En stærk film som modsiger sit eget skjulte anliggende

Danmarks største seriemorder, Dagmar Overby, har fået en hovedrolle i filmen Pigen med nålen, som blev udtaget til hovedkonkurrencen i Cannes 2024 og tillige har opnået oscarnominering i 2025.

Dagmar Overby, født i 1887, blev dømt for drab af ni spædbørn og tilstod selv at have dræbt 16. Hun var vokset op i et fattigt hjem med en stor bunke søskende. Mange af hendes søskende døde af sygdomme. Hun var selv den mest svagelige af dem, men overlevede. Hun blev antagelig udsat for seksuelt overgreb som barn af sin farfar, hvilket hendes forældre ikke reagerede på. Allerede som barn blev hun anset for at være meget fantasifuld i retning af løgnagtig og havde tydelig tendens til at være et vanskeligt, dominerende menneske og blev desuden flere gange grebet i at stjæle.

Som voksen flyttede hun rundt i landet og havde seksuelt forhold til adskillige mænd, som også medførte fødsler et par gange. På et tidspunkt tilbød hun adoption af et spædbarn mod betaling. Barnet slog hun kort efter ihjel, og det blev begyndelsen til en lang række lignende hændelser. Undervejs tog hun også forskellige narkotiske stoffer til sig. Ad flere omgange fandt man døde spædbørn forskellige steder, uden at det lykkedes at finde vej til oprindelsen, men til sidst blev hun afsløret og sendt i fængsel, hvor hun døde i 1929.

Den svenske instruktør Magnus von Horn har taget udgangspunkt i seriemorderen Dagmar Overbys historie med sin succesfulde film – som i øvrigt er optaget i Polen, hvor han selv er uddannet som filminstruktør og har levet i mange år. Filmen er i sort-hvid og rammer stærkt et tidsbillede lige efter Første Verdenskrig. Filmen er med andre ord æstetisk uhyre vellavet. Man føler sig som seer bragt helt ind i den verden og samtid, hvori de grusomme hændelser fandt sted.

Filmens afsæt i Dagmar Overbys historie betyder ikke, at den er dokumentarisk. Og det er heller ikke Dagmar Overby, der er hovedpersonen, men derimod en fiktiv person, den unge kvinde Karoline. Karolines mand har været afsted som soldat i krigen, og meget tyder på, at hun aldrig får ham tilbage. Karoline forsøger at holde sig selv i live med en god veninde og arbejde, og på arbejdspladsen ender hun med at få et forhold til arbejdsdirektøren, som bliver til graviditet, og de enes om at blive gift.

Dermed er hun også stærkt håbefuldt på vej ud af sin fattige tilværelse. Undervejs løber hun imidlertid ind i sin oprindelige ægtefælle, som er voldsomt krigsramt. Hun skubber ham bastant fra sig, men ender med selv at blive skubbet helt ud, da hun møder sin kommende mands altdominerende mor. Hun forsøger derefter på primitiv vis at få sit barn aborteret, men da det ikke lykkes og barnet fødes, opsøger hun Dagmar Overby for at få hende til at bortadoptere barnet. Karoline har ikke de penge, der skal til, så hun må påtage sig arbejde for Overby, og langsomt går det op for hende, hvad Overby gør med spædbørnene.

Dagmar Overby fremtræder (i Trine Dyrholm, som altid fremragende skuespiller) som et i flere henseender dybttænkende, følende menneske ved siden af hendes gyselige spædbørnsdrab, og da hun til sidst står ved retsskranken runder hun af med at sige: ”Jeg gjorde kun det, der var nødvendigt”. Dén sætning kan høres som en bekræftende antydning af det, der også er på spil med filmen fra instruktørens og manuskriptforfatterens side. Begge har i interviews tilkendegivet, at et sideanliggende med filmen er den tids manglende fri abort og nutiden tilsvarende i Polen.

Magnus von Horn siger således i et interview: ”Jeg har forskellige tilknytninger til Polen, hvor abortreglerne er meget strikse. Det er blevet en stor del af mit liv og en kamp for at liberalisere dem. Det er vigtigere for mig, end det måske er for folk i Danmark.” Tilsvarende siger manuskriptforfatteren Line Langebek i et andet interview: ”Det gør noget ved folk, hvis de ikke har rettigheder. Både i forhold til fattigdom og i forhold til manglen på fri abort. Det driver folk til nogle valg, de ellers ikke ville have truffet.”

Dette aspekt ved filmen forekommer misvisende og dybest set stærkt modsagt af filmen selv. Filmens skarpe gysertone taler nemlig ikke bare for nogle ramte kvinders rettigheder, men mindst lige så meget for børnenes rettigheder. Og man sidder ikke tilbage med en følelse af, at hvis bare disse mennesker havde fået lov til at få foretaget abort, så var det uhyggelige massemord aldrig fundet sted.

For det første var der med massemorderen, Overby, tale om alt andet end et dybttænkende, følende menneske. Hun er den ekstreme udgave af den fundamentale ”menneskesygdom”, det grundlæggende selvoptagede ego. Som tydeligvis i forskellige varianter også præger en række af de andre roller i filmen, og som jo er og bliver menneskehedens store problem, uanset hvor vi er i verden og tiden, og som bringer mange slags ”mord” i spil overalt. Gyserfilmen giver os dybest set en ubehagelig følelse af, at vi mennesker har en udbredt tendens til at gå på gale afveje med os selv og hinanden uanset ydre livsvilkår.

For det andet finder massemordet sted også i nutidens Danmark, blot endnu mere skjult, i form af fosterdrab i kvinders mave. For tiden drab af 13.000 fosterbørn hvert år i Danmark. Børn kan nu efter helt op til 18 ugers liv i mors mave fjernes uden videre. Børnefostre, som fra første minut er dreng eller pige, hjertet begynder at banke efter tre uger med eget kredsløb og egen blodtype og med anlæg til både øjne, ører, tarme, lunger og lever.

Og få uger senere får arme og ben den fulde længde i forhold til resten af kroppen, øjne og ører finder deres blivende plads, og barnet har sin karakteristiske profil med buet pande og en lille opstoppernæse, og fosteret bevæger sig livligt. Og henne i 13. til 20. uge har fosteret fået hår og øjenbryn og er begyndt at bruge sine sanser, så det kan høre morens hjertelyd og griber med hænderne efter f.eks. navlestrengen og bevæger sig målrettet.

Meget mere kunne siges om barnet i mors liv, og dermed forekommer filmens sidespor om ja til fri abort som ren selvmodsigelse, fordi filmens uhyggelige tone med spædbørnsdrab også rammer den uhyggelige abort-virkelighed i dagens Danmark. Der er således også en slutsætning, som givetvis helt utilsigtet modsiger dette anliggende i filmen. ”Jeg er taknemmelig for dem, som giver et barn en chance mere,” siger en mand, da han med glæde lader Karoline adoptere Dagmar Overbys efterladte pige.

Netop. Giv dog barnet, det ufødte såvel som det fødte, en chance. Ligesom den ramte kvinde og ethvert andet ramt menneske skal gives en chance for et bedre liv, modsat vores evindelige tendens til først og sidst at bruge alt på at være vores egen lykkes smed.

Titel: Pigen med nålen
Spilletid: 122 minutter
Aldersgrænse: 15 år
Danmark/Sverige/Polen 2024
Instruktør: Magnus von Horn