Humor er ikke det værste, man har

Er der noget så befriende som humor? Så forløsende og forsonende som humor? Modsat den berømte danske ironi, der alt for ofte skaber kulde og afstand. Nej, humor er ikke det værste, man har med et herligt lån fra Benny Andersen. Og det er ikke tilfældigt, at H.C Andersen, Storm P, Halfdan Rasmussen og Benny Andersen så ofte citeres på danske prædikestole.

H.C. Andersen

Humoren var egentlig saltet i mine eventyr, siger H. C. Andersen. Et præcist billede. Lad være, at Andersen selv var utrolig sårbar og nærtagende – som Prinsessen på ærten! – men han fik også så mange hug i livet, at han kunne være blevet en meget bitter forfatter. Men i stedet for at dyppe sin spidse pen i ironiens blækhus, svarer han oftest med humor.

Kejserens nye klæder

Lad os begynde med det eventyr, som de fleste af os har moret os over som børn og jublet: HAN HAR INGEN TØJ PÅ. Det forstår vi. I samme boldgade finder vi et af Andersens smukkeste eventyr: Sneglen og rosenhækken. Den højt begavede selvoptagne snegl ligger under den blomstrende rosenhæk og har intet til overs for andre end sig selv: Sneglen havde meget i sig, den havde sig selv.

Forstår vi det i dag? JA! ”Vent til min tid kommer,” sagde den, ”så skal jeg noget mere end at sætte roser.” Så er det sagt. Rosenhækken må i denne perle af et eventyr forsøge at forsvare sin eksistens over for sneglen: ”De har nok aldrig givet Dem af med at tænke. Har De mon nogensinde gjort rede for, hvorfor De blomstrede?” Og rosen svarer: ”Nej, jeg blomstrede i glæde, for jeg kunne ikke andet.” Læs eventyret! Måske kommer du til at blomstre af det.

Hvad fatter gør

Og så er der perlen over alle. ”Det går med historier, ligesom med mange mennesker, de bliver kønnere og kønnere med alderen, og det er så fornøjeligt.” Husker du, hvordan manden går til marked om morgenen med en hest, bytter den for en ko, koen for et får, fåret for en gås, gåsen for en høne? Og til sidst: Hønen for en pose rådne æbler! Til gengæld vinder han sit væddemål. Han fik ikke knubs af Mutter, da han kom hjem, men kys og kram! – Nej, hvem bliver ikke kønnere af en sådan kærlighedshistorie?

Og så kan vi sige nok så mange gange, at kærlighed gør blind. NEJ! Konen ser virkelig sin mand. Hun er ikke blind for posen med rådne æbler. Hun ser med hjertet.

Den kloge kones briller

”Der var en ung mand, som studerede til digter, han ville være det til påske, gifte sig og leve af digteriet.” Digteren havde blot et problem. Han kunne ikke finde på noget at skrive om, og i sin nød opsøgte han en klog kone og klagede sin nød: ”Alt er skrevet op!” sagde han. ”Vor tid er ikke gammel tid!” ”Nej,” sagde konen. ”Tiden er just god, den er den allerbedste! Men du har ikke rigtigt syn på sagen, du har ikke skærpet hørelsen. Du må forstå at fange en solstråle. Prøv nu engang mine briller, få mit hørerør i øret, og bed så til Vorherre og lad være at tænke på dig selv.”
Og det behøver man ikke gå på forfatterskolen for at lære.

Den standhaftige tinsoldat

Husker du historien om den standhaftige tinsoldat, som trolden jaloux skubbede ud ad vinduet fra tredje sal? Og skønt tjenestepigen straks løb ned på gaden for at finde ham, og var lige ved at træde på ham, så hun ham ikke: ”Havde tinsoldaten råbt: Her er jeg! så havde de nok fundet ham, men han fandt det ikke passende at skrige højt, da han var i uniform.” Soldaten fandt det upassende at råbe ”i uniform”!

Man smiler! Og græder. Alt for mange bliver ikke hørt, fordi de ikke vil råbe op. Fordi de ikke føler sig ”klædt på” til det. Jeg hørte om en mand, der søndag efter søndag gik i kirke, men aldrig til alters, fordi han havde hul i skoene.

