Evolutionens vidunder?

I bogen ”Skabelsens vidunder” skriver Niels Arbøl om tyve kristne videnskabsmænd gennem tiden. I forordet bekendtgør Arbøl selv, at evolution ”udgør en stor del af bogen” (s. 14). Hvad der i den forbindelse vil blive fremført, får man en fornemmelse af, når Arbøl kort efter i bogens introduktion skriver, at ”fundamentalistiske kristne”, der bekender sig til kreationisme eller Intelligent Design (ID), ”afviser den videnskabelige metode” (s. 26).

Dette er ganske enkelt ikke sandt – ikke for de fleste kreationisters vedkommende og slet ikke, når vi taler om Intelligent Design forskere. Enten taler Arbøl her imod bedre vidende, eller også har han slet ikke sat sig ind i, hvad ID siger. Da jeg ikke kan tro det første, må jeg konkludere det sidste. Videre læsning synes da også at bekræfte, at Arbøls kendskab til ID begrænser sig til den kritik af samme, som nogle af hans yndlings-biologer – især Simon Conway Morris – er kommet med (s. 433).

Problemet med ID set fra den dominerende evolutionistiske elites side er netop, at ID-forskere ud fra videnskabelige kendsgerninger og videnskabelig metode er i færd med endegyldigt at henvise Darwins evolutionslære til historiens store losseplads for fejlslagne forestillinger. Evolutionisterne synes ude af stand til at imødegå ID’s argumenter, og når de ikke kan gå efter bolden, går de efter manden og forsøger at skyde ID-forskerne i skoene, at de er ’uvidenskabelige’.

I introduktionen skriver Arbøl, som rigtigt er, at ”hvad der bliver anset for et faktum eller kendsgerning i dag kan blive ændret eller endda afvist i morgen”, men hans videnskabelige tunnelsyn forhindrer ham i at erkende, at dette er, hvad der de facto er overgået den darwinistiske udviklingslære. Det er stærkt irriterende, men desværre ikke usædvanligt, at folk ikke gør sig den ulejlighed at sætte sig ind i ID, men blot uden videre accepterer evolutionistiske smædekampagner og stempler ID-forskere som ”fundamentalistiske” kristne (i Arbøls ordbog et synonym for fordomsfulde og videnskabsfjendske dogmatikere), der opfatter skabelsesberetningen ”som en slags instruktionsmanual” (s. 467).

I beskrivelserne af de udvalgte biologer pointerer Arbøl, ikke bare at den enkelte videnskabsmand (eller kvinde) er kristen, men også at vedkommende foregriber (i ældre tid) eller accepterer (i nyere tid) den darwinistiske evolutionslære – også når dette for så vidt ikke har den store relevans for den videnskab, den pågældende forsker har bedrevet. Et af bogens væsentligste ærinder synes således at være, at ”hjælpe fundamentalister med at udvikle sig” (side 434). Kristne, som i deres naivitet tager Bibelens ord bogstaveligt, skal lære at acceptere darwinistisk evolution som en videnskabelig kendsgerning, der ikke behøver anfægte den kristne tro.

Det er ’teistisk evolution’ i en nøddeskal. De store – for mig at se uoverstigelige – problemer, det giver at forene kristendommens lære med en blind tro på darwinistisk evolution, forbigår Arbøl i tavshed. For når dygtige kristne videnskabsmænd ikke ser noget problem i at forene evolution og troen på Gud som Skaber, så er der vel ikke noget problem? Det er en nydelig bog, og den er velskrevet.

Arbøl er tydeligvis også en vidende mand (blot ikke hvad Intelligent Design angår), og det er ganske interessant at læse om de forskere, han omtaler. Derfor er det ikke uden beklagelse, at jeg må sige det, men jeg kan ganske enkelt ikke få mig selv til at anbefale en bog, der uden nuancer bekender sig til en forældet videnskabelig teori, og hvis ærinde – at belære stakkels bogstavtro kristne om, at de må rette ind efter denne teori – forekommer mig meningsløst.

Niels Arbøl: Skabelsens vidunder – de mest berømte kristne biologer i historien. 480 sider. Pris 298 kr. inkl. forsendelse ved bestilling hos forlaget Queenswood.