Det er som min længsel får vinger
Når man, som jeg, er så privilegeret, at jeg i løbet af året får lov at udgive en bog med mine egne salmer, sange og digte, så kan man godt sidde og blive lidt for selvglad. Ubeskeden sidder jeg og glæder mig over min bogs titel. ”Som spirende paradisfrø”. Med undertitlen en poesibog.
Men så vågner jeg brat op, da jeg får øje på en af Storm P’s vidunderlige tegninger af en tilknappet mand, der sidder i sin gyngestol og siger: ”Jeg kan ikke forstå, at nogen gider skrive digte, når man kan skrive det samme lige ud, uden dikkedarer.” Tak, siger den gamle digter. Min gode kritiker ville sikkert ikke være kommet længere end til titlen på min bog, før han lagde den fra sig. Men, kære ven, med hvilke ord uden dikkedarer ville du beskrive den følelse, at ord kan skabe en hel ny virkelighed inde i os? Ja, blive som et spirende paradisfrø. Bogens titel stammer fra en af mine salmer. Fra første vers:
Det er som min længsel får vinger
som spirende paradisfrø,
som forårsmirakler i haven,
når sneen begynder at tø.
De bærer min drøm om Guds rige,
et kærlighedssuk, der vil ud
og råbes fra tage og torve,
før stjerner og sol brænder ud.
Kære ven! Gå en tur ud i haven. Og se! Se, hvor alting spirer. Den solgule frøken erantis med sin danseklare kavaler, vintergækken i kjole og hvidt. For mig blev det et paradisfrø midt i denne urolige og for alt for mange grusomme verden. Det gav mig en drøm – som Martin Luther King – om en ny verden. En paradisdrøm. Og som kristen tror jeg på, at alle, der længes, skal findes. Findes af Kristus.
Men så ordet poesibog! Et herligt ord fra min barndom i halvtredserne. Ofte var den rød. Og jeg husker, at skolekammerater, især pigerne, bad mig skrive i den, fordi de vidste, min far var rigtig god til vers. Skulle jeg i dag skrive i en gammel skolekammerats poesibog, ville jeg give ham min salme Gensynsglæde. Et ord, jeg vågnede med på læberne med taknemlighed en morgen: Gensynsglæde.
Når man, som jeg, er firs år, er det bestemt ikke en selvfølge at vågne op sund og rask. Og det er det vel egentlig heller ikke, ligegyldig hvilken alder man har. Så om ikke ordet Gensynsglæde blev bogens titel, så er det dens røde tråd.
Gensynsglæde
med det spæde
allerførste morgenlys.
Solopgangen.
Morgensangen,
her hvor dagen nu fornys.
Sagt uden dikkedarer: Jeg er dybt taknemlig hver morgen, når jeg vågner. Og ind i mellem med spirende paradisfrø på læberne såvel som i mit hjerte.
