IPSICC

Økumenisk Ansgargudstjeneste i Vejle

Søndag den 26. januar er der økumenisk fælleskirkelig Ansgargudstjeneste i Metodistkirken, Vissinggade 15a i Vejle. Programmet starter kl. 15.00 med kaffe og fortælling om Metodistkirken. Fra kl. 16.00 er der gudstjeneste.

Haderslev Stift har siden 2017 holdt en årlig økumenisk gudstjeneste med deltagere fra de forskellige kirkesamfund, fx Den Katolske Kirke, Metodistkirken, Den Reformerte Kirke, Brødremenigheden, Pinsekirken, de tyske frimenigheder, de ortodokse kirker, Baptistkirken og folkekirken. Navnet ”Ansgargudstjeneste” peger på det, kirkerne har tilfælles, fordi Nordens apostel, Ansgar, i sin tid bragte kristendommen til Danmark.

Gudstjenesten lægges så tæt som muligt på Kyndelmisse, den 2. februar, samt årsdagen for Ansgars død, den 3. februar. Ansgargudstjenesten i Vejle bliver fejret som en normal gudstjeneste i Metodistkirken, men undervejs vil præster fra andre kirkesamfund medvirke, fx med bøn og læsninger.