Velkommen til Bougainville – verdens næste land

Pastor Sammy Maurua peger på arret i panden, som er skabt af et geværløb fra Papua Ny Guineas forsvarsstyrker. ”De slog mig til jorden med løbet og begyndte at sparke mig. De slog mig næsten ihjel, da de fik mistanke om, at jeg var på BRA-oprørshærens side,” husker han, mens han sidder uden for sit Maranatha Guest House i Bougainvilles hovedstad Buka.

Hændelsen fandt sted for næsten 30 år siden under det, der på denne stillehavsø i det østlige Papua Ny Guinea er kendt som ”krisen”, den blodigste konflikt i Stillehavet siden Anden Verdenskrig med op til 20.000 dræbte og sårede.

Mineraler for milliarder

Set ovenfra er Bougainville et grønt tæppe af tyk regnskov. Nedenunder er landet hjemsted for mineraler for milliarder. Bougainville menes at have nogle af verdens største forekomster af kobber og guld – nogle af dem blev udgravet, da Panguna-minen var i drift fra begyndelsen af 1970’erne og frem til 1989. Minen var en af de største i verden og gjorde Papua Ny Guineas drøm om uafhængighed af Australien i 1975 mulig.

Indtægterne fra minen fyldte regeringskassen, mens en stor del af overskuddet også gik i lommerne på den britisk-australske minegigant Rio Tinto. I Bougainville var der stor utilfredshed, især blandt de traditionelle jordejere omkring minen, som kun fik ringe kompensation for indgreb i deres jord og mente, at minedriften ødelagde miljøet. Desuden steg de sociale spændinger, da mange mennesker fra andre dele af Papua Ny Guinea flyttede ind for at arbejde i mineindustrien.

Krudttønde siden 1988

I 1988 var øgruppen blevet en krudttønde. En gruppe militante jordejere i Panguna under ledelse af Francis Ona indledte en sabotagekampagne mod minen, som blev tvunget til at lukke et par måneder senere. Godsejerne oprettede en modstandshær, BRA (Bougainville Revolutionary Army), og volden spredte sig. For at redde sin vigtigste indtægtskilde lagde Papua Ny Guineas centralregering, der blev støttet af Rio Tinto og Australien, en hård linje.

Da det ikke hjalp, blev Bougainville sat under en blokade, der isolerede øgruppen fuldstændigt fra omverdenen i flere år i 1990’erne. Samtidig splittede krisen også Bougainville internt. Forskellige sproggrupper, kriminelle bander og andre fraktioner – nogle støttet af Papua Ny Guinea – skabte lovløst kaos på øerne. Grupper med tilknytning til BRA og bevæbnet med våben, der blev efterladt på øen efter Anden Verdenskrig, terroriserede og plyndrede landsbyer.

Forsoning gennem kirken

Omkring Sammy Mauruas hjemby, Siwai, på den sydlige del af øen var borgerkrigen i fuld gang. I området var en stor gruppe blevet trætte af BRA’s metoder og havde brudt med dem for at starte en modbevægelse, der støttede centralregeringen i Papua Ny Guinea. ”Som kristen var det forfærdeligt at se huse blive brændt ned og slægtninge dræbe hinanden. Jeg spurgte Gud: Hvorfor har du tilladt dette? Det resulterede i, at jeg fik et syn.”

Før krisen havde Sammy Maurua, som er metodist, studeret teologi. Nu startede han små kristne studiegrupper, hvor alle var velkomne, uanset hvilken side de stod på i krigen. På dette tidspunkt var der på grund af krisen ikke noget skolesystem og ingen offentlige tjenester, så Sammys studiegrupper begyndte at tiltrække folk fra begge sider af krigen. Han havde plantet de første frø til forsoning. ”Interessen eksploderede, og folk fra andre landsbyer begyndte at komme,” husker Sammy.

Slag blev vendepunkt

Sammy Maurua blev med sit ry som kristen brobygger til sidst en af dem, der tog initiativ til den fredsproces, som afsluttede den blodige krise. Vendepunktet kom den dag, hvor papuanske soldater gav ham et ar i panden. ”Det var ved påsketid i 1996, og efter at jeg var blevet slået, sagde nogle af os til hinanden: ’Vores ledere må stoppe denne krigsførelse.” Sammy og flere andre landsbyhøvdinge vandrede gennem junglen i fem dage for at møde BRA-lederen Francis Ona og foreslå fredsforhandlinger mellem de stridende grupper på øen. Men de fik en kold skulder. ”Ona sagde nej, vi vil fortsætte med at kæmpe til sidste mand.”

