælder om at få øje på dem, før man drøner i dem.

Over Logone floden

Men omsider nåede vi frem til grænsebyen Yagoua. Vi fandt efter flere forsøg et nogenlunde hotel, hvor toilettet ikke var i stykker, og hvor der ikke løb kakerlakker. Lagenet var nok ikke helt rent, men – vi var meget trætte. Til morgenmad fandt vi en lille bod med et ildsted, hvor en fattig kone kogte sød te og stegte makala (hårde æbleskiver) i olie. Chaufføren var kørt, så vi fik vores kufferter og os selv læsset på motorcykel-taxier og kørte til grænsen.

Men nu var grænsebroen ikke åben, så vi måtte sejle over grænsefloden Logone i en lille piroque-båd – efter at toldere og grænsevagter havde forsinket os. Min afrikanske ven Mbombo er meget bange for vand, så han sad med lukkede øjne, men jeg nød den eventyrlige overfart.

Fælles mad med fingrene

I Tchad blev vi modtaget af en lokal borgmesterkandidat, som er gift med en schweizisk jordemoder. Han indbød os til en fælles udendørs middag, hvor vi alle spiste med fingrene af de samme skåle – men vi havde alle vasket hænder. Det smagte godt, og vi blev ikke syge. Mbombo viste mig lige oven på middagen et billede af to blodige soldater, som Boko Haram havde myrdet – ikke langt fra Maroua, hvor vi lige havde boet.

Billederne var voldsomme, indvoldene var væltet ud efter knivstik. Han viste også et foto af en politimand, der havde skudt halvdelen af hovedet af i et påstået selvmord. Hernede deler man voldsomme billeder uden filter på WhatsApp. Ugen før havde Mbombo sendt flere billeder af sin niece, efter at hun havde hængt sig… Det var noget makabert alt sammen. Samme uge døde hans mor. Vi sad på lergulvet og sang salmer til trøst for familien. Der blev indsamlet en gave til de efterladte.

N’djamena

Efter 5-6 timers kørsel i Tchad havnede vi i hovedstaden N’djamena. Trafikken er et virvar af biler og motorcykler, blandet med gående, geder og hunde. Midt i trafikken står ofte soldater, som stopper biler og kropsvisiterer passagerer for våben. De er fra præsidentens livgarde og taler ofte kun arabisk – så det gælder om at være usynlig.

Den giftige tomat

Vi blev nu indkvarteret i et SIL missionær-gæstehus, hvor alt var rent og fungerede. Maden blev første aften bragt i en cellofan æske. Og da jeg havde fået nok af ko-mave i Cameroun, nøjedes jeg med at spise makaronierne og de kogte grønsager. Bl.a. en lille ”tomat”. Den viste sig at være en chiliagtigt grøntsag, som brændte så meget i munden og maven på mig, at tårerne stod mig i øjnene, og jeg fik en voldsom hikke. Dagen derpå havde jeg ondt ved hjertet. Afrikanerne forklarede indforstået, at man jo da heller ikke skulle spise den grøntsag.

Der skete mange andre dramatiske ting. På vej hjem blev to fly aflyst, så jeg ikke kunne komme tilbage til Cameroun. Jeg måtte tage til Danmark ad en anden rute. Men først måtte jeg rundt i millionbyen på motorcykeltaxi for at finde kontorerne for CamAir-Co, Asky og Air France. Og der var ingen mødt på kontoret hos de to første. Så rejsen var nogle gange lidt for udfordrende for en næsten 70-årig pensionist. Men tilbage til radioerne.

I audiens

Vi skulle holde et kursus for de kristne radiostationer i det meget muslimske Tchad. Armand fra radio/TV Electron var blevet rådgiver for præsidenten, så vi kom i audiens hos præsidentens generalsekretær – landets næstmægtigste mand. Da han hørte, at jeg var fra Danmark, nævnte han, at han havde studeret kemi i vores ”naboland” Rusland og talte russisk. Han undrede sig over, hvorfor europæerne var så bange, for at ”russerne kommer!”

Efter en venskabelig snak, hvor vi var enige om, at radioer er til gavn for udviklingen, sagde han, at jeg fremover ”altid var velkommen i Tchad”. Og så tog vi officielle billeder. Der kom også et indslag i en lokal tv-station, hvor man på fransk og arabisk fortalte om vores seminar og bragte billeder af den blege dansker mellem de brune afrikanere. Dagen efter fik jeg lov at møde ministeren for kommunikation, som forærede mig sin bog om det oplagte i at bruge solceller i Afrika. Disse besøg og Armands gode forbindelser åbner en dør for de kristne radiostationer i Tchad.

Idéen med radioer

Radio er stadig det helt store i den fattige del af Afrika. TV og aviser er for de rige. Men en radio kan fås til 25 kr. Gennem vores lokalradioer modtager lytterne viden om hygiejne, kvægavl, landbrug, familieliv – og får reelle nyheder. Og radioerne fortæller også evangeliet, som jo er det aller vigtigste. Og her kan muslimer også lytte med. Det skaber afspænding blandt kristne og muslimer. Og det gør det muligt at tage imod ”Jesus i hjertet” – også for muslimerne.

Gennem radio når vi tusinder, ja faktisk millioner. Virkningen er langt større end andre former for mission. Efter at arbejdet nu er udskilt fra Udfordringen, kalder vi det MedieMissionen. Se også Facebook: Henris-venner-i-Afrika. Og vi er afhængige af, at nogen vil støtte – fx på mobilepay nr. 810 999. Vi samarbejder nu med Aktive Kristnes Omsorgsarbejde og kan således give skattefradrag for større gaver, hvis man skriver cpr-nummer og adresse. Tak for din forbøn og støtte!