IPSICC

Mere Country

Endnu et country-album fra Mac Powell (født Johnny Mac Powell), hvilket er mindst lige så godt som de tidligere albums i den genre.

Mac Powell har en vældig letgenkendelig stemme, så man skal kun høre nogle få sekunder, før man ved, det er ham. Netop derfor i filmen Miracles from Heaven med Jennifer Garner, hvor der var en scene med lovsang i en kirke, var man ikke i tvivl om, hvem der sang; han spillede nemlig lovsangslederen. Han har tidligere vundet Male Vocalist of the Year i 2002 i Gospel Music Association’s Dove Awards.

Mac Powell var tidligere forsanger i bandet Third Day, som lukkede i 2018. Jeg har dog først fulgt ham efterfølgende, hvor han har slået sig på en mere country-baseret pop/rock (nogle steder kaldet Southern Pop Rock), og som jeg skrev sidst, jeg anmeldte en af hans plader, klæder hans stemme denne genre godt. – En lidt rå og fyldig klang. Allerede inden Third Day gik i opløsning, havde han udgivet et par soloplader, så det var ikke en særlig stor overraskelse, at han valgte at gå solo.

Når man kigger på hans Wikipedia-side, er der en lang liste over andre artister, han har arbejdet sammen med gennem tiderne. Der er mange kendte navne både kristne og sekulære artister, men hovedsageligt kristne. Dette nye album er behageligt at lytte til med flere gode sange. De, jeg synes bedst om, er: Like It’s Nothing, Keep On Keeping On og Go To My Grave. Like It’s Nothing er åbningssangen, der sætter stilen for pladen. En cool blueset sang, der handler om Guds almagt.

Keep On Keeping On er trods irriterende fløjtelyde undervejs en god sang med et opløftende budskab. Og Go To My Grave handler om at bevare troen, for så vil vi møde Jesus, når vi kommer hjem (gennem graven). Fans af Mac Powells seneste solo albums vil helt sikkert også synes godt om dette.

Kunstner: Mac Powell
Titel: I love Jesus
Genre: Country Rock
Download: itunes.dk – Pris: 89 kr.