”Diakoni er også cafésamtaler og spontan hjælpsomhed”

Hver fredag er der morgen-gudstjeneste i Aarhus Bykirke. Det er en kort nadvergudstjeneste på omkring 20 minutter, og som regel kommer der ikke mere end 5-10 personer. Efter gudstjenesten er der gratis kaffe og rundstykker, og de fleste bliver siddende et stykke tid og taler sammen.

Det var valgmenighedspræst Henrik Højlund, der introducerede den ugentlige morgengudstjeneste for et par år siden – efter gode erfaringer med det som sognepræst Løsning og Korning Sogne i Østjylland. Efter en periode med ret få deltagere i Aarhus Bykirke overvejede han og menighedens anden præst, om de skulle droppe initiativet. Det gjorde de dog ikke – heldigvis, siger Henrik Højlund.

”Det gik op for mig, at en del af dem, der kommer fredag morgen, kommer der, fordi de ikke magter store sammenhænge og derfor ikke føler sig godt tilpas ved de to gudstjenester om søndagen, hvor der er mange mennesker og meget livligt med børnefamilier, rytmisk musik osv.,” siger han.

Han fortæller, at der den foregående fredag kun var tre deltagere ved morgengudstjenesten. Men efter gudstjenesten havde han en meget givende samtale med dem, hvor det viste sig, at de alle tre havde forskellige varianter af skizofreni, som gjorde det svært for dem at deltage i mange af de andre arrangementer i kirken og i det hele taget at have et socialt liv. Samtalen fik en særlig dimension, fordi en ung kvinde, der er blevet tilkendt førtidspension, står for at lave kaffe og bage boller til sammenkomsten efter gudstjenesten. Hun har taget det på sig som en diakonal tjeneste og får en oplevelse af at kunne bidrage med noget værdifuldt til et fællesskab, hun er en del af.
”Morgengudstjenesterne har gjort det tydeligt for mig, hvor stor værdi en aktivitet, som der kun kommer få til, kan have for den enkelte. Det er jo en form for diakoni, selv om det ikke var tænkt sådan fra begyndelsen, og jeg tror, at vi skal være bedre til at få øje på diakonien i kirkens aktiviteter og fastholde den dimension – lige så meget, som vi skal udvikle initiativer, der er tænkt som diakoni fra begyndelsen,” siger Henrik Højlund.

Sammenhæng mellem kirke og by

Udfordringen besøger ham i hans hjem i udkanten af Aarhus for at tale med ham om, hvordan Aarhus Bykirke prioriterer diakoni og tænker det ind i sit virke, og hvordan han selv som præst og kristen forsøger at praktisere diakoni. Han har været præst i Aarhus Bykirke i snart seks år, og i den periode er menigheden vokset, især med studerende og børnefamilier. Der er over 450 voksne medlemmer og op mod 150 børn, og der kommer jævnligt mennesker til gudstjenesterne, som gerne vil snuse til kristendommen, og som måske har hørt godt om kirken fra nogle bekendte. Dem gør man sig umage med at tage godt imod, så kirken ikke lukker sig om sig selv.

”Ved mange søndagsgudstjenester beder vi undervejs folk om at vende sig rundt og hilse på dem, der står bagved, og udveksle navne og lidt småsnak. På den måde bliver det lettere at tale med andre end dem, man allerede kender, under kirkekaffen bagefter,” siger han. På et mere overordnet plan har staben og menighedsrådet i Aarhus Bykirke det seneste halvandet til to år arbejdet på at udvikle kirkens vision og har udpeget tre indsatsområder, som man især vil fokusere på: diakoni, åndelig udrustning og at gøre kristendommen levende for mennesker i Aarhus – under mottoet ”Kirke ud i byen – Byen ind i kirken”. Det betyder blandt andet, at stab og menighed vil forsøge at identificere konkrete målgrupper, man kan gøre en indsats for, og lave tiltag rettet mod disse grupper. Noget er allerede i gang, fortæller Henrik Højlund.

