Forsker: Nej, det er ikke kun muslimer og mormoner, der skal tage det her alvorligt

Topstyrede regler og et stærkt hierarki, som gør det muligt for ældre mænd i Jehovas Vidner at afkræve medlemmerne svar på intime og private spørgsmål – og dømme dem ude af trossamfundet, hvis de mener, at de har handlet i strid med fællesskabets regler og normer.

En sag blandt mormoner, hvor en kvinde angiveligt har været udsat for voldtægt i hjemmet af sin mand, og hvor der er mistanke om, at trossamfundet ikke har underrettet myndighederne, selv om de har haft kendskab til overgrebene. Muslimske grupper, hvor institutionaliserede religiøse råd dømmer i skilsmissesager, eller andre, som bruger trusler for at forhindre vidner i at gå til politiet.

Der er masser af eksempler på, hvordan ledelsessvigt, social kontrol og frygt for at påkalde sig negativ opmærksomhed medfører, at overgreb kan finde sted i trossamfund i Danmark – og at både ofre, gerningsmænd og de øvrige medlemmer bliver ladt i stikken. Det fremgår af en ny hvidbog, ”Religiøse Råd og Domstole i Danmark”, som er udgivet af fire forskere fra Københavns Universitet.

Forskerteamet, der omfatter en jurist, en antropolog, en islamforsker, og en religionssociolog, har kortlagt, hvilke religiøse råd og domstole, der findes i trossamfund i Danmark, hvordan de fungerer, og hvorvidt de er i stand til at forebygge og behandle sager som ovenstående på forsvarlig og betryggende vis. ”Vi kan konstatere, at der er masser af sager og masser af felter, hvor jura og religion krydser, og hvor der er brug for klare retningslinjer og bedre forholdsregler, procedurer og institutioner,” siger Niels Valdemar Vinding, der er en af rapportens forfattere.

Han forsker i ret og religion og har beskæftiget sig indgående med muslimske trossamfund og med kanonisk ret i kristendommen. Han har desuden undersøgt, hvordan trossamfund i bl.a. England, Frankrig, Tyskland og Norge har gjort sig nødvendige erfaringer i det sociale og praktiske krydsfelt mellem ret og religion. Og han mener, at det er på høje tid, at dette felt undersøges og udvikles i Danmark også. Hvidbogen er et vigtigt skridt på vejen.

Risikoen for misbrug er stor

”Man kan tænke, at, når vi har en på mange måder velfungerende folkekirke i et meget sekulariseret samfund med høj tillid til myndighederne og lav grad af korruption, så er der ikke de store problemer i det her felt. Men sådan er det ikke. Det er et område, hvor der i den grad mangler ressourcer og viden, og hvor forskningen viser, at risikoen for misbrug og svigt er stor. Mens man i foreningslivet bredt set har oprustet, så man står klar til at tackle for eksempel mistanke om misbrug af børn, så er man blandt trossamfundene slet ikke nået så langt – og det gælder også de kristne trossamfund, herunder folkekirken,” siger han.

Niels Valdemar Vinding forklarer, at den danske grundlov og de internationale menneskerettigheder giver et trossamfund ret til selv at fastlægge regler for sin indre autonomi. Man kan lave særlige regler for, hvordan præster skal agere, stille specifikke krav om køn til centrale ledere eller generelt håndhæve hvem, der kan være medlem af trossamfundet.

”Så længe, det ikke strider imod sædeligheden eller den offentlige orden, har man religionsfrihed i Danmark. Men man er forpligtet til at holde øje med, om der foregår noget i trossamfundet, som medfører fare for menneskers liv eller velfærd, og i den forbindelse er der god grund til at være særlig opmærksom på udsatte grupper, især blandt børn og unge. Man skal ganske enkelt gøre, hvad man kan for at forebygge, at der sker forbrydelser, og gå til myndighederne, hvis der gør. Det kan lyde enkelt, men erfaringen viser, at det i praksis ikke er let,” siger han.

En opgave for alle

Forskningen viser nemlig, at religiøse institutioner er særligt sårbare i forhold til misbrug. De kan tiltrække personer, som opfatter sig selv som særligt ophøjede, og som misbruger tilliden til at begå psykiske eller fysiske overgreb. Det er magtmennesker, der søger derhen, hvor de kan få magt.

