Film om pavevalget sigter mod at vise Den Katolske Kirke som mere tidssvarende

Hvem skulle have troet, at et så snævert tema som konklave kunne gøres til en intenst spændende film?

Alene begrebet konklave. Der er næppe mange, der umiddelbart forbinder det med noget. Ordet kommer af latin og betyder noget i retning af ”aflukket værelse”. Som begreb handler det om valget af paven i Rom, den øverste leder af den katolske kirke verden rundt. To uger efter en paves død (eller afstigning) mødes kardinaler fra hele verden, en række katolske biskopper, som har fået en særlig rolle i kirken, for at vælge en ny pave.

Og det gør de i det aflukkede vatikanpalads, som ligger opad Peterskirken i Rom. Gennem en længere proces, hvor der stemmes på ny i flere runder, når man omsider frem til valget af paven. Som sagt: Hvem kunne forestille sig en så snæver, indforstået hændelse som en spændende historie? Men det bliver det med filmen Konklave, instrueret af Oscar-vinder Edward Berger (med filmen Intet nyt fra Vestfronten). Berger formår at gøre denne meget indsnævrede hændelse til noget intenst spændende, som også rækker tråde ud mod den brede verden.

Vi følger konklavet fra det øjeblik, paven er død, til de får valgt en ny, en proces, som meget snart bevæger sig fra forventelig, fornuftigt styret formalitet til noget meget udfordrende, vanskeligt, med vide konsekvenser for den ene og den anden kandidat, samt til syvende og sidst udfordring for hele den katolske kirke. Konklavet styres af kardinal Lawrence, som har været meget tæt forbundet med paven – spillet fremragende af den kendte, engelske skuespiller Ralph Fiennes.

Runde efter runde stemmes der på kardinaler som mulig, kommende pave, og der er tydeligvis lang vej, før man kan nå frem til 2/3 af stemmerne på én kardinal, som er kravet for at nå frem til afgørelsen. Snart viser det sig, at der er nogle af kardinalerne, som sigter stærkt mod at opnå rollen som den katolske kirkes øverste stemme, og den ene viser sig med tiden at have fusket med det ene og det andet for at vinde valget.

I valget af den ene eller den anden er der tydeligvis også teologi på spil. Konservativ eller liberal teologi. Og med tiden forstår vi, at kardinal Lawrence selv er ramt af trostvivl, som får ham til at sigte mod at trække sig tilbage til et klosterliv. Vi mærker tilsvarende tvivlens stemme på en lidt anden måde hos en helt ukendt kardinal, som er dukket op i sidste øjeblik. Han sætter ord på det på denne måde: ”Vores tro er levende, fordi den er hånd i hånd med tvivl.” Han får sagt noget tilsvarende om vished som troens fjende.

Som seere får vi en lille fornemmelse af, hvor filmen måske gerne vil føre os hen, fordi disse udsagn tydeligvis skal mærkes som det dybt indsigtsfulde og nødvendige for kirken og troen – nødvendigheden af at sænke troens alt for entydige klarhed. Og det bliver så helt tydeligt til allersidst, da den ukendte kardinal helt overraskende ender med at vinde valget, og i en samtale mellem ham og Lawrence viser det sig, at den nye pave er biologisk transkønnet.

Han tilhører den meget lille del af menneskeheden, som rent fysisk har både mandlige og kvindelige kromosomer. Hvilket selvsagt er en fuldstændig uskyldig ting. Som kardinalen siger: ”Jeg er, hvad Gud skabte mig til.” Men nedenunder dette udsagn –sammenbundet med nogle få sætninger undervejs om en mere tidssvarende kirke, med fx åbenhed for homoseksuelt samliv – mærker man en tone, der handler om, at den katolske kirke herfra vil åbne sig for den omgivende verdens stemme.

Filmen er som tidligere nævnt rigtig godt skruet sammen med intens spændingsfylde. Men den lander desværre i et alt for tydeligt budskab til sidst. Wokeismen sniger sig ind til sidst.
I et avisinterview sætter den katolske studenter- og skolepræst Daniel Nørgaard ord på denne svaghed ved den ellers meget velformede film:

“Langt hen ad vejen synes jeg, at filmen er god og holder spændingen. Der er unøjagtigheder, men også gode elementer, og den bliver ikke tåkrummende. Kun lidt hen mod slutningen. (…) Jeg synes, filmen vælger side alt for tydeligt og bliver for belærende. Det havde klædt historien, hvis det hele ikke var malet så sort-hvidt op, at man hele vejen igennem får at vide, hvilken side man skal holde med”.

Titel: Konklave
Instruktør: Edward Berger
Spilletid:120 minutter
Aldersgrænse: 11 år
Premiere: 12.12.2024
SF Studios