Aktiv dødshjælp og fri abort – to sider af samme mønt

Fredag den 31. januar kom ”Udvalget for en mere værdig død” med deres anbefalinger til regeringen i forbindelse med arbejdet med at indføre aktiv dødshjælp i Danmark.

Netværket ”Nej til statsautoriseret selvmord” tager til genmæle

I den forbindelse tog en række personer og foreninger til genmæle. Ikke mindst Netværket ”Nej til statsautoriseret selvmord” kom med en række gode indlæg i debatten. Fx skrev en af netværkets initiativtager, sognepræst Inge Marie Kirketerp Hansen, et indlæg i Kristeligt Dagblad, hvor hun ud fra erfaringerne fra Holland argumenterede for, at døden smitter. I Holland, hvor man indførte aktiv dødshjælp i 2002, faldt selvmordene umiddelbart efter, hvilket sandsynligvis hang sammen med, at en del af dem, der ville have valgt selvmordet, nu valgte den aktive dødshjælp i stedet.

”Men så skete der noget,” skiver Inge Marie Kirketerp Hansen. ”Fra 2007 til 2019 steg antallet af selvmord, og ikke bare lidt. Med næsten 34 procent. Dette er sket i stærk kontrast til de omkringliggende lande uden dødshjælpsmuligheden, hvor selvmordsraten har været støt faldende.” – Og hendes pointe er netop, at døden smitter. Der er kommet en dødsmentalitet ind i samfundet.

Argumenter mod aktiv dødshjælp

Samtidig med ”Udvalget for en mere værdig død”s anbefalinger kom Netværket ”Nej til statsautoriseret selvmord” – der for øvrigt tæller kendte navne som Ole Hartling, Svend Brinkmann, Søren Brostrøm, Bente Klarlund Pedersen og Esben Kjær – med en pressemeddelelse, hvor de opstiller en række argumenter imod disse anbefalinger. Man skriver bl.a., at man ikke kan tale om et frit valg, da ”Meget syge patienter vil blive udsat for et stort direkte og ikke mindst indirekte pres for at afslutte livet.

Og mange vil gøre det ’for ikke at være til besvær’,” og at ”Aktiv dødshjælp kommer til at ændre vores blik på mennesket, og hvad der er et værdigt liv. Resultatet bliver et forrået menneskesyn.” Derudover skriver de, at aktiv dødshjælp ikke – som det er foreslået i ”Udvalget for en mere værdig død”s anbefalinger – kan begrænses til terminal syge: ”Når først rettigheden er indført, vil det skride og blive bredt ud til stadig flere grupper i samfundet.”

Protest fra professionelle og handicapforeninger

Men Netværket ”Nej til statsautoriseret selvmord” er langt fra de eneste, der har været ude og modsige anbefalingerne og planerne om at indføre aktiv dødshjælp. Lægeforeningen og Dansk sygeplejeråd gik sammen om en annonce med ordene: ”Vi er her ikke for at tage livet af patienterne.” og formanden for Tænketanken Prospekt, Søren Peter Hansen, skrev et indlæg i Altinget med overskriften ”Anbefalinger om aktiv dødshjælp er et skred for den menneskelige eksistens”, mens handicapforsker Emil Søbjerg Falster frygter, at aktiv dødshjælp vil ændre synet på mennesker med handicap, som han siger i et interview til Muskelsvindfonden.

Argumenterne har været mange og er kommet fra mange kanter – og de er overbevisende. Dér, hvor et samfund ikke blot taler om et værdigt liv, men også om, at der er liv, der ikke er værdigt at leve, må der uvægerligt ske en holdningsændring, hvor synet på syge og handicappede ændres, og samfundet dermed udvikler sig i en mere kynisk retning.

”Men hvordan vil det se ud om en årrække,
hvis aktiv dødshjælp bliver indført?
Da fri abort blev indført,
var der flere røster imod, end der er i dag. ”

Hvor blev protesten mod fri abort af?

