Filmen Here sætter tanker i gang om tid og livslængsel

Modsat en lang række temmeligt negative anmeldelser af Here, vil jeg gerne give den en lille streg opad.

Jeg forstår godt kritikken. Et godt stykke tid forekom den mig temmelig ligegyldig og kedelig. Vi lukkes ind på et bestemt sted, faktisk gennem hele filmen samme kameravinkel, præcis samme sted hele vejen igennem. Vi lægger ud i dinosaurtiden, springer frem i nutiden og så et skridt tilbage til 19. og 18. århundrede, og så igen lidt frem. Frem og tilbage, uden at vi nogensinde får rigtig indsigt i historierne. Historierne bindes heller ikke sammen, udover stedet.

Det samme sted gennem hele filmen, som altså starter i ur-natur med dinosaurer, som sidenhen fyldes med mennesker, og med tiden bliver til stuerummet i et hus, som møbleres i forskellige varianter gennem tiden, og ligeledes forskellige mennesker fra tid til tid med rent overskriftsagtige historier. Men langsomt, langsomt begynder især én historie at trænge igennem. Den fylder efterhånden det meste og giver en form for mening. Vi følger et par, som får børn, og den ældste søn får med tiden en kæreste, som bliver til hustru, og de får børn, og alle bliver boende i huset.

Meningen, som begynder at banke på, kan udtrykkes med et tilbagevendende udsagn fra sønnen, som får kone og børn: ”Tiden flyver”. Man kunne også sige: Tiden løber ud. Eller: Livet løber ud. I de konstante drømme om livsomskiftelse i denne families livsløb er der på en måde kun én ting, der hele tiden omskiftes: Tiden. Det er, som om alt på en måde forbliver det samme, selvom der øjensynlig sker mærkbare og synlige ændringer undervejs. Tiden lader livet løbe ud for hver og en af dem, uanset hvad de opnår af ønskede eller uønskede forandringer.

Den ene og samme kameravinkel understreger det stærkt. Vi drømmer om store forbedringer gennem hele vores liv, men i bund og grund er alt ved det samme. Der er tydeligt ydre forandringer gennem tiden på dette sted, men indre forandringer? Nej, ikke rigtig.

Livet har en ende

Filmen rørte ved min egen stigende alder. Om ikke pensionist helt endnu, så mærkes alderdommens voksende tilbageblik på det liv, der er levet, og ja, tiden flyver. Den flyver med årene stærkere og stærkere. Bl.a. fordi man mere og mere indser, at alt har en ende, og man erkender, at langt fra alle drømme fra livets første tid er blevet opfyldte. Det er, som om livet til syvende og sidst melder pas. Var der ikke mere? Var det alt, hvad jeg kunne få?

Man kan næsten få den tanke, også med sigte på skuespillerne selv – især de to, som instruktøren Robert Zemeckis også gav hovedroller i hans store succes fra 1994, Forrest Gump, Tom Hanks og Robin Wright. Med suverænt teknisk bluff får han dem til at optræde med fuldstændig ungdommeligt udseende som i 1994, og så frem til en alderdom, som de vel selv er tæt på nu. To succesfulde skuespillere – er de rykket længere og videre ud med deres liv end i 1994, eller er de fundamentalt set samme sted?

Rammer noget grundmenneskeligt

På den måde rammer filmen noget meget grundmenneskeligt: livslængsel. Det som C S Lewis skriver indsigtsfuldt om i Lidelsens problem: ”Vi kan ikke tale om det til hinanden. Det er hver enkelt sjæls hemmelige kendetegn, den uudsigelige uudslukkelige længsel; det, vi har begæret, før vi mødte ægtefælle, grundlagde vores venskaber og valgte vores livsvej, og som vi stadig vil begære på vores dødsleje, når vores tanker på ægtefælle eller ven eller arbejde svinder bort. Så længe vi eksisterer, eksisterer dette også”.

Og det bringer ham frem til at sige noget, som man næppe kan udlede af filmen, men som blev ret vigtigt for mig som en form for eftersmag af filmens tiltagende grundtone: Tiden flyver. Tiden og livet løber ud. Ja, det gør det. Men dermed er det sidste ikke sagt, for som Lewis siger det i samme bog: ”Den bestandige lykke og sikkerhed, som vi alle begærer, har Gud nægtet os i kraft af selve vores verdens natur.

Glæde, fornøjelse og munterhed har han derimod givet frit løb. Vi kan aldrig vide os helt sikre, men vi morer os som regel glimrende og oplever også begejstring. Det er ikke svært at se, hvorfor det forholder sig sådan. Den sikkerhed, vi begærer, ville give os mulighed for at finde hvile i verden og ville derved udgøre en hindring for, at vi vender tilbage til Gud. Nogle øjeblikke i kærlighedens glæde, et landskab, en symfoni, et muntert samvær med vennerne, et bad eller en fodboldkamp derimod har ikke denne bivirkning.

Vores Far i himlen vederkvæger os på rejsen med nogle behagelige kroophold, men han vil ikke friste os til at finde fuldstændig fred i en kro, så vi gør den til vores hjem.” Konklusion: Jeg vil godt anbefale filmen med sigte på det dybere perspektiv, den måske kan fremkalde i seeren – udover dens i flere omgange ret intetsigende, overfladiske passager.

Titel: Here
Spilletid: 104 minutter
Aldersgrænse: 7 år
Instruktør: Robert Zemeckis
Premiere: 16. januar 2025