Med Gud ved hånden fra første færd

”Gud har altid været der. Han var selvfølgelig,” konstaterer Kirsten, når hun ser tilbage over sit liv. Hun er opvokset i et indremissionsk hjem, og familien havde sin faste gang i kirken om søndagen

”Mine forældre var også med i en gruppe sammen med andre kristne, som havde dannet en bibelkreds, hvor der blev læst et stykke fra Bibelen, og hvor teksten blev udlagt efter tur. Jeg valgte tidligt at samtale med Gud, men da var det jo også mig, der svarede for ham, eller var det?”

Et lys blev tændt

Når Kirsten skal beskrive det, hun kalder sine samtaler med Gud, beskriver hun det ikke først og fremmest som en indre røst:

”Det var måske mere et lys, der blev tændt uden at brænde mig. Jeg kunne ikke overhøre stemmen – eller inspirationen, om man vil. Men for mig var det Gud, der blandede sig i mit liv. Jeg forstod først i voksen alder, at Gud var mit liv, og at han lever sit liv igennem mig.” Når Kirsten og Erik Rostbøll samtalte om det underlige, som Paulus taler om, når han skriver, at det ikke længere er mig, der lever, men Kristus lever i mig, kunne ordvekslingen lyde sådan:

”At jeg er “hans liv i mig”! Det er svært at bruge jeg-ordet her, for hvem er jeg? Har jeg givet min ret til at bestemme over mit eget liv fra mig? Hvis jeg da har nogen ret! Sådan kunne vores samtale forløbe. Ordene blev endevendt, indtil emnet måtte hvile endnu en stund.” Svaret kom ikke som et forstandsmæssigt svar på deres spørgsmål, men mere som en indre afklaring i Gudsmødet under en prædiken i kirken:

”Samtalen endte egentlig først i kirken,” fortæller Kirsten. ”Erik havde sin egen måde at få sagt tingene på. Det var både fascinerende og forunderligt, hvordan en lang prædiken kunne ende med, at lyset blev tændt i menigheden – der var sket noget! Det kunne høres på sangen og på det fuldtonede ja fx til salmen: ’O Kristelighed, du skænker vort hjerte, hvad verden ej ved’.”

Ledt til andre mennesker

At høre fra Gud kan også tage form af en indre ledelse uden ord: ”Jeg blev en dag inspireret til at besøge min nabo Ove og hans familie,” fortæller Kirsten. ”De boede et par kilometer nordover. Erik og jeg havde egentlig ikke haft nogen kontakt med dem – for de var ikke kirkesøgende, og de kom heller ikke i kirken til højtiderne.

Oves mor var sengeliggende med en alvorlig kræftsygdom. De var tre drenge, som for bare et lille halvt år siden havde mistet deres far, som også havde kræft. Det havde sat sig i hjernen, og han var blevet ret utilregnelig og meget vanskelig at omgås. Han raserede alt, hvad han kom i nærheden af med sin traktor – veje og skov. Nu gik jeg altså på besøg, for jeg tænkte, at det ikke ville være en let opgave for de tre drenge at passe deres mor. Det endte med, at jeg kom dagligt. De bemærkede snart en ændring. Hun blev rolig og stille, og familien var meget taknemlig. Det var bønnen og samtalen om livet efter døden, som hun var så sulten efter at høre om, og det endte med en kirkelig begravelse, da hun døde.”

Frugter af frugtbar såvel som ufrugtbar jord

Kirsten fortæller om to episoder, hvor hun i bakspejlet fik et glimt af, hvordan Gud havde brugt hende:

”I en anden sammenhæng var jeg til et møde om vej og vedligeholdelse af fællesområderne i vores vejlaug. Men pludselig – helt ud af det blå – begyndte denne nabo at fortælle om og takke for alt det, jeg havde betydet for ham og for hans familie. Alle blev helt stille, for nu hørte de om noget, som ingen vidste noget om. Jeg var mildest talt overrasket, for det var noget, der skete for mindst 15 år siden, og det havde ingen sammenhæng med den dagsorden, som vi skulle igennem. På samme måde blev tanten til en dreng, jeg havde været sammen med på et kulturarrangement blot en uge tidligere, inspireret til at fortælle om det, jeg havde betydet ikke bare for drengene, men for familien. Igen var jeg meget overrasket, men jeg forstod da, at Herren sår sin sæd i frugtbar såvel som i ufrugtbar jord.”

