IPSICC

Om kaniner og fodgængerovergange

Af familiekonsulent Helle Aagaard Nielsen, Esrum

”Man skal også flytte fusserne” – som Nuser sagde til Søren Brun, der stod i et lyskryds og ventede, mens lyset skiftede fra rødt til grønt og tilbage til rødt.

Jeg drømte for nyligt en underlig drøm. I drømmen kiggede jeg på en kanin, som lå inde i en brændeovn, hvor der var fyret godt op. Den så faktisk ud til at have det meget godt. Den blev varmere og varmere og efterhånden bredere og bredere. Indtil et punkt, hvor den begyndte at smelte og flyde ud. Jeg følte, at det var mig, der var kaninen. Drømmen mindede mig om, at jeg faktisk går med en gammel drøm, en idé, som jeg ikke har gjort noget ved endnu. Den ligger ligesom kaninen og bliver varmet op – bare inde i mit hoved.

Der er måske en tid med et momentum, hvor mulighederne står åbne. Mens jeg nærer tankerne, planlægning og fantasien om, hvor godt eller spændende min plan eller idé er, svarer det til den del af drømmen, hvor kaninen bliver varmere og bredere. Der kan blive varmet rigtigt godt op under drømmen, og tankerne kan være fyldte med begejstring og give rigtig god mening og ligge lige til højrebenet.

Alligevel er det ikke sikkert, at det bliver til noget. Måske ender det med en masse varme, og det hele flyder ud og bliver til ingenting. Hvis jeg aldrig tager chancen og griber øjeblikket, udnytter momentum og ja – flytter fusserne. Men hvad hvis jeg tager fejl, og det bliver en fiasko? Tja, det er jo risikoen. Men det kan vel også kaldes en fiasko eller måske nærmere spildte muligheder, hvis jeg bliver stående på fortovet og ser lyset skifte mellem rødt og grønt og aldrig kommer over på den anden side af vejen.

En ven sagde til mig her for nyligt, at han håbede, at jeg drømte drømme, og ”at hvis noget lever inden i os, og man elsker at tjene på den måde, så er det nok Gud, der taler”. Jeg synes, at det var så interessant, at disse bemærkninger kom samtidig med kanin-drømmen. Det er kun mig, der kan flytte mine fusser. Gud giver mig ikke et hårdt skub i ryggen, så jeg flyver over på den anden side af vejen. Jeg tror ikke, at vi kommer uden om at tage et modigt skridt, hvis drømmene skal blive til virkelighed. Alternativt er der ”Tragedien om kaninens nedsmeltning i brændeovnen”.

God weekend – jeg håber, du får eller har gode drømme. Jeg vil overveje at flytte fusserne.