Foredrag med israelsk helt fra Hamas’ angreb

I marts måned er det muligt at komme til foredrag med israelske Eran Masas, som satte livet på spil under terrorangrebene i Israel den 7. oktober 2023.
Eran Masas, der er tidligere elitesoldat, var en af de første til at reagere på terrorangrebene den 7. oktober 2023, og hans historie er helt ekstraordinær. Under Hamas’ angreb ved Nova-musikfestivalen og i Re’im-området satte Eran livet på spil for at redde civile og bekæmpe terrorister. Hans mod, handlekraft og medmenneskelighed gjorde ham til en sand helt i en mørk tid. Eran vil dele sin personlige rejse fra frontlinjen til kampen mod PTSD. Dette foredrag er en unik mulighed for at høre om de skjulte omkostninger ved krig og den styrke, der krævedes for at finde håb og heling i kaos.
Foredrag i København og Ikast
Det første foredrag under overskriftet ”En aften med håb, heltemod og heling” afholdes den 5. marts kl. 19 i Københavns Frikirke og er opstået i samarbejde mellem de kristne Israel-organisationer Dansk-Jødisk Venskab og C4Israel og den israelske hjælpeorganisation Keren Hayesod. Det andet foredrag afholdes torsdag den 6. marts 2025 kl. 19.00 i Midtjyllands Frikirke. Det afholdes i samarbejde med Keren Hayesod Danmark, Dansk-Jødisk Venskab, C4Israel, Dansk Israelsk Forening Aarhus og Nordjyske Venner af Israel.
Der vil blive samlet en gave ind til ofrene for PTSD i Israel. Dørene åbnes allerede kl. 18.30, hvor der vil være kaffe og israelsk musik. Der er gratis adgang til begge aftener. Det er arrangørernes håb, at mødet med Eran Masas vil samle både kristne og jøder i en fælles manifestation af støtte til Israel og dets befolkning, der kæmper for sin eksistens og har brug for opbakning i lyset af den fortsatte tragiske krise.
Samarbejde mellem jøder og kristne
Foredragene er kommet i stand på grund af det samarbejde, der er opstået mellem jøder og kristne i solidaritet med Israel efter 7. oktober 2023, hvor Israel blev ramt af Hamas’ grusomme terror med over 1.200 dræbte civile. Verden over har jøder og kristne stået sammen i en stærk demonstration af solidaritet med Israel og fordømmelse af den voldsomt stigende antisemitisme. Et bredt netværk af jøder og kristne, der bunder i fælles værdier og menneskesyn, manifesterer sig både globalt og også i Danmark.
Et af de mest markante initiativer har været den store HOPE-demonstration i synagogen i Krystalgade i København den 21. januar 2024, hvor over tusind danske jøder og kristne ved deres tilstedeværelse udtrykte støtte til Israel og afstandtagen til antisemitisme og terror.