Det er glædeligt, at så mange – handicapforeninger så vel som professionelle i sundhedsvæsnet – siger fra overfor planerne om at indføre aktiv dødshjælp i Danmark. Jeg kan imidlertid ikke lade være at tænke, at de samme argumenter, som bruges mod aktiv dødshjælp, kunne bruges mod fri abort. Men selvom forslaget om at hæve abortgrænsen fra 12. til 18. uge – som Etisk råd for resten også anbefalede med et lille flertal – skabte lidt røre i vandene og igen har sat spørgsmålet om abort på dagsordenen, mødte det ikke den samme grad af berettiget modstand og modsigelse fra toneangivende personer, som debatten om aktiv dødshjælp lykkeligvis afføder.

Men hvordan vil det se ud om en årrække, hvis aktiv dødshjælp bliver indført? Da fri abort blev indført, var der flere røster imod, end der er i dag. Blot se på, hvordan Kristeligt Folkeparti blev til netop som en protest mod indførelsen af fri abort og gennem en årrække havde det som en mærkesag. Men hvor står de – som nu er Kristendemokraterne – i dag? Den fri abort er blevet en folke- eller kvinderet, for – som man siger – ”kvinden har ret til egen krop”. Man kan så spørge, hvornår en krop er blevet til fire arme, fire ben, to hjerter og to hoveder.

To sider af samme sag

Udover at udviklingen i synet på fri abort og den nyligt ændrede abortgrænse er et eksempel på den glidebane, man begiver sig ind på, når man mener at kunne pille ved grænsen mellem liv og død, kan man også bruge fuldstændig de samme argumenter mod abort, som bruges mod aktiv dødshjælp:

– Der er ikke tale om et frit valg, for den gravide kvinde kan blive udsat for et direkte eller indirekte pres fra samfundet eller familien til at få en abort.

– Fri abort har ændret vores blik på mennesket, og hvad der er et værdigt liv. Hvad med alle de handicappede børn, der vælges fra. Hvad betyder det for dem, der ikke bliver valgt fra, men ved, at de tilhører kategorien af mennesker, der ofte fravælges inden de bliver født?

– Abortgrænsen stoppede ikke ved de 12 uger, men vil om ikke længe blive ved udgangen af 18. uge – og stopper det dér?

– Lægeforeningen og Dansk sygeplejeråd skriver, at de ikke er her for at tage livet af patienterne. Alligevel foretages der dagligt provokerede aborter i sundhedsvæsnet, hvor sundhedspersonalet tager livet af dem, de skulle bringe ind i livet.

En anden løsning

Mange af de professionelle, der taler imod aktiv dødshjælp, argumentere for, at der allerede er en anden vej at gå, nemlig den palliative hjælp, og at den i stedet bør forbedres. Det er muligt at lindre uden at slå ihjel. På samme måde er det muligt at give (langt) bedre hjælp til handicappede børn og deres forældre, end det er tilfældet nu, ligesom støtten til unge mødre og økonomisk trængte familier kunne blive bedre – og dermed være et alternativ til abort.

Ja, det vil koste penge, ligesom en hospiceplads eller hjælp til handicappede er dyrere end en pille, der kan tage livet af den døende eller den handicappede. Så har vi råd til det? I de kommende år kommer vi til at bruge svimlende summer på oprustning til beskyttelse mod udefrakommende farer og trusler. Men hvad med de farer, der kommer indefra i et land, der slår sine egne borgere ihjel i medmenneskelighedens og medlidenhedens navn?

Et kristent menneskesyn

Som kristne ved vi, at et menneskes værdi ikke afgøres af dets helbredstilstand eller dets evne til at arbejde og interagere med omverden, men alene af, at det er skabt i Guds billede og er Gudvillet.
Vi er som mennesker sat til at værne om liv – ikke tage liv. Derfor må vi tage et valg: ”Jeg har stillet dig over for livet og døden, velsignelsen og forbandelsen. Så vælg da livet” (5 Mos 30,19). I Inge Marie Kirketerp Hansens indlæg i Kristeligt Dagblad, som nævnes ovenfor, slutter hun med at skrive, at det ikke kun er døden, der smitter: ” Lykkeligvis har man også gjort sig den erfaring, at livet smitter.”