”I England, Frankrig og Tyskland har man i store kirkesamfund undersøgt overgreb og misbrug af børn og unge og har alle steder fundet, at der har været systematiske overgreb mod børn, unge og andre sårbare – af seksuel eller voldelig karakter. I Danmark mangler vi stadig en grundig undersøgelse af det, og intet tyder på, at det ikke også skulle finde sted her. Der venter med andre ord en opgave, som vi alle må være med til at løse,” siger han.

”I yderste instans kan det blive ødelæggende for alle, hvis ikke man tager problemerne og de manglende løsninger alvorligt,” påpeger han. I 2024 måtte ærkebiskoppen af Canterbury, Justin Welby, træde tilbage, fordi han ikke havde fulgt op på kirkens håndtering af anklager om fysisk og seksuelt misbrug, da han blev informeret om voldsomme anklager i 2013.  ”Sagen understreger vigtigheden af en konsekvent og rettidig indsats for at forhindre overgreb og beskytte sårbare medlemmer af samfundet. Det er ikke alene i ofrenes interesse, men også afgørende for kirkens troværdighed og den fælles tryghed i religiøse miljøer,” siger Niels Valdemar Vinding.

Trods den åbenlyse risiko for overgreb og den manglende viden om og opmærksomhed på problemerne, er der dog også grund til optimisme, vurderer forskeren. I hvidbogen præsenterer forskerne adskillige eksempler på best practices og løsninger, som kan udbredes til andre trossamfund.

Stigende opmærksomhed i folkekirken

”Frikirkenet har været meget aktive på det her område og har lavet et ekstern tilsyn, der skal hjælpe medlemskirkerne og også kan tilbyde hjælp, hvis der opstår mistanke om misbrug eller lignende. Organisationen har også udelukket en menighed, som ikke ville underlægge sig reglerne, og det er vigtigt at turde tage den slags konsekvenser,” siger forskeren.

Niels Valdemar Vinding nævner også, at en katolsk uddannelsesinstitution har oprettet en whistleblowerordning med hjælp fra et advokatfirma og har lavet nedskrevne procedurer, så ingen behøver at være i tvivl om, hvad de skal gøre, hvis der opstår sager om misbrug. Han vurderer, at der i folkekirken er gode initiativer og en stigende opmærksomhed, men mener, at man kan gøre langt mere.

”Hvis man opretter et nationalt religionsråd, som der har været forslag om, kunne det oplagt bruges til at lave en enhed med organisatorisk og juridisk specialviden på det her felt. Det bør ikke være sådan, at det enkelte trossamfund eller menighed selv skal opfinde regler og procedurer, for så er risikoen for, at man undlader at handle eller overser vigtige aspekter alt for stor,” siger han.

Landsforening kan tilbyde service

Han peger også på, at Landsforeningen af Menighedsråd allerede har udviklet kurser i forebyggelse og håndtering af krænkelser, chikane og misbrug af børn, unge og andre.

”Landsforeningen kunne oplagt tilbyde den service til andre trossamfund også. Det er ikke nødvendigvis noget, som staten skal påtage sig, men som samfund må vi sikre, at trossamfundene ikke bliver et helle for mennesker, der misbruger deres magt. I foreningslivet har man allerede oprustet, og det nytter jo ikke, at potentielle gerningspersoner søger over i trossamfundene i stedet,” siger han.

Han tilføjer, at man i de fleste andre sektorer i samfundet, for eksempel på arbejdsmarkedet, har branche-institutioner og stærke samarbejdspartnere, der igennem mange år har kæmpet for bedre vilkår og også forebygget mistrivsel og misbrug.

”Den slags har vi endnu ikke på religionsområdet, og jeg håber, at trossamfund, myndigheder og forskere sammen kan udvise rettighed omhu, så vi kan bygge et sikkerhedsnet og beredskab op, der gør kirker og andre trossamfund til sunde og trygge fællesskaber. Der er ingen grund til at vente på, at flere sager dukker op. Vi ved, at vi kan forebygge meget, men vi skal være forberedte, når de gør,” siger han.