Den gave, man ikke får

Jeg er en voksen mand, men jeg har en rigtig dårlig juleaften, hvis jeg ikke får en æske Lego. Det huer ikke altid min familie, der også mener, jeg er en voksen mand. Dette år var alle gaverne meget bløde og gav slet ikke den karakteristiske raslelyd. Så jeg måtte nøjes med at være taknemmelig for alt det tøj, jeg nu har at tage på kroppen og ikke rigtig har plads til i skabet, men til gengæld mangle, der hvor det virkelig gælder. Min familie er meget lede.

Som sådan en juleaften synes jeg også de fleste af mine bønner til Gud går: Hold nu op, hvor tager han sig godt af mig, hvor har jeg det godt, hvor har jeg fået meget, og hvor er jeg velsignet, hvor mangler jeg bare ikke noget. I hvert fald 90 procent – et ekstremt højt tilfredshedsniveau og meget privilegeret – nok højere end mange bedende mennesker. Men så er det ligesom, der også lige er 10 procent, jeg gerne ville have var anderledes – på en meget bestemt måde faktisk – som rent mentalt fylder det hele.

Og så udebliver den taknemmelighed, jeg ellers har hørt skulle være så sund, altså. Jeg ved ikke, hvor det placerer mig ift. David. Jeg kunne have en mistanke om, at han har haft det cirka på samme måde. Der er i hvert fald en håndfuld salmer, der starter med ret så meget smerte og desperation. Han får normalt vendt den rundt, inden han har sunget færdig, men jeg kan da tænke at en konge med både kærligheds- og krigsheld også kan snige sig op omkring de 90 procent.

Jeg blev forresten ikke helt færdig med historien om min families fejring af mig. For 2½ time senere, mens jeg havde siddet og surmulet over manglende Lego og spist konfekt, så dukkede der lige pludselig en gave ekstra op. En raslende æske blev slæbt ind under det ellers allerede tømte juletræ. Der var klodser i den, lige som der skulle være, så jeg slet ikke kunne surmule længere. Selvom jeg ikke helt forstod, hvad det havde med at glæde mig at gøre, at tilbageholde den gode gave i 2½ time.

Og altså, jeg ved jo godt, at jeg kunne være sødere ved min familie og alle deres velmenende og sadistiske intentioner. Det mærkelige er jo, at det kun er min familie, jeg kunne finde på at opføre mig sådan overfor. Det er kun der, jeg føler mig tryg nok – er sikker nok på, at jeg er elsket, til at jeg kan vise min utaknemmelighed og være nok så stivnakket overfor dem. Jeg tror i øvrigt heller ikke, de kunne finde på at lade nogen andre mennesker gå og tro, de havde fået dårlige fødselsdagsgaver i 2½ time, end deres sarkastiske søn og storebror, som insisterer på at have dårlig og upraktisk smag i gaver.

Og på samme måde så afslører min utaknemmelighed jo egentlig bare, hvor god jeg tror, Gud er. Hvor enig jeg er med David. Hvor meget jeg kan mærke, at det må være sandt, at Herren er god mod alle. Så, når det lige lykkes mig at gå ordentligt ned i utaknemmeligheden, at give den plads i stedet for at fornægte den. Når jeg kommer ned på bunden, så leder den mig faktisk ind i en ny taknemmelighed til den Gud, der har givet mig alt, hvad jeg har.

Gud stopper jo ikke med at sørge for mig af den grund eller skænke mig alt det, der er godt for mig. Jeg trækker stadig vejret og kan bevæge mig frit og har en frelser, der elsker mig så meget, at han har givet sit liv for mig oveni de lange rækker af relation

er, begivenheder og ting, jeg kan glæde mig over, selvom jeg kan synes, jeg er nok så ramt af diverse problemer og ikke mindst en familie, der tilbageholder Legogaver.

Og der nede på bunden af min utaknemmelighed
kan jeg så begynde at prise Gud i stedet for mig selv.
Sige tak for det, jeg har. Det, jeg har fået.

Og der nede på bunden af min utaknemmelighed kan jeg så begynde at prise Gud i stedet for mig selv. Sige tak for det, jeg har. Det, jeg har fået. Alt det, der stadig er at glæde sig over i og bag ved det problem, der ellers fylder hele mit perspektiv i øjeblikket. Og få vendt mit blik op og ud – i stedet for ned og ind.

Ugens prædiken er ud fra en selvvalgt bibeltekst. Bibelteksten til sidste søndag efter helligtrekonger (folkekirkens tekstrække) kan findes på bibelselskabet.dk/ praedikentekster-indevaerende-aar

Prædikentekst: Salme 145

Lovprisning af Herrens godhed

1 Altid vil jeg prise dig, Herre, du er min Konge og Gud for evigt. 2Bestandig vil jeg synge til din ære, takke dig hver eneste dag. 3 Der er ingen så mægtig som dig, Herre, ingen kan fatte din storhed. 4 En generation skal fortælle det videre til den næste, at dine underfulde gerninger er uden sidestykke. 5 Folk skal fortælle om din herlighed og magt, og jeg vil altid mindes dine undere. 6 Gang på gang bliver dine gerninger berømmet, jeg vil fortælle om din storhed igen og igen.

7 Herre, din godhed er enorm, din retfærdighed bliver husket med glæde. 8 Ingen er nådig og barmhjertig som dig, du er tålmodig og utrolig trofast. 9 Jeg ved, at du er god mod alle, barmhjertig mod alle dine skabninger. 10 Kan mennesker gøre andet end takke dig, Herre? Dine tjenere vil altid lovprise dig.11 Lad os altid tale om dit riges herlighed, fortælle om din vældige magt.12 Mennesker i hele verden skal høre om din magt, om dit riges strålende herlighed.

13 Når alt andet forgår, vil dit rige bestå. Du skal regere i evighed. Ord fra dig kan man stole på, dine handlinger viser din nåde imod os. 14 På livets vej kan vi synke i knæ, men du rejser os op, når vi falder. 15 Retter vi vores blik mod dig i tro, vil du altid give os det, vi har brug for. 16Så snart et menneske erkender sit behov, er du straks parat til at opfylde det. 17 Trofasthed og retfærdighed kendes du på, dine handlinger er baseret på kærlighed.

18 Uden undtagelse hjælper du alle, som beder til dig af et oprigtigt hjerte. 19 Vælger mennesker at følge dig, vil du redde dem, når de råber om hjælp. 20 Ærligt troende oplever din beskyttelse, men de onde går deres undergang i møde. 21 År efter år vil jeg prise dig, Herre, måtte alt levende lovsynge dig for evigt.

Teksten er fra Bibelen på Hverdagsdansk