Netværk for mænd inviterer til Mandekonference
Netværk for mænd inviterer mænd i alle aldre til mandekonference i Grindsted d. 31. januar og 1. februar 2025.
Det er anden gang, at netværket arrangerer og afholder mandekonference. Sidste år deltog 125 mænd, og man forventer samme antal i år, fortæller Kristian Sloth, som er en af arrangørerne bag konferencen. ”Vi havde en fantastisk konference sidste år og glæder os til i år,” siger Kristian. ”Vi oplevede sidste år, hvordan mænd fik gode samtaler om de ting, som de normalt har svært ved at snakke med andre om. Vores mål er netop, at mænd danner relation og netværk, hvor de kommer fra, så det ikke kun er på konferencen, de mødes.”
Inspirationen til konferencen kommer fra Norge, hvor de danske arrangører i 2022 deltog i en lignende konference og derefter rejste hjem og besluttede at gøre det i Danmark også. Derfor er der også inviteret norske talere.
Talere
De to norske talere er brødrene Tormod og Aril Bakkevold. Tormod er leder af Euromissionen og præst i Søgne Misjonskirke i Norge. Han er en opmuntrende evangelist, som inspirerer med mange rige historier og erfaringer fra sit eget liv. Han er en mand med et stort hjerte for Jesus og for andre menneske. Aril Bakkevold er også fra Søgne Misjonskirke og har et stærk vidnesbyrd. Han vil tale og holde seminar om lørdagen.
De danske talere er Ruben Knudsen og Johannes Hansen. Ruben Knudsen er uddannet præst og psykoterapeut. Han arbejder med mænd, der har udfordringer med deres maskuline identitet – et fænomen, der også rammer mange kristne mænd. Gennem studier og mange samtaler har han fået en dyb indsigt i mandens identitetsproblemer. Johannes Hansen er præst, tidligere nationalleder af Apostolsk Kirke i Danmark og medstifter af ”Frikirkenet”. Han har masser af erfaring i arbejdet med mennesker som præst gennem 35 år og brænder for, at folk skal få et tæt forhold til Jesus. Han er en mand med meget på hjerte og en god formidler.
Lovsang og bål
Lovsangen får også god plads på konferencen. Her har man igen inviteret Allan Høyer, som også ledte lovsangen ved sidste års konference. Udover de planlagte møder vil der være bål, hygge og rig mulighed for samtale og fællesskab. Det koster 650,- kr. at deltage i konferencen, som foregår i Vestermarkskirken i Grindsted. Du kan læse mere og tilmelde dig konferencen på www.netvrkformnd.dk