Hvordan håndterer vi skuffelser?

Kære panel,

En i menigheden er skuffet over fortsat at være syg trods meget forbøn fra mange. En i min familie blev skuffet, at han brækkede sit højre fodled, det skete, da han steg ind i sin bil. En fra menigheden havde nærmest aldrig været syg, men blev pludselig ramt af flere sygdomme bl.a. helvedesild – herpes zoster. Han var så vant til at være rask, at det var overvældende og skuffende pludselig at være i stærke smerter i flere uger.

Han ville i første omgang ikke spise de af lægen anviste piller, men lægen så strengt på ham og sagde: Det skal du! En i min familie blev så skuffet over, at han mistede sin bror, selvom han bad til Gud om broderens helbredelse. Skuffelsen medførte, at han forlod troen på Gud. Listen er lang, så hvordan skal vi håndtere skuffelse?

Kære venner

Vi står ofte over for udfordringer, der kan virke uovervindelige. Uanset om det er personlige tragedier, sygdomme, globale ulykker eller skuffelser i vores daglige liv, kan det være svært at forstå meningen bag det hele.

Skuffelser er et skuffende livsvilkår

Skuffelser, små eller store, kan have en dybtgående indvirkning på vores følelsesmæssige og mentale velvære, derfor skal de håndteres sundt og godt. Kristne som ikke kristne bliver vi alle ramt af skuffelser. Vi kan blive skuffet over os selv, andre mennesker, vores omstændigheder, verdens tilstand og Gud, men Jesus har heldigvis overvundet det hele.

Hvad er skuffelsens anatomi?

Skuffelser opstår, når vores forventninger eller håb ikke bliver mødt. Vores regnestykker gik ikke op. Der er derfor noget overraskende i skuffelsens anatomi. Det kom bag på os, at vi selv eller andre svigtede, eller at omstændighederne overrumplede os. I kølvandet på skuffelser opstår derfor nogle ’hvorfor spørgsmål’. De spørgsmål kan gå i tre retninger – opad til Gud, udad til verden og indad til os selv. Skuffelserne indeholder de følelsesmæssige mørke farver. For en stund er vi slået ud af kurs og kæmper med på ny at finde fodfæste.

’Nu giver det mening’ – eller gør det?

Vi møder i tiden udsagnet, ’nu giver det mening’. Gud har skabt os med en rationel hjerne og et hjerte fyldt med følelser. Vi har et stort behov for, at det, vi møder, giver mening. Men skal alt give mening for os lige nu? Vi har brug for, at vi har styr på livet, men har vi det? Måske er vi for præget af en tid med ønsket om hurtige svar og løsninger? Måske er vi for låst i vores eget perspektiv?

Hvad er Guds perspektiv for os?

Vores lille livsfortælling indeholder skuffelser, glæder og sorger, medgang og modgang samt lidelse og herlighed. Vores lille fortælling i dag eller i en periode af vores liv skal ses med både det korte og det lange lys. Vores lille fortælling må placeres og implementeres i Guds store fortælling og perspektiv. Det er lige her, at vi ofte fejler, fordi vi kun er i vores egen lille fortælling og eget lille verdenssyn. Når vi opholder os der, kommer vores fortælling let ud af balance og forstørres i en grad, der er uhåndterbar.

Det, Gud havde tænkt blot skulle være en bisætning i vores liv, blev i vores sind til en livsoverskrift. Skuffelser, ulykker, svære følelser og omstændigheder er helt reelle, og Gud er totalt og særligt nær lige der. Som kristne er vi altid i Guds hånd, uanset vores vurdering af plus eller minus. Vi må falde til ro og hvile i, at Gud ved bedst. Vores tanker og planer er oftest ikke Guds tanker og planer. Løsningen er naturligvis lægedom hos hyrden, men også et fornyet liv i hyrdens perspektiv – for hvor er Jesus?

Jesus er tre steder og har dermed tre løsninger til os!

Mange kristne gør sig ikke klart, at Jesus er tre steder, og derfor er der tre løsninger og perspektiver. Hvor er Jesus da?

