IPSICC

Terrorgruppe dræber præst og to andre kristne i Nigeria

Bala Galadima var præst i den evangeliske kirke Winning All i Lubo i delstaten Gombe.

Den islamistiske terrorgruppe Boko Haram mistænkes for drabet på pastor Bala Galadima i byen Lubo i delstaten Gombe natten til mandag. Også to andre kristne er for nylig blevet dræbt i Nigeria. Det skriver Morning Star News.

Pastor Bala Galadima fra den evangeliske kirke Winning All blev skudt omkring klokken 1 om natten, ifølge medlemmer af den lokale ECWA-menighed.

Skuddræbt i sengen

Angriberne var bevæbnede og klædt i sort, da de brød ind i præstens bolig i ECWA-kirkens lokaler og skød ham i ryggen, mens han lå i sengen. Medlemmer af menigheden sagde, at terroristerne havde skudt op i luften for at afskrække folk fra at forsøge at stoppe dem, da de ankom til byen. Terroristerne var i første omgang ankommet til et hus, som de fejlagtigt troede var pastor Galadimas. Her spurgte de om vej til præstens hus og truede beboerne til at give dem penge, før de gik videre til ECWA-ejendommen.

”Vores hjerter er tunge, for drabet på vores præst, pastor Bala Galadima, har efterladt os alene i en kompliceret verden,” udtalte et medlem af kirken. ”Vi vil i den grad komme til at savne hans mod, hans rådgivning, undervisning og generøsitet.”

Politiet kom for sent

En talsmand for delstatens politi sagde i en erklæring, at overfaldsmændene allerede var flygtet, da betjentene ankom til kirkens lokaler. ”Gombes statskommissær for politi, Bello Yahaya, besøgte hospitalet, hvor liget af den afdøde præst blev ført til, og har udsendt en særlig gruppe af politifolk til området,” sagde talsmanden. ”Vi har nu koordineret en særlig operation, og vi er overbeviste om, at de skyldige vil blive anholdt.”

5.000 terrorister frigivet

I nabostaten Borno angreb Boko Haram-militante igen i Chibok County i januar, hvor de dræbte mindst to kristne og sårede to andre. Samtidig brændte de fem kirkebygninger og 74 huse ned, oplyste lokale beboere. Nigerias regering havde den 30. januar løsladt 5.000 Boko Haram-terrorister fra delstaten Borno. Begrundelsen var angiveligt, at de var blevet afradikaliserede og havde angret deres tidligere forbrydelser.

– Men den selvsamme dag angreb Boko Haram-militante landsbyen Kauthlama i Chibok County og nedbrændte en kirkebygning tilhørende brødrekirken i Nigeria (EYN), oplyste den lokale beboer Paul Mauntah til Morning Star News.