Vejen tilbage til præstekaldet

Bliv præst

Der er præstemangel i Danmark. Det gælder både i folkekirken men også i mange frikirker er der mangel på præster. Jeg mødte forleden tilfældigt en god bekendt på en café, og vi talte om, at jeg netop har skiftet job tilbage til det at være præst igen. Da min bekendt nævnte, at han overvejede at blive præst i folkekirken gennem den nye paragraf 2 mulighed, hørte jeg mig selv nærmest råbe med vasaller: GØR DET, bliv præst!

Min vej tilbage

I foråret sad jeg en dag på et hotelværelse i Stuttgart. Jeg skulle holde et foredrag for en gruppe præster og ledere i en tysk kirkelig organisation. Et foredrag om, hvordan man skaber motivation for, at mennesker skal gå ind i en fuldtidstjeneste som præst eller leder i en kirkelig organisation. Jeg havde en underlig fornemmelse af ironisk distance til mig selv, måske ligefrem en fornemmelse af hykleri rumlende i mit indre. For hvor er det let at kloge sig på livet som præst, når man selv er ”fritidsforkynder” og ellers lever det søde direktørliv i en fond.

Men jeg har mærket det længe, som en nærmest stille kradsen på døren. Tanken om igen at skulle være præst. Jeg har mange gange tænkt, at de otte år, jeg havde ude af præstelivet, har været som en form for eksiltilværelse. Jeg er ikke sikker på, at jeg kan se til bunds i mine motiver for, hvorfor jeg i sin tid forlod præsteembedet. Var det bare et aktivt tilvalg af noget andet nyt, der åbnede sig for mig, eller noget, jeg flygtede fra? I mig selv eller hos andre?

Men den 1. november 2024 trådte jeg igen ind i et embede som præst i den danske folkekirke. Der er i disse år mange historier om, hvorfor mennesker forlader kirken, præstelivet, men det er mit stille håb at være med til at påpege, at der faktisk også er trafik den anden vej. Folk, der vælger præstelivet til. Men hvorfor forlade det søde direktørliv, som jeg havde med firmabil, god lønpakke og stor frihed til at bestemme mine arbejdsopgaver, til fordel for at blive præst i folkekirken? Jeg kan ikke beskrive det med andre ord, end at det må være et kald.

Nu skal jeg ikke lyde som en lidende ordets tjener, for at flytte ind i en gigantisk historisk præstegård midt i en slotsby i hjertet af Nordsjælland og med sikre arbejdsforhold og tjenestemandspension er et stort gode. Ved min tilbagekomst til folkekirken har jeg kun erfaret, at kirkedøren har stået på vid gab. Jeg har oplevet stor imødekommenhed fra det kirkelige system, fra både provst og biskop, også selvom jeg f.eks. ikke vier to af samme køn.

Men man har været mere optaget af, hvad jeg kunne bringe til bordet i folkekirken, end hvor jeg skilte mig ud. Så friheden til at følge sin samvittighed er stadig intakt i den danske folkekirke. Den danske folkekirke er faktisk rummelig. Og tak for det!  Lige præcis den frihed, der følger med at være præst i folkekirken, fylder mig med forventning. Ja, der er en række ”skal-opgaver”, såsom kirkelige handlinger, men disse kerne- eller rugbrødsopgaver er dybt meningsfulde og med til at sikre kirkens folkelige mandat og forankring.

Som præst i folkekirken ser jeg disse anledninger som enestående ”missions-muligheder” for at forkynde og formidle de gode nyheder til flest muligt. Og så er der i et hvert embede et mulighedsrum til selv at lave aktiviteter, arrangere kurser, og at finde sin egen måde at forvalte sit embede på.

At være nogens præst

Mest af alt, så glæder jeg mig over igen at være nogens præst. Grundtvig sammenligner i sangen ”Hvad er det min Marie” sit forhold til sin kære Marie med forholdet mellem en præst og menighed. Et varmt og fortroligt forhold. Sådan er det ikke alle steder i landet, men der er faktisk mange steder, hvor der er et varmt og godt forhold mellem præst(er) og menighed.  Jeg har sammen med min hustru flere måneder inden min tiltrædelse modtaget middagsinvitationer fra mennesker i menigheden og oplevet et menighedsråd, der har gjort deres yderste, for at præstegården, vores kommende hjem, skal være så god en ramme for os som overhovedet muligt.

Fem bud på at være langtidsholdbar

Der er mange, der af forskellige grunde forlader præstekaldet. Jeg kender selv flere, og jeg har selv været der. Men nu, hvor jeg får lov at blive præst igen i en ”version 2.0”, har jeg givet mig selv disse fem bud, der forhåbentlig kan hjælpe mig med at bevare gløden og glæden ved præstelivet på den lange bane.   ”Mennesker er vigtigere end møder”. Lad være med at lade dig kvæle i et utal af udvalg og aktiviteter, uddeleger ansvar og svigt aldrig kerneopgaverne med forkyndelse og sjælesorg!

”Det er bedre at være solbrændt end udbrændt.”
Ingen i menighed eller sogn har glæde af en præst,
der er i underskud og halser afsted
og er lige så stresset som alle andre.
Husk dine daglige gåture og at spille musik.

”Det er bedre at være solbrændt end udbrændt”.  Ingen i menighed eller sogn har glæde af en præst, der er i underskud og halser afsted og er lige så stresset som alle andre. Husk dine daglige gåture og at spille musik. ”Du må nyde, før du kan yde.” Hvis du skal forkynde for andre, så må du selv drikke af kilden først. Prioriter tid til at læse i Bibelen, bede og at studere teologi. For din egen skyld! Og mandagsfridagen skal holdes helt fri!

“Du er mere missionær, end du er funktionær.” Hovedopgaven er at dele de gode nyheder med alle mennesker, hvor du kommer frem. Husk det store billede og lad være med at fortabe dig i arbejdstidsregistrering, fagforeningspolitik (selvom det kan være godt nok).  ”Du lever kun foran et publikum på én.” At være præst kan føles som at være til ugentlig audition. Nogle mennesker vil helt sikkert synes, at du er for lidt, og andre, at du er alt for meget.

Husk påmindelsen fra Os Guiness:  “I live before the audience of One, before others I have nothing to gain, nothing to lose, nothing to prove.” Lad dig hverken forføre af succes, når du lykkes, eller fortvivlelse, når du ikke gør. Der er en tendens i tiden til at sige, at man nok tror på Gud, men ikke tror på kirken. Den er jo fuld af fejl og mangler, dårlige strukturer – ja, listen er lang over problemer og dårlige sager. Det være sig både i folkekirken og i frikirkerne.  Men hver søndag bekender vi faktisk troen på kirken. Kirken med stort K. Men vi må også tro på den lokale udgave af kirken – der hvor vi lever og bor.

Jeg tror på kirken, også med alle dens kvaler, problemer og konflikter. Jeg tror på den, ikke fordi kirken er vores projektkirke, men fordi den er Guds ejendom! Eller som Jesus siger: ”Se, jeg bygger min kirke”… Og en kirke skal have præster!  Derfor har jeg igen taget præstetjenesten på mig, jeg håber, at flere vil gøre det samme.