Hvordan kan jeg forberede mig på at stå fast i troen, hvis det koster lidelser?

Kære Anne

Siden jeg blev kristen for et år siden, har min vandring i dette nye liv ikke været let, men heldigvis har det været problemfrit for mig med min familie og venner. Men jeg har nogle venner, der fortæller mig, at deres egen familie og venner gør livet svært for dem på grund af deres personlige nyfundne tro på Jesus. Jeg har bemærket, at nyhederne har flere historier om kristne, der lider for deres tro, nogle på meget alvorlige måder.

Jeg vil gerne vide, om lidelse altid er en del af det at være en efterfølger af Kristus. Hvis svaret er ja, hvordan kan jeg så forberede mig på at stå fast i troen selv i lyset af sådanne lidelser? Jeg føler mig svag!

Marguerite

Kære Marguerite

Tak for dit spørgsmål. Ja, det er sandt, at lidelse for Kristus altid er en del af det at være en efterfølger af Kristus. Det er klogt, at du spørger, hvordan du kan forberede dig til at stå fast i troen selv i lyset af sådanne lidelser. Bibelen har meget at sige om kristne, der lider for deres tro. Det fortæller os, at det er et normalt og forventeligt aspekt af det kristne liv. Bibelen fortæller os også om årsagen til lidelsen og om fordelene eller velsignelserne, ved at vi lider for vores tro.

Lige fra Apostlenes Gerninger læser vi om Jesu tilhængere, der bliver marginaliseret og oplevede modstand fra deres egne samfund. Interessant nok læser vi i ApG 4,1-3, at den værste modstand kom fra de religiøse ledere, der hørte det nye budskab, som Jesu disciple prædikede: at i stedet for at forsøge at behage Gud ved religion og gode gerninger var det vigtigt først at vælge at tro på Jesus som verdens Frelser og derefter gøre gode gerninger på grund af denne tro.

Dette skifte i fokus – fra fokus på den religiøse lov som vejen til retfærdighed, til fokus på Guds barmhjertighed og nåde – var så radikal, at de første kristne mødte stor modstand. Dette resulterede i megen lidelse, primært anstiftet af deres tids religiøse ledere. Men Jesus havde allerede i sin visdom forberedt sine tilhængere på, at de ville blive hadet for deres tro. I Joh. 15,18 sagde han:

”Når verden hader jer, skal I vide, at den har hadet mig før jer.” I Matthæus 5,10 sagde han til dem: ”Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed, for Himmeriget er deres.” Selvom det på en måde lyder mærkeligt, at Jesus ville sige det, så lærer det os, at der er en åndelig velsignelse i at lide for vores tro. Paulus skrev i 2. Timoteus 3,12: ”Forfulgt bliver alle, som vil leve et gudfrygtigt liv i Kristus Jesus.”

Sikke et udfordrende udsagn! Skriften fortæller om mange tilfælde, hvor kristne, der afgav en offentlig erklæring om deres tro på Kristus, led fængsling, tæsk, tortur og ofte en alt for tidlig og forfærdelig død. I vores moderne verden gyser vi, der bor i frie nationer, ved tanken om at lide for vores tro. Vi forstår, at der er millioner, der lider dagligt for Kristi skyld, og vi er taknemmelige for, at vi endnu ikke gør det. Men der er flere måder at lide på for vores tro end at blive behandlet fysisk uretfærdigt af andre for den.

I Lukas 9,23 forklarede Jesus om den personlige lidelse for troen, som enhver af hans efterfølgere skulle udholde. Han sagde: ”Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og dagligt tage sit kors op og følge mig.” Vores moderne sind forstår måske ikke helt udtrykket “tag dit kors og følg mig”. På Jesu tid symboliserede korset altid døden. Når en mand bar et kors, var han allerede blevet dømt til at dø på det. Jesus sagde, at for at følge ham skal man være villig til at dø.

Men vi vil ikke alle komme til at dø som martyrer. Vi vil ikke alle blive fængslet, slået ihjel eller tortureret for vores tro. Så hvad var det kors, som Jesus mente, at hans tilhængere ville bære? Det betyder ganske enkelt, at fra det øjeblik en person vælger at følge Jesus, er der et indre ønske om en livsstil, der stemmer overens med Bibelen. Dette er dog ikke automatisk eller let. Det vil nye kristne også begynde at forstå, mens de læser Bibelen med et ønske om at adlyde den.

Bibelen kræver, at vi simpelthen vælger at tilsidesætte vores egen vilje og ønsker for i stedet at adlyde vores himmelske Faders vilje og ønsker. Dette udgør ikke det store problem, før vi læser noget i Bibelen, som er anderledes end vores måde at tænke eller gøre tingene på. Det er her, at udtrykket ‘at tage sit kors op’ for at følge Jesus bliver en realitet. Ganske ofte vil det at vælge, hvad Gud vil have os til at gøre eller sige, føles ubehageligt eller endda direkte ubehageligt eller ligefrem som tortur.