Staben og menighedsrådet i Aarhus Bykirke
har udpeget tre indsatsområder,
som man især vil fokusere på: diakoni,
åndelig udrustning og at gøre kristendommen
levende for mennesker i Aarhus
– under mottoet ”Kirke ud i byen – Byen ind i kirken”.

”Der har tidligere været et team, der kom på Blå Kors’ værested en gang ugentligt og spillede og snakkede med stedets brugere. Det vil vi gerne have i gang igen. Desuden er vi knyttet til et værested for ensomme unge, Hamlet, og vi er ved at etablere et team, der vil være en del af det. Vi har også en besøgstjeneste, som vores alderspræsident i menigheden har sat i gang, og som en ung studerende nu har overtaget ansvaret for,” siger han.

Han tilføjer, at der jævnligt er kollekter til diakonalt arbejde, fx Blå Kors, Hamlet og Kristelig Handicapforening.  ”Det er også en del af det diakonale aspekt, at vi som menighed bliver mindet om, at der er behov for støtte, og at vi smider nogle penge i bøssen,” siger Henrik Højlund og tilføjer, at bykirken stadig leder efter områder, hvor det vil være særlig relevant, at de gør en social indsats.

Som at møde kvinden ved brønden

Men diakoni er ifølge valgmenighedspræsten ikke alene noget, der skal knyttes til bestemte målgrupper og projekter. Det bør være en integreret del af kirkens liv og den enkeltes hverdag. ”Diakoni er forbundet med noget helt basalt, nemlig næstekærlighed. Det er ikke et sekundært eller særskilt foretagende, men noget primært, der hører sammen med vores forbundethed med Kristus,” siger han.

Det handler ifølge Henrik Højlun om hjertelighed, gæstfrihed, gavmildhed og åbenhed – over for andre mennesker og over for de situationer og muligheder, der opstår i dagligdagen, hvor man – også i det helt små – kan gøre en forskel.

”Hvis vi tager udgangspunkt i, hvordan Jesus mødte mennesker, så tror jeg, at han meget ofte helt spontant kom i snak med mennesker, han mødte på sin vej. Vi kender en del eksempler fra evangelierne. Han møder den samaritanske kvinde ved brønden og spørger hende, om hun vil give ham noget vand. Derudaf vokser en vidunderlig og skelsættende samtale. Og vi kender fortællingen om Jesus, der inviterer sig selv til middag hos overtolderen Zakkæus,” siger Henrik Højlund.

Vi behøver altså ikke altid at tilrettelægge en målrettet indsats for at kunne handle diakonalt. Det drejer sig i høj grad også om en åbenhed over for de muligheder, Gud lægger til rette for os – og som vi skal gribe, uden at det handler om, at vi vil gøre os fortjent til ros eller frelse.

”I Paulus’ brev til efeserne understreger han den nåde, at vi er frelst ved troen, ikke ved gerninger. Og umiddelbart derefter skriver han: ”For hans værk er vi, skabt i Kristus Jesus til gode gerninger, som Gud forud har lagt til rette for os at vandre i.” Det er en smuk beskrivelse af, hvordan diakonien er en integreret del af vores liv som kristne – noget, der vokser ud af nåden,” siger Henrik Højlund.

Det er dog noget, han oplever, at han selv hele tiden skal øve sig i og holde sig selv fast på. Og her kan man i en menighed inspirere og hjælpe hinanden, understreger han. ”Min kone og jeg forsøger i det små at gøre noget ved for eksempel at have et åbent hjem og invitere menneske til middag. Bare et par timer og et almindeligt måltid, så det ikke bliver uoverskueligt. Vi blev inspireret af nogle venner, som kalder det ”spis og skrid”. Så det kalder vi det også,” siger han.