På dette tidspunkt var der
på grund af krisen
ikke noget skolesystem
og ingen offentlige tjenester,
så Sammys studiegrupper
begyndte at tiltrække folk
fra begge sider af krigen.
Han havde plantet de første frø til forsoning.

Men andre i BRA’s øverste ledelse var mindre opsatte på at fortsætte kampene, og Sammys initiativ førte til New Zealand-ledede fredsforhandlinger på Burnham militærbasen et par måneder senere. De omfattede Sammy Maurua samt omkring 70 personer fra øens interne stridende grupper. Forhandlingerne endte med en indledende aftale om våbenhvile. Våbenhvilen blev til en varig fred i 1998, som også blev underskrevet af Papua Ny Guinea, som var ramt af en politisk skandale, der involverede forsøg på at få lejesoldater til at deltage i kampene.

Tre år senere blev der underskrevet en traktat, som gav regionen selvstændig status og arrangerede en ikke-bindende folkeafstemning om uafhængighed. Krisen var overstået, men der var stadig sår overalt.

Flertallet er katolikker

I en anden del af Bougainville, på den østlige Stillehavskyst, ligger den katolske missionsstation Tubiana. Det var her, eller rettere sagt på øen Pokpok et stenkast ude i havet, at de allerførste europæiske missionærer ankom i 1901. De var marister, medlemmer af den katolske orden Society of Mary. Bølgerne slår ind mod kysten, mens sognebørnene passer den velplejede have med de omhyggeligt klippede græsplæner. I sin hytte har sognepræst James Soli taget en lur.

”Der er stille nu, men om søndagen kan der være flere hundrede besøgende her, og mange kommer med båd fra Pokpok,” siger han. Størstedelen af befolkningen på Bougainville er katolikker. Men der er også mange pinse-, syvendedagsadventist- og metodistgrupper. Derudover er der flere levedygtige synkretistiske religioner, hvor den kristne tro blandes problemfrit med naturlige religioner. Som et spor efter de første missionærer synes Jomfru Maria ofte at have en særlig stærk position i nogle af disse bevægelser.

Kirkerne helbreder øen

James Soli er født og opvokset på Nissan Atoll, lige nordvest for Bougainville. Også her var krisen nærværende i hans barndom, da papua new guineanske tropper brugte Nissan som base for angreb. I 2001 flyttede han til Bougainville, og siden 2014 har han været præst. ”I alle årene siden freden synes jeg, at kirkerne har været centrale i forsøget på at helbrede øen. Det var folk fra kirkerne, der tog initiativ til fred, og det er kirkerne, der har taget lederrollen i forsoningsprocesserne mellem forskellige grupper.

Folkeafstemningen 2019

I 2019 skete det, som næsten alle på Bougainville havde drømt om i årtier. Der blev afholdt en folkeafstemning om uafhængighed i overensstemmelse med fredsaftalen med Papua Ny Guinea. 98 procent stemte for, og der er nu en proces i gang, som det politiske styre i Bougainville håber vil føre til uafhængighed i 2027, selv om der stadig er mange forhindringer, bl.a. Papua Ny Guineas endelige godkendelse.

Forud for folkeafstemningen indtog den katolske kirke en neutral holdning, men da resultatet er klart, arbejder den nu på at gøre Bougainville klar til uafhængighed. Men personligt mener Soli, at det stadig er for langt væk. ”Økonomisk kæmper folk stadig, og politisk ser jeg folk, der kæmper for at få tingene på plads.”

Stoffer og alkohol

En anden forhindring for en vellykket uafhængighed er de psykologiske ar, der stadig er overalt efter krisen. James Solis’ kollega, pastor Alfred Vare fra United Church, som er baseret på metodistiske traditioner, så, hvordan mange fra hans generation faldt ned i en sump af stoffer, alkohol og kriminalitet under krisen. Nu ser han deres børn falde ned i den samme sump af marihuana og billig hjemmebrændt vin.

”80 procent af vores befolkning er unge mennesker, og vi kan se, at mange af dem er på vej i den forkerte retning. Det er her, kirken har en stor rolle at spille i tiden op til uafhængighed, for at få unge mennesker på rette spor.” James Soli ser også problemerne med alkohol og stoffer blandt unge som et tegn på traumer, der går i arv til den næste generation. ”De er vokset op i familier, der blev revet fra hinanden af krisen. Mange har ikke oplevet tilstedeværelsen af en far og en mor eller den enhed, som en familie kan være.”

En af de nye generationer er Emmanuel Ravaron, en præstestuderende fra landsbyen Tinputz. Han er født i 1998 og har ingen personlige minder om krisen, men nu ser han også, hvordan mange i hans generation er indirekte berørt. ”Jeg er ikke involveret i alkohol og stoffer, men det er der mange på min alder, der er. Det er problemer, vi må tage fat på, hvis vi skal opnå uafhængighed.”

