Præst og forfatter: Naturen og Bibelen kan fortælle os det samme på forskellige måder

”Under barken sover citronsommerfuglen, og i udhuset kan det være, at en flagermus har slået sig ned under loftet for at gå i dvale. De venter. Hvad gør det ved dig, at andre tager sig tid til at vente?”

Sådan lyder et uddrag af den refleksion over naturens tegn og tale, man kan opdage i december måned, i bogen ”Lysningen”, som udkom 31. oktober 2024. Det er en bog skrevet af teolog Thomas Frovin, der til daglig er præst i Apostelkirken på Vesterbro i København, og Mia Broe Jakobsen, der er mag.art. i kunsthistorie og kirke- og kulturmedarbejder i Skanderup Kirke. Bogen indeholder 12 kapitler – et til hver af årets måneder – og hvert kapitel er bygget op på samme måde:

Der er forfatternes refleksioner, digte eller velsignelser, en beskrivelse af en person, ofte en helgen, der har en særlig forbindelse med denne måneds tema, en liste over naturglæder i netop denne måned samt et forslag til en praksis i naturen, som kan hjælpe læseren med at forbinde sig med naturen – og med Gud.

”Det er en bog, der handler om naturen som Guds katedral. Man siger, at Gud har givet os to bøger, Bibelen og naturen. Det, synes jeg, er en meget fin beskrivelse af, at vi kan hente erfaring af Gud og lære ham at kende gennem både Ordet og naturen, i kirken og uden for den,” siger Thomas Frovin.

Inspiration fra England

Thomas Frovin var fra 2015-2022 ansat i Areopagos, hvor han for at imødekomme søgende mennesker, der ikke var kirkevante eller bekendte sig som kristne, fra 2018 arbejdede med Skovkirke. En form for kirkelig praksis i naturen, som han har hentet inspiration til i den Anglikanske Kirke i England.

Ӯrefrygten over for et fantastisk bjergmassiv
eller en storslået solnedgang kan gøre én stum
og få én til at føle sig lille – ikke på en utryg måde,
men på en fredfyldt måde.”

”Fra denne praksis, hvor naturen er rammen om et fællesskab og en erfaring af Guds ånd, som den åbenbarer sig i naturen, kom ideen om at lave en praksisbog, der forsøger at udlægge naturen som Guds sted. Det syntes vi, at der manglede – imellem bøger om økoteologi og bøger om, hvad naturen indeholder og gør ved os,” siger Thomas Frovin.

Han flyttede selv fra byen til naturen med sin familie i 2015 og bor nu i Grejsdalen ved Vejle. At komme så tæt på naturen var som en genopdagelse af Skabelsen og har givet ham mulighed for at fordybe sig i den sammenhæng mellem naturen og kristendommen, som, han mener, er blevet fjern for mange af os. ”Vi har de seneste 100 år bevæget os fra landet til byen, og den direkte afhængighed, vi før havde af naturen og vejret, har vi ikke længere så konkret i hverdagen – selv om klimaforandringerne selvfølgelig minder os om det på en ny måde,” siger han.

Før i tiden gik bønderne fra marken ind i kirken, og de måtte planlægge dagens og årets arbejdsrytme efter de skiftende årstider og vejrliget. ”Vi er velsignede med at bo i et land, hvor vi kan opleve årstidernes skiften, og jeg synes, at der ligger meget forkyndelse i det. Men jeg tror, at vi til dels har reduceret naturen og billederne af den, som findes i vores salmeskat, til netop billeder og metaforer. Vi har simpelthen mistet den direkte erfaring af vores egen forbundethed med det, der sker i naturen,” siger Thomas Frovin.

Supplerer hinanden

Det er denne erfaring af forbundethed, de to forfattere håber, at bogen kan hjælpe mennesker med at få. Alene eller i fællesskab. De opfordrer i forordet til, at man læser bogen langsomt – gerne ude i naturen og eventuelt et bestemt sted, som man genbesøger måned efter måned for at mærke både genkendelighed og forandring.

”Kirkeårets rytme og det genkommende og alligevel også altid forandrede genfinder vi i naturen. I det hele taget mener jeg ikke, at der er nogen modsætning mellem naturen og kirken. Når naturen taler, gør den det tit gennem stilhed, og det kan virke som noget andet end Ordet, som står centralt i kirken. Men jeg ser ingen modsætning; jeg ser to rum, der kan supplere hinanden,” siger Thomas Frovin.

Som eksempel nævner han, at et tema som død og opstandelse er meget nærværende i naturen, og at oplevelsen af dette i naturen kan fremme forståelsen af kirkens forkyndelse om samme tema. ”At ting forsvinder og dør eller kommer igen, er et tema, som naturen umiddelbart giver til os, og skriften og Ordet kan hjælpe os med at forstå, hvad den erfaring i naturen vil sige til os. Ordet kan pege på Kristus i vores erfaringer i naturen, og naturens erfaringer kan gøre ordets nogle gange lidt abstrakte form mere konkret,” siger han.

