Jørgen Falk Rønne – en forfatter med et vigtigt budskab

Forfatter Jørgen Falk Rønne er ikke sådan at finde i de gængse danske litteraturhistorier. Det betyder imidlertid ikke, at han ikke var en særdeles produktiv og meget læst forfatter – eller at kvaliteten af hans forfatterskab er middelmådig. Store dele af hans bøger blev således genoptrykt indtil flere gange, og også i dag kan man gå i boghandlen og købe romaner skrevet af ham, som er genudgivet omkring 40-50 år efter hans død.

Jørgen Falk Rønne blev født i et præstehjem i 1865 og blev også selv præst. I en periode på seks år arbejdede han som præst på Færøerne, og det var her hans litterære karriere startede. Det begyndte med bogen ”Færøerne” fra år 1900, som er en bog om det færøske folk. Efter den begav Falk Rønne sig ind i fiktionens verden med novellesamlingen ”En modig pige”, hvorefter der også følger flere romaner med motiver og temaer fra Færøerne, som han kom til at elske.

Blandt disse romaner er ”Pigen fra Hellnæs”. I romanen strander en præst på øen Hell-næs, hvor han af øens storbonde får fortalt beretningen om Ellen og Olaus, der har boet på øen. Kærlighedshistorien betager præsten så meget, at han nedskriver historien om pigen fra Hellnæs. Måske ikke så underligt – med Falk Rønnes baggrund – har flere af hans bøger en præst blandt de helt centrale personer.

Under præstegårdens tag

Som titlen antyder gælder det også romanen ”Under præstegårdens tag”, der første gang udkom i 1923 og er genudgivet i 2007. Romanens beretning er fortalt af præstesønnen Jørgen, der i begyndelsen er 6 år. Men hovedhandlingen foregår, da han er 12-13 år.

Gennem barnets øje og tanker

Jørgen vokser op i Vestjylland, og han står som jeg-fortæller gennem hele romanen. Selvom man må gå ud fra, at jeg-fortælleren er den voksne Jørgen, der ser tilbage på og fortæller om sin barndom, er der så meget indlevelse i barnets tanke- og fantasiverden, at man forledes til at tro, at det er barnet Jørgens stemme, man hører. Et eksempel på dette er, da præstegården får besøg af Jørgens onkel Frits, der har rejst og set meget af verden.

Når fortælleren derfor beskriver onklen med ordene: ”Onkel Frits har en Gang gaaet i Latinskole; men han syntes bedre om at fange Papegøjer og se fremmed Lande og skyde Isbjørne. Isbjørne er ikke af Is, men dér, hvor de bor, er der næsten bare Is og saa frygtelig koldt, at man kan fryse ihjel med Pels paa”, er det som at høre et barns gengivelse af onklens beretning.

Leveren og skel

Eller når han filosoferer over de voksnes brug af ord, som han kender i en hel anden sammenhæng. Fx hører Jørgen sin far bruge udtrykket ”at tale frit fra leveren”, og undres, for ”jeg har aldrig hørt nogen tale fra Leveren. Jeg har hørt en Bugtaler, men aldrig en fra Leveren”. Lidt senere studser han igen over de voksnes brug af ordene, da den nyankomne missionær taler om det, han savner i byen, nemlig ”skel”:

”Jeg kender kun et Slags Skel, og det er i Haaret, men den Slags kan han jo ikke mene.” Missionærens følgesætninger opklarer imidlertid Jørgens spørgsmål. Han mener ”skel mellem Lys og Mørke, mellem Fortabelse og Frelse, mellem Guds Børn og Verden”. Men mere om denne missionær senere.

Mødet med Caspersen

Første del af romanen er holdt i datid og viser sig – da hovedhandlingen begynder – at være et tilbageblik, der er nødvendig for at forstå handlingen senere. Under en stranding ved Vesterhavets kyst tager præstefamilien sig af en af de skibbrudne, den store og noget grove Caspersen. Da han ikke har noget sted at tage hen, får han lov til at blive og hjælpe til i præstegården. Men Caspersen er ikke tilfreds med forholdene og skaber rører og utryghed blandt præstegårdens folk, så han til sidst må rejse. Det sidste ord er imidlertid ikke sagt i den sag.