Inspiration fra Etiopien

Inspiration har han og hans kone også fået fra flere ophold i Etiopien, hvor de har været udsendt 6-7 uger ad gangen siden 2013 for at undervise i teologi på forskellige lutherske institutioner. ”Vi mødte fattigdom og samtidig gæstfrihed og gavmildhed på et helt andet niveau end herhjemme. Der var ikke så mange diakonale organisationer, men til gengæld en helt almen tilgang blandt kristne fra forskellige kirkesamfund om, at man hjælper og støtter hinanden og giver af det, man har, både ting, mad og tid,” siger han.

Netop vores mere skemalagte og kalenderstyrede hverdag kan være en forhindring for, at vi gør de ”gode gerninger, som Gud forud har lagt til rette for os at vandre i”, mener Henrik Højlund. ”Vi lever i et meget velfungerende og i bund og grund velhavende samfund, og det er der meget godt at sige om. Men mine erfaringer fra Etiopien, Nepal, Indien og Irak siger mig, at vi risikerer at miste noget, som fattige mennesker ofte har bevaret – en næstekærlighed som daglig praksis.”

I et forsøg på at rykke sig selv lidt ud af kalenderstyrede aktiviteter begyndte Henrik Højlund, mens han i en kortere periode var præst på Nørrebro i København, at komme en gang ugentligt på en café iført præsteskjorte og være tilgængelig for samtaler med cafegæsterne. ”Det var en idé, jeg tyvstjal fra en præst i et nabosogn, og jeg oplevede, at jeg på den måde fik kontakt med mennesker, som ikke nødvendigvis ville opsøge kirkebygningen eller bede om en egentlig sjælesorgssamtale på mit kontor,” fortæller han.

Fast gæst på Aarhus-Café

Han flyttede den ugentlige cafétid med til Aarhus, så han nu hver fredag eftermiddag sidder på Café Smagløs i Aarhus centrum og er tilgængelig for kortere eller længere samtaler.
Nogle fredage har han på forhånd lavet aftaler med folk, som han synes, at det er mere oplagt at mødes med på en café end på præstekontoret; andre gange sidder han der blot med sin kaffe og en avis og er åben for, hvad der sker.

”De samtaler, der kommer ud af det,
kan handle om alt mellem himmel og jord
– og i nogle tilfælde også have en sjælesørgerisk karakter.
Vi kan sagtens snakke om private ting,
for de andre cafégæster er typisk optaget
af deres egne samtaler, og musikken kører,
så ingen hører, hvad vi taler om”

”De samtaler, der kommer ud af det, kan handle om alt mellem himmel og jord – og i nogle tilfælde også have en sjælesørgerisk karakter. Vi kan sagtens snakke om private ting, for de andre cafégæster er typisk optaget af deres egne samtaler, og musikken kører, så ingen hører, hvad vi taler om,” fortæller han. Hans erfaring er, at samtalerne former sig anderledes og mere uformelt end de egentlige sjælesorgssamtaler på kontoret.

Stemningen lægger op til noget andet, og desuden kan han som præst og cafégæst bedre indgå i en samtale, hvor han ikke kun lytter og giver enkelte gode råd, men også fortæller om sig selv. ”For mig er der meget diakoni i det, og det viser, at diakoni ikke kun foregår, hvor der er en klar rollefordeling. Jeg har lige så meget brug for at blive kaldt ind i disse møder, som dem, jeg taler med, har brug for at tale med en præst,” siger han.

Aarhus Bykirke

Aarhus Bykirke blev stiftet i september 2009 af en gruppe unge med baggrund i Indre Missions ungdoms- og menighedsarbejde. Efter at have fejret gudstjeneste forskellige steder i Aarhus har de siden december 2013 holdt til i lejede lokaler i missionshuset Eben Ezer i Aarhus-bydelen Frederiksbjerg tæt på Aarhus banegård. Aarhus Bykirke er en valgmenighed inden for Den Danske Folkekirke med samme grundlag og bekendelse og har over 450 voksne medlemmer. Der er to fuldtidspræster og en hjælpepræst samt en daglig leder og en åndelig vejleder.