Muldvarp og minipilgrimsvandring

I bogens kapitel om december kan man læse om naturglæder som at høre uglen tude og hanræven gø som de indledende øvelser til at finde sig en mage og mangfoldiggøre sig med. Man kan tage sneen i hånden og mærke dens stoflighed, kulde og skrøbelighed og se en smule af det forvandles til vand. Man kan samle bark, træ, bog eller agern og pynte med det i stuen, og har man en have, kan man øve sig i at glæde sig over, at muldvarpen endnu er aktiv.

I bogens første kapitel, om januar, præsenteres en minipilgrimsvandring i langsomhed som en praksis, man kan prøve af, og der er tekster om pilgrimsvandring i ældre og nyere tid, om de syv pilgrimsord og om den middelalderlige kloster- og ordensstifter Birgitta af Vadstena. Man bliver mindet om naturglæder i form af de første erantis og vintergækker, der spirer frem, dyrespor i nysne eller frost om morgenen og mørkevandring, der kan skære alle andre sanser end synssansen.

Sådan har hvert kapitel og hver måned sine karakteristika, som ifølge Thomas Frovin kan inspirere til åndelige praksisser og på forskellig vis peger ind i den forkyndelse, der finder sted i kirken.
”Vores håb er, at mange kirker vil bevæge sig ud i naturen og være der – fordi naturen kan tale med om det, der siges i kirken, og fordi mange mennesker har lettere ved at træde ud i naturen end ind i kirken. Naturen er på en måde vores alles rum; vi er en del af den, mens kirkens rum for nogle kan være sværere at finde sig til rette i,” siger han.

Menneskets behov for hvile

Bogens praksisser og refleksioner er blandt andet inspireret af keltisk kristendom, men Thomas Frovin mener ikke, at bogens indhold vil virke fremmed for danskere, der er præget af en protestantisk kultur. ”Undersøgelser viser, at et stort flertal af danskerne søger ud i naturen for at finde fred, og at mange også oplever naturen som et sted, hvor de får åndelige oplevelser. Jeg tror, at det hænger sammen med, at vi her erfarer noget, vi kan have glemt, men som Bibelen også fortæller om – for eksempel menneskets behov for at hvile. Det taler naturen sit tydelige sprog om. Vinter er hviletid, og mennesket har også brug for at hvile og ikke konstant være produktivt,” siger han.

Trøst til klimabekymrede

Arbejdet med bogen, der har strakt sig over to år, har efterladt Thomas Frovin med nye refleksioner. Den ene handler om klimakrisen: ”Jeg tror, at naturen kan være et sted, vi kan finde trøst, fordi der er en kraft lagt ned i naturen. For dem, der sørger over klodens tilstand og er meget bekymrede, tror jeg, at det kan være godt at gå ud i naturen, for den kan bringe trøst og lindring.” Den anden refleksion handler om, at erfaringer med naturen kan gøre os åbne for at læse Bibelen på en ny måde og forstå dens beskrivelser af sammenhængen mellem menneskets og naturens liv på et dybere plan:

”Sammenhængen i Paradisets have mellem mennesker og dyr og beskrivelsen af, hvordan jorden råber over det blod, der bliver udgydt, da Kain dræber Abel, er eksempler på, hvordan Bibelen beskriver en sammenhæng mellem mennesket og skaberværkets liv i øvrigt. Paulus beskriver også, hvordan skaberværket vånder sig sammen med os,” siger Thomas Frovin. Han mener, at kirken og kulturen har brug for at genopdage denne sammenhæng, fordi der er sket en instrumentalisering af naturen, og vi også har distanceret os fra Bibelens beskrivelser.

”Vi er velsignede med at bo i et land,
hvor vi kan opleve årstidernes skiften,
og jeg synes, at der ligger meget forkyndelse i det.”

”For mig selv har det været utroligt gavnligt at gå ud i naturen og læse Bibelen, mens jeg er i naturen. Naturen kaster simpelthen nyt lys ind over det, der står i Bibelen om træer, når jeg sidder sammen med et træ,” siger han. Desuden kan naturen vække en ærefrygt i os, som kan spejle vores tilbedelse af Gud, mener Thomas Frovin:

”Ærefrygten over for et fantastisk bjergmassiv eller en storslået solnedgang kan gøre én stum og få én til at føle sig lille – ikke på en utryg måde, men på en fredfyldt måde. Man ser skønheden og storheden i naturen og erfarer, hvor lille man er, og alligevel får man lov at være her. Det spejler for mig oplevelsen af mit forhold til Gud,” siger han.