Åndelig opvågning

Efter at Caspersen er rejst, bliver Jørgens far kaldet til et andet sogn, og familien flytter til en ny præstegård. Drengen Peter, som er hyrdedreng i præstegården, bliver hurtigt venner med Jørgen – og lidt af en vejleder for ham om livet. Udover Peter er der tilknyttet karle og piger til præstegården, som på hver deres måde indgår i husholdningen og familien. Snart opstår der en åndelig vækkelse blandt sognets beboere, en vækkelse, som også får betydning for flere af præstegårdens ansatte.

Det gælder bl.a. pigen Stine, der står i køkkenet og synger nogle af de vækkelsessange, hun har lært til møderne i Indre Mission. Og her trænger barnets røst igen igennem hos jeg-fortælleren. Stine synger: ”Fra de frelstes Skarer lig en mægtig Sø / bruser Julen, vi skal aldrig dø”. Om Stine fejlagtigt synger ”Julen”, eller det er Jørgen, der hører forkert, melder historien ikke noget om. Den, som kender sangen, ved, at der i virkeligheden skal stå ”Jublen” og ikke ”Julen”. Men Jørgen undres i hvert fald: ”Jeg tænker paa, at der er længe til Jul, saa den kan da ikke bruse nu.”

Da vækkelsen forvandles til strid

Jørgens far bakker som præst op om denne første vækkelsesbølge og beskrives i det hele taget som en levende og alvorligt troende præst. Men så sker der noget. En ny missionær kommer til sognet, og det er ingen ringere end Caspersen. Tilsyneladende er Caspersen blevet omvendt og har helliget sit liv til at forkynde evangeliet. Men er der tale om mere end en facade? Det får læseren snart svar på.

Caspersen bærer nag til Jørgens far, og det lader til, at hans mission mere består i at knække præsten end at bringe det glade budskab til sognets beboere. Det budskab, han kommer med, indeholder da også mere ild og svovl – og splittelse end noget andet. Med tiden lykkes det Caspersen at vende folk mod præsten, og det tynder mere og mere ud på kirkebænkene.

Forsoningens ånd

Trods dette – der til sidst knækker præsten og gør ham syg – giver han ikke efter for had eller bitterhed. Nok gennemskuer han helt fra begyndelsen Caspersen med ordene: ”Dersom det blot bliver til Guds Riges Fremgang og Sejr, saa skal jeg ikke klage; […] men det kunde jo også tænkes, at det var Personen, der traadte i Forgrunden og vilde være stor. Djævelen har mange Veje og mange midler – ja! Han har!”

Men da præstens hustru klager over de tomme bænke med ordene: ”Jeg kan ikke bære at være skilt fra Guds levende Menighed. […] Hvad har vi dog gjort, at vi skulde sættes udenfor?”, er hans svar: ”Det var værre, om vi var skilt fra Gud.” Tabet af store dele af hans menighed er imidlertid tungt for præsten, og en dag, hvor Jørgen lister sig til at læse i en notesbog, som faren ellers altid låser inde, kan han læse:

”Min Gud! Min Gud! Har Du forladt mig? Nej! Du har ikke forladt mig, Du taler til mig, naar jeg søger Dig, Du svarer paa mine ydmyge Begæringer, Du tilsteder mig endnu at træde frem for Dit Ansigt. Men du prøver mig. Du tvinger mig til hver Time at prøve mig selv, om min Vilje er Dig hengiven, om det er min Ære, jeg søger eller Din alene.”

Sand kristendom

I præstens skikkelse maler Jørgen Falk Rønne den sande og ydmyge kristentro læseren for øje. Der er ikke tale om et opgør med vækkelsesbevægelserne, hvilket nogen måske kunne forledes til at tro, eftersom Caspersen er repræsentant for dem. Det må imidlertid stå for hans egen regning. Inden Caspersen kom til sognet, levede missionsfolkene og præsten i indbyrdes forståelse, og præsten glædede sig over enhver opvågning til levende tro hos sine sognebørn.

I stedet er ”Under præstegårdens tag” en beretning om, hvordan den ægte og levende tro er en tro, der tilgiver, elsker og ydmyger sig selv under Guds hånd. Udover at være særdeles opbyggelig – uden af være forkyndende – er romanen fyldt med humor og lune. Man mærker, at forfatteren holder af de personer han skildrer – måske lige på nær Caspersen.