Vejen til Kvitsyn

Kirsten har boet mange steder i sit liv. I en periode boede hun og Erik i et økumenisk klosterfællesskab i England. Herfra endte de ad underlige veje i bjælkehytten Kvitsyn i Norge, hvor Erik havde boet som ung i en krisetid, inden han blev gift med Kirsten, og som de havde brugt som feriebolig under hele deres ægteskab:

”Det er først, når man er blevet gammel, at man ser den røde tråd i sit liv. Nogle gange er den blevet en knude, som det tager tid at få løst op, andre gange er den løs og lang og kan let rulles op til et garnnøgle. Vi var nået til en skillevej, hvor vi havde valfartet mellem Danmark, Norge og England. Jeg fulgte også et studie i kulturvidenskab på Cambridge og ville nødigt gå glip af timerne med min vejleder. Men en dag faldt samtalen på tiden, hvor Erik havde en kirke og en menighed, og han savnede det. Så kom ordene: ”Skal vi bygge vores egen kirke?” Vi gav hinanden hånden på den beslutning, og så gik vi i gang.”

Gud havde lagt de samme tanker ned i både Erik og Kirsten, og det, der måske udadtil kunne se ud som en tilfældighed opstået ud fra en helt almindelig hverdagssamtale mellem dem, blev afgørende for det liv, de kom til at leve fremover. For nu flyttede de permanent ind på Kvitsyn og byggede en kirke på ejendommens grund, som de kaldte Noahs Ark.

Livet med Erik

”Men nu er der blevet stille på Kvitsyn. Erik døde for tre år siden. Han døde under coronaepidemien, hvor der stort set var rejseforbud, Men det lykkedes min datter Louise at komme til Norge på lovlig vis. Erik var døende, og hun ville sige farvel og være der for mig. Da Erik døde, blev han lagt i åben kiste i vores kapel, Noahs Ark. Hver dag gik vi derover og sang morgensang og aftensang ved den åbne kiste. Vi lyttede til Elgar, Mozart og Schubert og talte om tiden med Erik.”

Alene, men med håb

Guds nærvær har imidlertid ikke altid været noget følbart. To gange har Kirsten oplevet en periode, hvor Gud syntes at være forsvundet. Første gang, mens hun og Erik boede i England, anden gang efter at Erik døde, og hun blev alene på Kvitsyn:

”Stilheden kan være larmende, og den kan være blid som morgenduggen, der fordamper i den opgående sol. Som Erik gjorde det, er det nu mig, der løfter hænderne for at takke for dagen og den gryende morgen. Valdres-bygderne ligger små 400 meter nede i dalen, og skydækket, som skjuler livet der, giver mig ofte en følelse af at være alene i verden – ja i landet og i Norden. Men livet fortsætter, som det er givet os at leve det. Lige nu lytter jeg til Schuberts Lazarus. Schubert var et såret menneske, men han fulgte Guds vilje, og det får sommetider store konsekvenser. Vi er ikke blevet lovet et smertefrit livsløb, men at Gud altid vil være med os og for os. Sandheden om os selv, og det vi skal forstå, er, at livet ikke er smertefrit, og konsekvenserne af vore valg nogle gange er uoverkommelige. Men vi skal også vide, at Gud altid har været der for os, i smerten og sorgen såvel som i glæden og håbet om genkomsten af den opstandne Jesus Kristus.”

Livskunst

”For år tilbage var vi med i udsendelsen ’Der ingen skulle tru at nogen kunne bu’, og jeg blev spurgt om, hvad jeg tænkte om det at blive alene på Kvitsyn. I dag vil jeg sige, at det er et kunststykke. Livskunst er visdom på højeste plan, livskunst er at leve som Gud har planlagt det. Nogle af mine venner siger: Kirsten, du skal ikke være så bange, der er mange år til Jesu genkomst! Lev livet og nyd det, mens det er her. Men jeg er ikke bange, jeg ser hen til, at tæppet bliver rullet op, og virkeligheden kommer til syne. Jeg glæder mig til livet med Kristus og med alle mine kære, som er gået forud. Imens lever jeg det liv, som er givet mig.”