Det er her, vores lidelse for at være kristne begynder. Der er en indre lidelse ved at give slip på vores ønsker og i stedet vælge at gøre Gudsvilje. For eksempel fortæller Bibelen os, at vi skal tilgive frit, selv uden at blive bedt om tilgivelse, og vi skal elske dem, der behandler os dårligt. For dem af os, der har nogle mennesker i vores liv, vi aldrig kunne tilgive, fordi de har såret os alt for dybt, er det smertefuld lidelse at møde Jesu ord om at tilgive og elske disse mennesker.

Vi står over for valget om at fortsætte på vores egen måde uden at tilgive og med ligegyldighed eller had eller at tage korset op. Det er den lidelse, der opstår, når vi vælger at tilgive og gøre godt mod netop de mennesker, som har såret os dybt. Dette er indre lidelse, som enhver kristen vil og skal møde på deres kristne rejse. Det ville være rart at sige, at dette er gjort en gang for alle, eller det bare sker en gang imellem, men sådan er det ikke.

Det sker så ofte, som vi har brug for det, og det er en livslang proces. Hver gang Bibelen konfronterer vores egen måde at tænke og opføre os på, står vi over for valget om at gå vores egen vej og gøre, som det passer os, eller tage vores kors op og sige nej til vores egen vilje og ja til, hvad Gud forventer af os, så lider vi. Men glæden er, at hver gang vi lider, vokser vi også. Vi vokser i modenhed som kristne, hvilket betyder, at vi vokser til mere lighed med Kristus.

Selvet eller egoet ønsker ikke at dø. At dø fra sig selv er smertefuldt og strider imod vores naturlige tilbøjelighed til at søge vores egen fornøjelse og overlevelse. At følge Kristus betyder, at vi dør i forhold til vores egen måde at tænke og gøre tingene på. Vi må se på vores vilje, vores rettigheder, vores lidenskaber og vores mål som noget, der er blevet korsfæstet med ham, som Paulus skriver i Galaterne 2,20.

Døden involverer lidelse. Paulus led mere end de fleste for Jesu skyld. Alligevel fremstiller han ikke lidelse som en forbandelse, men som en gave, når han skriver i Filipperbrevet 1,29: ”For I har for Kristi skyld fået skænket den nåde ikke blot at tro på ham, men også at lide for hans skyld.” Paulus bruger ordet ‘skænket’ til at udtrykke, at han så lidelse for troen som et privilegium. I Filipperbrevet 3,10 sammenlignede Paulus endda lidelse for sin tro med fællesskab med Kristus selv, når han siger ”… for at jeg kan kende ham og hans opstandelses kraft og lidelsesfællesskabet med ham, så jeg får skikkelse af hans død”.

Paulus led mere end de fleste for Jesu skyld.
Alligevel fremstiller han ikke lidelse som en forbandelse,
men som en gave, når han skriver i Filipperbrevet 1,29:
”For I har for Kristi skyld fået skænket den nåde ikke blot
at tro på ham, men også at lide for hans skyld.”

Lidelse i en eller anden form vil altid være en del af det at være en sand efterfølger af Kristus. Men lidelsen kan antage mange former. Ved at vælge at adlyde Herren Jesus Kristus sætter vi os selv i modstrid med verden. Ved nøje at følge Bibelens lære udsætter vi os for afvisning, hån, ensomhed eller forræderi fra mennesker. Men ingen trussel om lidelse forhindrede apostlene i at forkynde Kristus, og det burde også gælde os.

Ofte kommer vores største lidelse inde fra os selv, da vi konstant skal kæmpe for at få kontrol over et hjerte, der skal dø til sin egen vilje og overgive sig til Kristi herredømme. Uanset i hvilken form lidelsen kommer, bør vi tage imod den som en ære og et privilegium og tænke, at vi ligesom apostlene er “blevet værdige til at lide skændsel for navnets skyld”. Roden til vores lidelse er, at fra det øjeblik, vi kommer ind i en personlig tro på Jesus, træder vi ind på arenaen for en åndelig krig. Den onde kæmper mod det gode – Satan kæmper mod Gud, ligesom Efeserbrevet 6,12 fortæller os det : ”Vi kæmper ikke mod kød og blod, men mod åndelige kræfter i mørket i de himmelske steder”(omskrevet).

Derfor gælder det om, at vi ser lidelsen i øjnene og forbereder os på den gennem bibellæsning og bøn. Gennem sit ord vil Gud give os inspiration fra andre troendes liv og deres lidelser og dermed give os visdom til at håndtere vores egen personlige lidelse. Gennem vores bønner vil Gud give os styrke til at stå fast i vores tro i lyset af lidelsen, både den, der kommer fra os selv, og den, der kommer udefra fra dem, der modsætter sig den tro, vi står for.
Vær stærk. Gud velsigne dig!

Anne