IPSICC

IAS-medarbejder i Ukraine: ”Det er en træt og udfordret befolkning”

“Folk har brug for værktøjer til at håndtere krigen,” fortæller Morten Patrzalek fra International Aid Services (IAS), der netop er hjemvendt fra det vestlige Ukraine, hvor han har undervist i psykisk førstehjælp. Tre års krig har efterladt en mentalt træt ukrainsk befolkning.

Efter tre år står billeder af krigens konsekvenser tydeligt hos mange af os. Rækker af grave for unge soldater. Boligblokke der er styrtet i grus, men i modsætning til de tusindvis af tabte menneskeliv og fysiske ødelæggelser, hører vi ikke meget om den effekt, som krigen har for befolkningens psykiske helbred. Og det er en fejl, mener Morten Patrzalek, der efter en rejse til det vestlige Ukraine, sætter fokus på netop det:

“Du hører ikke så meget om, hvor meget folk lider psykisk. Det er en træt og udfordret befolkning,” fortæller Morten Patrzalek. Med en baggrund i det danske redningsberedskab og Røde Kors arbejder Morten Patrzalek til dagligt som stresscoach. Så da muligheden for at lade sig udsende af den danske hjælpeorganisation International Aid Services (IAS) bød sig, var han ikke sen til at rejse afsted.

Byen der fordobledes i indbyggertal

Siden 2022 har IAS sammen med Korsør Pinsekirke og Citykirken Aarhus været engageret i området omkring Bolgrad i det vestlige Ukraine. Her har man hjulpet med nødhjælp og psykisk førstehjælp. Indsatserne er sket i samarbejde med den kirkelige hjælpeorganisation ‘Gift’. Siden krigens start er Bolgrads indbyggertal fordoblet. Over 10.000 internt fordrevne ukrainere har søgt tilflugt i byen og har indkvarteret sig i tomme bygninger.

Ofte har de boet uden varme gennem årstiderne. Med sig bringer de ikke meget ud over svære oplevelser fra fronten, der ofte udvikler sig til psykiske lidelser. Som leder af ‘Gift’, Svietlana Bierbat, forklarer: “Krigen har været i gang i tre år og mange har været under hårdt psykisk pres i denne tid. Når krigen slutter på et tidspunkt, vil mange have psykiske problemer. Derfor opstod ideen om at lave træning i psykisk førstehjælp. Jeg tror, at det vil være meget brugbart for socialrådgivere og kirkeledere i vores lokalsamfund,” siger Svietlana Bierbat.

Sammen med mad, tøj og brændsel til trængte, står psykisk førstehjælp som et centralt element i organisationens arbejde, og det er en rigtig god idé, mener Morten Patrzalek: “Der ligger jo en social katastrofe og lurer. Der er allerede nogen, der har PTSD (posttraumatisk stressforstyrrelse red.), men der vil komme flere, når der kommer ro på dernede,” siger Morten Patrzalek. Under sit ophold i Bolgrad har Morten Patrsalek derfor trænet 70 kursister i psykisk førstehjælp.

Her har både kirkeledere og socialrådgivere fra de lokale myndigheder fået brugbare redskaber til at drage omsorg for deres landsmænd, der er flygtet fra det østlige Ukraine.

Guds ord trøster

Ud over kurserne nåede Morten også at besøge flere kirker. Her kunne det synes svært at give ord til trøst ind i de hårde livssituationer: “Jeg var til en samling med 30 kvinder. Enker, der havde mistet deres mænd i krigen. Nogle, der ikke ved, hvor deres mænd er, og nogle, hvis mænd er i krigen nu. Det at stå overfor den forsamling – der kunne jeg godt mærke, at jeg blev udfordret.” Morten oplevede dog, at få ord til trøst.

“Gud var nådig, og gav mig nogle ord, som de var taknemmelig for. Så det virker jo, at Guds ord trøster.” I Bolgrad vokser kirkerne, fortæller Morten videre: “Folk søger Gud, men de søger også derhen, hvor de kan få hjælp, og det åbner så døren ind til kirken.”

Vi må ikke glemme dem

Adspurgt om hvordan vi i Danmark bedst kan støtte ukrainerne, svarer Morten: “Vi kan bede for situationen og støtte op med midler og ressourcer om de ting, som bliver gjort, og så er det vigtigt, at vi ikke glemmer dem. At vise at vi står sammen med dem – det betyder rigtig meget for dem. At vide at de ikke er glemt – især kirken.” Rejsen har også givet Morten lyst til at gøre noget mere gennem IAS’ arbejde i Bolgrad. “Hvis vi kan finde pengene, tager jeg afsted til efteråret med det formål at uddanne 20 instruktører, som selv kan holde kurser.”

Du kan læse mere om arbejdet og muligheden for at støtte arbejdet på www.ias-danmark.dk