Storm P

For mig hører Storm P til i næsten samme superliga som H.C. Andersen. I begyndelsen af sin karriere var han en meget skarp og social indigneret kunstner, som man kan overbevise sig om ved gå en tur på Storm P museet. Men så fandt han den runde afvæbnende form, som i stedet kalder på smilet. Men tag ikke fejl: Hvem er det, vi ler af? Os selv. Som da Storm P besøgte en svensk restaurant sammen med sin kollega, Albert Engstrøm.

De blev stoppet i døren af en sur tjener. Engstrøm pustede sig op og spurgte tjeneren, om han vidste, at han var den berømte Albert Engstrøm? Tjeneren så på Storm P: ” Er det rigtigt?” ”Ja,” svarede Storm. ”Og jeg er Selma Lagerlöf.”

Overaskelsen! Surprised by Joy!

Storm P fortæller om to drenge, der pulser på to kæmpe cigarer. En ældre herre stopper rystet op: ”Ved jeres far, hvad I gør?” ”Nej, det skal være en overraskelse!” Og så kan man smile og spørge sig selv: Bliver jeg dagligt overrasket? Af Gud og dem, jeg holder af? Eller er jeg så optaget af at iscenesætte mig selv. Det er trist. For så overraskes jeg aldrig af Glæde. Som den gamle højskolemand og forfatter, Knud Hansen, sagde: ”Herren velsigne dig og forbavse dig.” Eller med den vidunderlige titel på C.S Lewis’ erindringer: ”Surprised by Joy”.

Med Storm P i kirke

Her er en af mine favoritter: ”Jeg er ikke nogen stor synder,” siger Storm P, ”men lidt har vel også ret.” Ja, mon ikke? Her skal man vist være en meget dårlig præst, hvis man har svært ved at fortsætte. Og så er der tiggeren, som ringer på døren og modtages af det inkvisitoriske spørgsmål: ”Drikker De?” Og svarer. ”Er det et spørgsmål eller et tilbud?” Mon ikke den ofte er brugt som tale ved dåben. Trosbekendelsen er jo ikke en eksamination, som afdøde kongelighofkonfessionarius Herluf Eriksen sagde, men Guds suveræne tilbud.

Eller hvad med at begynde den meget svære prædiketekst med denne perle: ”Denne sag kan ses fra flere sider, så jeg vil bede Dem om at sætte Dem i rundkreds.” Og så er der jo også det lille spejl: ”Har man ikke andre glæder i livet, så har man da selvglæden.” Ja, det har vi da. Ikke mindst os sårbare forfattere og salmedigtere: ”Jeg har læst Deres bog!” ”Den sidste?” ”Ja, det håber jeg.”
Eller til salmedigteren: ”Jeg kan ikke forstå, at nogen gider skrive digte, når man kan skrive det samme lige ud?”

Sådan kunne jeg fortsætte, men vil skal også lige have Halfdan Rasmussen og Benny Andersen med.

Vi har sunget. Vi har grædt. Vi har grint

Er titlen på en bog om Benny Andersen og Poul Dissing. Den kunne også stå som overskrift til vores to store visedigtere og venner, Halfdan Rasmussen og Benny Andersen. To af de helt store ord-virtuoser. Men hver på sin måde. Lad os nævne Halfdans tosserier, hans ABC. Og glem så ikke hans poetik: ”Jeg skriver sjove digte/ Jeg skriver også triste. / De første læser andre folk/ Selv læser jeg de sidste.”

Der er næppe nogen dansk digter, der er citeret så ofte i kirken eller ved konfirmationer og bryllupper som Benny Andersen. Jeg talte engang med Benny Andersen efter et foredrag og fortalte ham, hvorfor vi præster citerede ham gang på gang. Ikke for at gøre ham mere kristen, end han selv ville være, men fordi han på sin poetiske måde ofte åbnede for Vorherres bog bedre, end vi selv kunne.

Hvem har kunnet skælde os ud som Benny Andersen? ”Du må ikke møde verden med underfrankerede hjerter.” Eller i Svantes sorte dag: ”Mit liv er knapt en flaske værd,/ jeg er her kun på pant.” Og hvem glemmer: Hilsen til forårssolen: ”Der er caries i tindens tand/dens emalje trænger voldsomt til forstærkning.” Ja, mon ikke? Men lad os slutte med det sidste vers: ”For som solfanger jeg nu begyndt/at forstå at Alt og Intet er os givet … Men når forårssolen skinner/lever jeg.” (Tænk at være solfanger)

Ja, – livet er ikke det værste man har i selskab med Benny Andersen. Og det er humor heller ikke.