Vi har brug for at tale det kristne ægteskab op

Der er en gammel tradition i den ældre lutherdom for at bruge 2. søndag efter hellig trekonger, altså denne søndag, hvor teksten er beretningen om brylluppet i Kana, til at tale om ægteskabet. Normalt taler vi mest om ægteskabet ved vielse, men jeg tror, vi alle har brug for at tale og undervise om ægteskabet, som Guds gode ordning for vores liv og samfund. Ikke bare ved særlige arrangementer eller vielser, men også ved en almindelig gudstjeneste som denne søndag.

Men straks man sætter sig for at tale noget ”op”, så kommer indvendingerne springende op som trold af en æske. For kan man ligefrem prædike om ægteskabet, når ikke alle i fx menigheden er gift? Enten fordi de er for unge til det, eller fordi der er mennesker, der aldrig har været gift? Eller fordi der er nogen, der har været igennem en skilsmisse. Kan man så bruge en hel prædiken på tale om ægteskabet, hvis ikke alle kan være med?

Eller tænk, hvis nogen føler sig forkerte over, at de ikke kunne lykkes med at holde sammen på deres ægteskab. Vi er i vores tid uendelig bange for, at nogen måtte kunne tage anstød af det, som forkyndes. Men jeg er ikke så bange for at være normativ, for alternativet er langt værre: At snyde mennesker for at fortælle om Guds gode vilje for vores liv: ægteskabet. Ikke for alle, men for de fleste. Lad os huske på, at Gud kan og vil tilgive, også når nogle af os ikke lykkes med at bevare vores ægteskaber.

Jeg vil pege på tre forhold om ægteskabet med inspiration fra beretningen om brylluppet i Kana.

1. Ægteskabet er et fælles anliggende

Det er en moderne opfindelse blot at tænke ægteskabet som en romantisk ramme om to menneskers kærlighed. Nej, ægteskabet er en samfundsinstitution. Det markeres ved vielse som en offentlig begivenhed. Ægteskabet skulle bevidnes: Den tredje dag var der bryllup i Kana i Galilæa, og dér var Jesu mor med; også Jesus og hans disciple var indbudt til brylluppet. Et ægteskab er en del af en større sammenhæng.

I dag har vi tømt ikke bare vores ægteskaber, men også vores familier for arbejdsfunktioner, som man havde det for år tilbage. End ikke det at sætte børn i verden er en opgave stor nok til at få forældre til at blive sammen. Men jeg tror, at vi skal begynde at tænke, at det ikke blot er ægteparrenes eget ansvar, at de lykkes med at holde sammen, men også at vi som familier, menigheder, venner mm. kan være med til at støtte op om andre par.

Hvem kan jeg velsigne ved at passe deres børn,
hvilke par, ikke mindst yngre par med mindre børn,
har brug for støtte og opmuntring?
Det er her, presset er størst, og flest par går
fra hinanden i fasen med to børn under 10 år,
viser forskningen.

Jeg glemmer aldrig, hvordan en kristen leder for mange år siden, da min hustru og jeg var helt unge og vores børn små, stak os 500 kr. med ordene ”Så gå dog ud at spise med hinanden.”
Lederen bekymrede sig faktisk for, at vi huskede glæden ved at spise en god middag sammen. Måske er nogen af denne avis’ læsere i en alder eller livsfase, hvor man skal begynde at spørge sig selv: Hvem kan jeg velsigne ved at passe deres børn, hvilke par, ikke mindst yngre par med mindre børn, har brug for støtte og opmuntring? Det er her, presset er størst, og flest par går fra hinanden i fasen med to børn under 10 år, viser forskningen.

2. Gud kan fylde ægteskabet med nyt liv

Ved brylluppet i Kana oplevede det stakkels brudepar og deres forældre, hvad der må være alle værters værste mareridt: At løbe tør for vin. Jeg har en gang oplevet ved et bryllup for mange år siden, at kartoflerne slap op allerede under første servering ved hovedretten. Der gik et gys gennem forsamlingen. Ingen af os bryder os om at løbe tør. At komme til en erkendelse af, at vi er i mangel eller underskud. Vi overlever nok, at børnene spiser os ud af huset, eller at vi har købt for lidt ind til en middag med gode venner.

Men når følelsen af utilstrækkelighed rammer os, en følelse af at vi bare står med tomme rungende kar, så kan vi gribes af panik. Højskolelæreren Christian Hjortkær har skrevet en fremragende lille bog, som han netop kalder ”Utilstrækkelig”, som på mange måder er en diagnose på den grundfølelse mange, især unge, har i vores tid; at de føler, at de ikke har det, der skal til i tilværelsen.
Men der et godt budskab i, at vi alle kan løbe tør, nemlig at vi kan erfare, at vores liv igen kan fyldes med nyt liv. Også vores samliv. Jesus kan og vil gøre vores vand til vin.

Vi må fylde ”karrene”
– han må gøre vand til vin.
Ægteskabet er en gave fra Gud,
men det er også en opgave,
som vi må tage på os.

Der er noget, vi mennesker skal gøre, og der er noget, Gud alene kan gøre. Vi må fylde ”karrene” – han må gøre vand til vin. Ægteskabet er en gave fra Gud, men det er også en opgave, som vi må tage på os. Vi skal ikke være så bange for at mærke tomheden i os selv, vores tomhed er et udtryk for længsel, en længsel, Gud har skabt os med. Kriser kommer ingen uden om. Alle oplever udfordringer i deres ægteskab, nogle tager ansvar for det. I mange kærlighedsfilm slutter problemerne, når det unge par går op ad kirkegulvet, men i virkeligheden er det der, det hele begynder. Livets alvor.

3. Den gode vin kommer til sidst

Det var skik og brug ved fester i datiden, at man begyndte med den bedste vin og sluttede af med den dårligste. Skafferen i fortællingen kalder brudkommen til sig og ser forundret på ham med ordene: ”Du har gemt den gode vin til nu.” Hvor er det dog et skønt billede på et godt ægteskab. Det er som en god vin, der blot bliver bedre med årene. På samme måde med et godt venskab, der bliver bedre med årene. Som en god flaske vin i kælderen, der nok skal vendes og tilses, men der er en glæde og en fylde af et langt og trofast ægteskab.

Hvor er det dog et skønt billede på et godt ægteskab.
Det er som en god vin, der blot bliver bedre med årene.

Og endeligt er der en dimension af, at Gud gemmer den bedste vin til sidst, nemlig: At brylluppet i Kana også peger fremad mod et langt større bryllup – som vi alle ugifte, gifte, skilte, gengifte er inviteret med til: Nemlig til den bryllupsfest, der skal stå en dag, hvor vi skal være sammen med Jesus i al evighed. Det er nemlig sådan fx Johannes Åbenbaring beskriver det (kapitel 19) med det smukke billede, at vi som hans menighed er som en brud, der venter på, at vi en dag skal forenes med Jesus, vores brudgom.

Men vore ægteskaber må på denne side af evigheden være og blive en afspejling af det bryllup, som en dag skal stå. Uagtet om det lykkes for alle eller ej, må og skal vi løfte ægteskabet mellem mand og kvinde op, tale det op, som Guds gode ordning for vores liv. For heri ligger en kilde til velsignelse. For det vi ikke taler om, det ender vi i praksis i længden med at fornægte.