Set fra den gamle præstegård

Episode 1: Den første og den sidste dag

Det er første arbejdsdag. Jeg er igen tilbage som præst i folkekirken efter en pause på otte år, og jeg glæder mig som en lille hundehvalp, der venter på at blive luftet, til at jeg skal ud ad døren og over i kirken til morgenkaffe med mine nye kolleger. Jeg står i køkkenet i den gamle præstegård og ser over gaden, som stadig ligger hen i efterårs mørket. Vinden rusker i træerne. Den rusker også i kirketjeneren, der forsøger at sætte flaget i flagstangen.

Han kæmper mod vinden og med at undgå, at flaget berører jorden og det lykkes ham at få sat flaget på linen, trods kastevinde og lumske vindstød. Det glider langsomt opad mod toppen. Jeg bliver varm om hjertet. Tænk engang, at være så velkommen, at der ligefrem skal hejses flag for mig, bare fordi det er min første arbejdsdag. Men det er klart, både menighed, sogn og naturligvis kollegaer har da set frem til denne dag. Det er ikke bare mig, der har glædet mig – det har de alle sammen.

Jeg betragter det opadgående flag, der vajer i vinden. …Og jeg ser det standse på halvvejen. Det er så her, at jeg kommer i tanke om, at der umiddelbart efter morgenkaffen med kollegerne er en bisættelse i kirken af en ældre mand, ved en af nabokirkens præster. Det er også derfor, at kirketjeneren under morgenkaffen er i hvid skjorte og pæn sort habitjakke. For den afdøde og den afdødes familie og venners skyld. Og ikke for en vis anden persons skyld.

”Memento mori,” sagde de antikke filosoffer. ”Husk på, at du skal dø.” Husk, at livet er kort, at du er et dødeligt menneske, at livet er endeligt, og du derfor skal være ydmyg og taknemlig som menneske. Det er samme budskab, vi mødes af i fastetiden, som nærmer sig. En påmindelse om vores eget endeligt. At vi er støv og skal blive til støv. Men for mig er det ikke kristendommens hovedbudskab.

Nej, i virkeligheden er det faktisk det stik modsatte, nemlig: ”Husk, at du skal leve.” Døden har ikke det sidste ord at skulle have sagt. Jesus viser med sin opstandelse, at han er dødens herre, livets fyrste, og døden ikke er det sidste, men blot begyndelsen på det evige liv. Det minder jeg mig selv om, når jeg ser rustvognen køre bort fra en bisættelse og flaget i kirkens flagstang går helt til tops. Men jeg skal dog nævne, at sammen med morgenkaffen var der en billig wienerstang fra det lokale discount supermarked, købt for min skyld. Eller rettere, der er åbenbart altid blødt brød til kaffen, når der er lidt ekstra lange personalemøder.

Ellers tog de pænt imod mig!