Filosof med farverig neglelak er landsleder i Indre Missions Ungdom

Min nysgerrighed på Filip Bangura Fyhn blev vakt på flere baggrunde. Udover hans imødekommende personlighed var det hans formidling om vigtigheden af, hvordan vi som kristne skal fokusere på livet i Kristus. Hans uddannelse som filosof og den turkise neglelak på fingrene. Hvem er han, og hvad har han på hjerte i sin position som landsleder i Indre Missions Ungdom?

Filip synes, at vi som kristne har lidt tendens til at være nogle dårlige vindere. Vi kender jo kampens resultat på forhånd. Vi véd, at Jesus har sejret på korset, og at vi står sammen med ham i den sejr. Jesus har købt os fri fra diverse ting, ligesom han er det fuldkomne udtryk for Guds kærlighed. For at tydeliggøre Guds enorme kærlighed henviser Filip til Johannes evangeliet 3, 16-17:
”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham.”

”Det er godt, hvis vi definerer vores tro positivt. Som kristne skal vi øve os i at fortælle, hvad vi er for, i stedet for at fokusere på, hvad vi er imod. Vi har et supergodt budskab om frelse, frihed og en kærlighed, som ikke er at finde nogen andre steder. Jeg synes, vi skal blive endnu bedre til at tale det gode budskab op.”

Guds skabelsesorden

Filip mener, at udgangspunktet for vores udtalelser altid må være det, som Jesus gjorde for os på korset. Den kærlighed, der strømmer fra korset. Den kærlighed, som Gud har til mig og til os, gør, at vi får lyst til at lytte til Gud, når han i Bibelen fortæller, hvordan det er bedst for os at leve. I kønsdebatten, som handler om, at vi selv skal definere vores køn, og at der er flere køn end dem, som Bibelen omtaler, kan vi blive bedre til at tale skabelsen op. Gud har skabt hvert enkelt menneske som mand eller kvinde, og han har givet hvert enkelt menneske værdi og formål.

Ingen af os er en tilfældighed eller en fejl, vi er alle ønsket, elsket og villet af Gud. ”Det er ikke så meget den fortælling, jeg er rendt ind i, og jeg ved godt, at jeg hverken har læst eller hørt alt, hvad der er sagt eller skrevet i debatten,” siger Filip og fortsætter: ”Det er nogle gange nemmere for os at sige, hvad vi er imod, og det kan skabe en usund ’dem og os’ tænkning,” mener han.

’Dem og os’ tankegang

Når vi som kristne har en ’dem og os’ tankegang, kan det gøre, at vi opleves eller opfattes som fordømmende. ’Dem og os’ tankegangen med et negativt fortegn kan have sin rod i forskellige passager i Bibelen, som er blevet taget ud af kontekst eller opfattet forkert:

Andet Korintherbrev kapitel 6:14-18 er en af de passager. Tages sætningen, ’drag bort fra dem, og skil jer ud, siger Herren,’ ud af kontekst og bruges som argument for, at vi som kristne skal passe på med at være sammen med ikke-kristne, så er kimen lagt til en destruktiv ’dem og os’ tankegang. Har man som ikke-kristen mødt kristne, der sagde meget nej, kan det også forstærke fordommene.

”Men ved at vi går i dialog med andre, at vi med ægte nysgerrighed interesserer os for dem, mister fordommene ofte deres magt. Når vi med oprigtig interesse prøver at forstå, hvem mennesket er, og forstå baggrunden for spørgsmålet, tror jeg, at vi ret hurtigt får fejet fordommene af bordet. Både de fordomme, som jeg kan have om dem, og de fordomme, som de kan have om mig,” siger Filip.

Noget af det, som Filip erfarede på sit studie, var, at samtalerne om spørgsmål som, hvorfor der er ondskab i verden, ofte blev dybere, når han svarede, det ved jeg ikke. ”Det gjorde tydeligt indtryk på dem, at jeg fortsat tror på Gud, til trods for at jeg dermed ikke har alle svarene. Flere fortalte mig, at de fik nogle andre snakke med mig end med deres andre venner. ’Du stiller nogle andre spørgsmål,’ sagde de.”

