Vi er nødt til at lukke håbet ind
Normalt plejer det ikke at være dystopiske undergangsfortællinger, vi kører ned med aftenkaffen. Men med Thomas Vinterbergs nye TV-drama ”Familier som vores” kunne man i efteråret på TV2 i den bedste sendetid få sig en vaskeægte dommedagsfortælling om Danmarks undergang på grund af stigende vandstande. Jeg holdt mig indfanget af serien, for det er en gribende fortælling.
Som præst kan jeg ikke lade være med at kommentere, at engang var det faktisk kirkens teologer, der gik rundt og sagde, at en dag går jorden under, men folk gad ikke rigtigt høre efter. I dag er det så klimaeksperter og metrologer, der går rundt og siger, at det går den gale vej, at verden, som vi kender den, måske ikke består for altid. Det er noget af en mundfuld, og man kan let miste håbet.
Og det er jo ikke, fordi der mangler grunde til at miste håbet. Tænk bare på, at krigene er tilbage på vores eget kontinent, lige som vi gik og troede, at vi var færdige med den slags. Og gad vide, hvad der vil ske på den internationale politiske scene, nu hvor Donald Trump er ”back in business”. Jeg har derfor valgt ikke at være optimist på verdens tilstand. Men jeg insisterer på at holde fast i håbet. Det er ikke på grund af os mennesker, men snarere på trods af os mennesker – at jeg holder fast i håbet.
Optimisme handler nemlig om at se lyst på tingene med udgangspunkt i noget, som allerede findes i verden. Håb er, at man holder fast i livsmodet ikke på grund af, men snarere på trods af tingenes tilstand. Jeg hørte forleden Thomas Vinterberg i et interview fortælle, at da hans hustru, som både er skuespiller og medvirker i serien, men som også er præst, havde læst første udgave af manuskriptet, sagde til Vinterberg: ”Du er nødt til at lukke noget mere håb ind. Både i dit manuskript og måske også i dit liv.”
At håbe er at have tiltro til de kræfter, der er uden for os selv, eller som Kong Frederik siger det “på det, som er større end os selv”. I kirken kalder vi det rent ud sagt: GUD! Uden håb går vi til grunde i frygt og mismod. Uden håb, så er der ingen fremtid, hverken for os selv eller os som menneskehed. Det kan svært at holde håbet oppe. Men vi har brug for til tider at holde håbet op for hinanden, når vi ser, at andre mister håbet. Mon ikke du ligesom jeg har brug for at lukke håbet ind i dette nye år – bare en lille smule?