1. Kristus bor ved troen i vores hjerte
2. Kristus er hovedet i menigheden
3. Kristus sidder ved Faderens højre hånd.

Vi kan miste balancen og perspektivet, hvis vi f.eks. kun har fokus på Kristi bolig og forvandling i vores eget hjerte og fornyelse af sindet. Din skuffelse løses måske ikke i dit lønkammer og personlige rejse med Kristus, men derimod i mødet med menigheden. Vi kæmper med den personlige lidelse, men har ikke forstået, at det er en del af kaldelsen for legemets skyld. Paulus udholdt sine lidelser, fordi han netop havde den indsigt, at hans lidelser kom legemet til gavn; det legeme, hvor også han var indsat, og hvor Kristus var hovedet.

Vores lille fortælling må placeres og implementeres
i Guds store fortælling og perspektiv.
Det er lige her, at vi ofte fejler,
fordi vi kun er i vores egen lille fortælling
og eget lille verdenssyn.

Vores bror og søster vandrer også med Jesus, og i samværet med hinanden møder vi Gud på en stærk måde. Vi får, og vi giver, og som menighed rækker vi ud til verden. Måske læges dit sår netop i mødet med din søgende nabo, som Helligånden er ved at overbevise. Videre kan vi blive for optaget at det jordiske, vi glemmer himlen i nuets dagligdag og bliver alt for optaget at f.eks. tjenesten. Et almindeligt spørgsmål for kristne er, hvordan går det i menigheden?

Hvis glæden er i en succesfyldt tjeneste, hvad gør vi så, når det ikke er succesfyldt? Som en forkynder sagde til mig, ja lige nu er det ikke noget at skrive om. Netop den balance forsøgte Jesus at få sine disciple til at forstå, da de meget begejstret vendte tilbage fra en vellykket ’missionstur’. ’Glæd jer ikke over, at de onde ånder adlyder jer, men glæd jer over, at jeres navne er skrevet i livets bog.’(Luk.10:20)

Man kan ikke sige, at de tre perspektiver i nuets hverdag skal fylde 1/3, 1/3 og 1/3, men vi kan sige, at hvis det kun er den ene eller de to, der er i spil, så rammer vi ikke rigtigt i hverdagens udfordringer. Alle tre løsninger og perspektiver må vi have med i vores daglige vandring. Vi er ikke alene, for Gud har opfundet kirken, og vi er himmelborgere på gennemrejse.

Højrisikotidspunkter i livet

Når livets lidelser rammer os, er der en risiko for, at vi på en forkert måde opsluges heraf. Som jeg nævner i et af mine foredrag: ’Jeg hedder Thor Eigil, og min datter blev dræbt i en trafikulykke’. Det er skrækkeligt at miste sin datter, men det er også ubearbejdet og sørgeligt 10 år senere at sige denne identitetsbærende sætning. Vi har en historie, men vi er ikke vores historie. Thor Eigil manglede forbøn, støtte og terapi, så hans traume kunne blive bearbejdet, men manglede også menighedens og himlens perspektiv.

Det dybe perspektiv er helt afgørende at forstå, for vores identitet er Kristus i os, Kristus i legemet og Kristus i himlen, hvor han går i forbøn for os. At tænke sig ’træt til døde’ i skuffelsen fortæller, at vi har mistet perspektivet både opadtil og udadtil. At være for optaget af, at alle sygdomme og skrøbeligheder skal forsvinde i det her liv, er fordi vi har glemt, at det er naturligt at blive ældre, og en dag skal vi se Kristus og få det samme herlighedslegeme som ham. (Fil.3.20-21)

I min sidste bog har jeg netop med Fadervor gjort opmærksom på, at himlen er alt for underforkyndt. Vi må konstant have hovedet i himlen og benene på jorden. Livet her på jorden og i himlen er et kontinuum – vi er i praktik, og evigheden er begyndt. ’Dette er det evige liv, at de kender Ham….’(Joh.17.3) Endvidere betyder livet med et evighedsperspektiv, at det svære nu minimeres til en lille sten på vejen. Sat i det himmelske med Kristus, er bjerget ikke et bjerg, men en lille sten.

’Hvis I bliver i mig’ – Jesus er altså tre steder, men ordet ’hvis’ fortæller, at vi kan miste Guds perspektiv. Vi må i nuet vandre i alle tre perspektiver og ikke kun i vores egen lille fortælling. Vi har både et herligheds- og et lidelseskald og opmuntres til på en dybere måde at bede og leve i Jesu ’blanko-check’: ’Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer, så bed om, hvad I vil, og I skal få det.’ (Joh.15:7)

Kærlig hilsen
Poul Henning