Klar til uafhængighed?

Sammy Maurua, hvis studiegrupper under krisen senere udviklede sig til et netværk af kirker kaldet Kidron Ministries, anerkender også problemerne blandt de unge, og hvor meget arbejde der stadig skal gøres, før Bougainville kan anses for at være klar til uafhængighed. Men han ser det ikke som en hindring for at erklære uafhængighed i morgen, hvis det bliver nødvendigt. ”Det er ligesom, når man bliver gift som ung. Den beslutning startede mit liv, vi fik et hus, en have, en bil. Det er det samme med uafhængighed, det er begyndelsen på livet, og ikke alt kan forberedes.”

Bougainvilles historie

I 1768 gik den franske opdagelsesrejsende Louis-Antoine de Bougainville i land og navngav hovedøen i det, der nu er den autonome region Bougainville. På det tidspunkt havde der boet mennesker i mange tusind år.

I 1885 blev Bougainville en del af kolonien Tysk Ny Guinea.

I 1901 ankom de første kristne missionærer og oprettede en række katolske missionsstationer langs kysten.

I 1914, da Første Verdenskrig brød ud, besatte Australien Tysk Ny Guinea, herunder Bouganville.

I 1942 tog Japan kortvarigt kontrol over Bougainville, men mistede det til USA et par år senere. De allierede brugte Bougainville som base for angreb på japanskkontrollerede øer.

I 1945, efter krigen, overtog Australien igen som kolonimagt.

I 1972 åbnede Panguna-minen, en af verdens største kobber- og guldminer. Minen blev drevet af et datterselskab af det britisk-australske mineselskab Rio Tinto.

I 1975 erklærede Papua Ny Guinea sig uafhængig af Australien, og Bougainville blev en del af det nye land, selv om det kulturelt set havde mere til fælles med de nærliggende Salomonøer. Samme år gjorde den første generation af nationalister på Bougainville et mislykket forsøg på at erklære sig uafhængige.

I 1988 krævede en gruppe yngre jordejere under ledelse af Francis Ona, at mineselskabet skulle betale, hvad der svarer til 100 milliarder dollars i erstatning for minedrift. Da deres krav ikke blev imødekommet, iværksatte de en række sabotageangreb på minen, som lukkede et par måneder senere. Papua Ny Guinea erklærede undtagelsestilstand og forsøgte med militær støtte fra Australien at slå oprøret ned.

I 1990 erklærede Francis Ona igen uafhængighed for Bougainville. Samtidig satte Papua Ny Guinea Bougainville under en årelang blokade, der skabte akut mangel på både lægehjælp og forsyninger. I løbet af de næste par år udbrød der også en række interne konflikter, som ofte havde rod i klanstridigheder. Kriminelle bander med tilknytning til BRA plyndrede, myrdede og voldtog i landsbyerne. Andre grupper støttede Papua Ny Guineas centralregering og kæmpede mod BRA.

I 1997. Kampene fortsatte i perioder op gennem 1990’erne, men det lykkedes aldrig Papua Ny Guinea at genvinde kontrollen over regionen. I 1997 besluttede regeringen i Papua Ny Guinea at hyre lejesoldater fra det britiske firma Sandline til at knuse modstanden. Planerne blev lækket til den australske presse, og efter store protester i Papua Ny Guinea trådte premierminister Julius Chan tilbage.

I 1998 blev der erklæret fred, efter at repræsentanter for Papua Ny Guinea og Bougainville var blevet enige om at nedlægge våbnene. BRA-lederen Francis Ona og nogle af hans tilhængere nægtede at deltage i aftalen med den begrundelse, at Bougainville allerede havde erklæret sig uafhængig i 1990.

I 2001 blev der underskrevet en fredsaftale. I henhold til traktaten skulle alle regeringsfunktioner med undtagelse af bl.a. udenrigsrelationer og højesteret overføres til det autonome Bougainville. Traktaten fastslog også, at der skulle afholdes en folkeafstemning om uafhængighed inden 2020.

I 2019 blev folkeafstemningen afholdt, og 98 procent stemte for uafhængighed. Det er det næsthøjeste tal i en sådan folkeafstemning nogensinde, kun overgået af Sydsudan, hvor næsten 99 procent stemte for uafhængighed i 2011.

I 2027. Parterne er blevet enige om at afgøre Bougainvilles fremtid inden 2027, hvor Papua Ny Guineas parlament skal stemme om ratificeringen af folkeafstemningens resultater. Den afstemning kan meget vel ende med et nej. Samtidig er det usandsynligt, at Bougainville vil nøjes med mindre end fuld uafhængighed og meget vel kan erklære det på egen hånd.