Det er rystende, at præster lader AI skrive prædikener

”Universets ultimative formål er, at Gud bliver forherliget, og det sker ikke blot ved, at han bliver logisk forstået, men ved at han bliver nydt, beundret, påskønnet og værdsat. Og det kan en maskine ikke gøre,” fastslår John Piper i en podcast.
Den kendte teolog og forfatter, der er reformert baptist, har for nylig udtrykt sig i stærke vendinger imod præsters brug af kunstig intelligens som fx ChatGPT til deres prædikener og bibelstudier.
Tanker uden følelser
John Piper fortæller om en definition af AI, han fandt på Google. Her hedder det, at AI er ”en teknologi, der gør det muligt for computere og maskiner at simulere menneskelig læring, forståelse, problemløsning, beslutningstagning, kreativitet og autonomi”. Men definitionen omtaler ikke ”følelser”, og det er afgørende for John Piper, som erklærer sig ”forfærdet” over ideen om at lade kunstig intelligens skrive prædikener:
”Gud forherliges ikke blot ved at være rigtigt tænkt på og logisk forstået, men ved at blive nydt, beundret og værdsat,” fastslår teologen. ”Tilbedelse er ikke bare rigtig tænkning, hvilket computere kan. Tilbedelse er den rigtige følelse overfor Gud,” sagde Piper. ”Vi mener, det er latterligt, hvis en maskine forsøger at glæde sig eller have ærefrygt eller blive forbløffet eller føle sorg eller frygt. Vi ved, at disse ting er det, som gør den menneskelige sjæl så unik, at den ikke kan blive erstattet af maskiner. Selve sætningen ’kunstig følelse’ er et oxymoron!”
”…du skal have evnen, gaven,
til at læse et skriftsted,
forstå den virkelighed,
det handler om, føle de følelser,
det er beregnet til at fremkalde,
være i stand til at forklare det
tydeligt for andre, illustrere og anvende
det til deres opbyggelse.
Det er en gave, du skal have.
Det er dit job nummer et.
Hvis du ikke har det,
skal du ikke være præst.”

”Rystet og forfærdet”
John Piper udtalte, at selvom han mener, at ChatGPT kan være nyttig til information, er han ”forskrækket” over tanken om, at teknikken bliver brugt til at udarbejde en prædiken eller et kirke-nyhedsbrev, medmindre ChatGPT bliver krediteret for det. “Lad være med at lade ChatGPT skrive det første udkast til din prædiken, som du så tjekker, justerer og tilpasser. Helt ærligt, jeg er rystet over tanken. Forfærdet!” gentog han.
Her citerede præsten ud fra 1. Timoteusbrev 3 nogle af de kvalifikationer, der kræves af en menighedsleder: Han skal ”have selvbeherskelse, være fornuftig, anstændig og gæstfri” – og ikke mindst være ”god til at lære fra sig”. ”Det betyder, at du skal have evnen, gaven, til at læse et skriftsted, forstå den virkelighed, det handler om, føle de følelser, det er beregnet til at fremkalde, være i stand til at forklare det tydeligt for andre, illustrere og anvende det til deres opbyggelse,” fortsatte Piper. ”Det er en gave, du skal have. Det er dit job nummer et. Hvis du ikke har det, skal du ikke være præst.”
Ærlighed og integritet
I podcasten kommer John Piper også ind på spørgsmålet om ærlighed og integritet. Brugen af kunstig intelligens til den kristne forkyndelse er ligefrem ondt, mener han. ”Ondt – jeg bruger et stærkt ord, fordi jeg føler stærkt for dette. Dette rammer Guds hjerte, for det handler om meningen med kristendommen og kirkens og dens præsters integritet.” ”Hvis du vil have ChatGPT til at skrive dit første udkast, så må du hellere sige til dine tilhørere: ”ChatGPT, kunstig intelligens, har komponeret Guds ord til dig her til morgen,” understregede John Piper.’
”Hverken Gud eller hans folk taler på en måde, så de skaber usande tanker om os i andre menneskers sind. Det vil sige, vi bedrager ikke nogen. Vi er mennesker præget af sandhed og transparens og ærlighed hele vejen igennem, eller også er vi ingenting,” fastslår John Piper.