Efterskole klar med nyt rejsetilbud

Efterskolen Alterna udvider sit rejsetilbud i 10./11. klasse med et nyt rejsehold — Alterna ASIEN.
Alterna er en efterskole med vægt på udlandsophold og har indtil nu sendt elever til Afrika, Mellemamerika samt USA. På baggrund af en stigende søgning til skolen åbnes der nu op for et nyt rejsehold i 10./11. klasse: Alterna ASIEN. Dermed skabes der 9 –10 ekstra pladser til det kommende skoleår.
Stigende efterspørgsel
”Vi har oplevet en stigende søgning til Alterna, og vi er enormt glade for nu at kunne give endnu flere teenagere mulighed for et efterskoleophold hos os — nu med muligheden for at komme til Asien,” siger forstander Jonas Conrad. ”Den store interesse vidner om en generation af unge, der er seriøse om deres tro, tør drømme stort og tage udfordringer op.”
Drøm bliver virkelighed
Forstanderpar Jonas og Zaina Conrad har, siden de overtog ledelsen af skolen sidste år, haft en drøm om at tilføje et rejsehold til Asien, og dette bliver nu en realitet. ”Vi var begge på Alterna Asien som elever på Alterna, og siden har dén del af verden haft en særlig plads i vores hjerter. Vi synes også, der er noget fantastisk i, at Alterna som rejsende, missional efterskole spreder sine rejser bredt ud over kloden. Vi ønsker at formidle vores tro og gøre en positiv forskel i hele verden,” tilføjer Zaina Conrad.

Oplevelse for livet
Efterskolen Alterna tilbyder en almen 9. klasse med prøver samt en prøvefri 10./11. klasse, hvor fokus er på tro, dannelse og personlig udvikling. Skolen ønsker at give eleverne oplevelser for livet, udruste dem til at møde verden med det kristne budskab og gøre en afgørende forskel i andres liv. På Alterna er det ikke kun rejsen ud i verden, der forvandler — det er også rejsen i fællesskabet, relationerne og troen. Her lærer eleverne, at de investeringer, de gør i andre og i sig selv, bliver til erfaringer, de vil tage med sig resten af livet.
De nye pladser er nu åbne for ansøgning, og skolen opfordrer interesserede elever til at søge hurtigt, da pladserne forventes at blive fyldt hurtigt.