Hvad er præmissen for spørgsmålet?

Nogle gange går vi uden videre med på præmissen for spørgsmålet i stedet for at spørge ind til den. At spørge ind kan give en god dialog, mener Filip: ”Mange af de spørgsmål, folk stiller, handler om, at de selv har oplevet noget ondt, hvorfor de spørger: “Jamen, hvis Gud er god, hvorfor skulle jeg så igennem dette? Det handler for mig også om, at Gud ikke har brug for en forsvarsadvokat, og at vi gerne må svare, det ved jeg ikke.”

”Filosoffen Bertrand Russell skrev en bog med titlen; Hvorfor jeg ikke er kristen. På studiet holdt jeg, inspireret af denne titel, et oplæg, som hed; ‘Hvorfor jeg stadig er kristen.’ Filosofihistorien viser, at vi i dag søger svarene på de samme spørgsmål, som de gjorde, da Jesus vandrede her på jorden,” fortæller Filip. Filip mener, det er væsentligt i ethvert mellemmenneskeligt møde at være nysgerrig på, hvad der ligger bag et givent spørgsmål eller en given handling.

“Jeg har oplevet, at såvel kristne som ikke-kristne har antaget, at jeg er homoseksuel eller queer, fordi jeg har neglelak på. Jeg har det først og fremmest på, fordi jeg synes, det er flot, og fordi jeg godt kan lide at mixe og matche min påklædning. Desuden håber jeg, at det kan være med til at starte refleksioner i de mennesker, jeg møder, om, hvad det vil sige at være mand. Om hvordan personligheden kan komme til udtryk, om plads til forskellighed og en glæde over mangfoldigheden i Guds skaberværk.”

Sundt at møde andre holdninger

I mødet med andre lægger Filip vægt på at interessere sig for, hvem de er. Det gør han blandt andet ved at stille spørgsmål og være nysgerrig på, hvad de tænker og mener. For ham er det væsentligt først og fremmest at anerkende andre med den værdi, som han véd, at ethvert menneske har. Han tænker, at Guds kærlighed i os gør andre nysgerrige på, hvad det er, vi som kristne har, som andre ikke har.

Han oplever ofte gode samtaler, der udvikler sig positivt, når han først og fremmest interesserer sig for andre og lytter til dem. Mange gange spørger mennesker efterfølgende ind til, hvad han synes, tror og tænker om det emne, de taler om.

”At lære noget af hinanden er selvfølgelig en god ide,” siger Filip og fortsætter: ”Når jeg møder og taler med folk, der har en anden tro, end jeg har, hjælper det mig til at blive skarpere på, hvad det egentlig er, jeg vil fortælle dem om min tro. Det hjælper mig med at holde fokus på det centrale i kristendommen. Modsat er det faktisk ofte sådan, når jeg er sammen med kristne, som jeg tror, mener det samme som jeg, så handler samtalerne mange gange om mere perifere ting og om de ting, som adskiller os.”

Filip er bekendt med begrebet ’venskabsevangelisation’, hvor venskabet bliver indgangen til at formidle Jesus. Selvom han af hele sit hjerte ønsker, at alle mennesker bliver frelst, har han i sine relationer for øje at udvise den ukrænkelige værdi, som ethvert menneske har for Gud, siger han.

”At mennesket i sig selv har værdi for Gud, er det væsentligste. Vores venskaber og relationer med ikke-kristne må aldrig være et middel til deres omvendelse. Det er essentielt, at andre mærker, at vi vil dem, fordi de er, som de er. Målet med venskabet må ikke være omvendelse. Det er en krænkelse af menneskers værdi, hvis mit mål med venskabet er deres omvendelse. Menneskers omvendelse er først som sidst Guds ansvar,” siger han.

”’Dem og os’ mentaliteten er i varierende grad også at finde internt i kirken. Nogle gange kommer vi som kristne til at fokusere på de sekundære eller tertiære aspekter i Guds ord, ligesom vi har samtaler om forskellige synsninger (synspunkter) i vores forståelse af Bibelen. Det er ikke de forskellige synsninger, der er problematisk. Det er nok i langt højere grad måden, vi forholder os til forskellighederne på, som nogle gange kan skabe skel i kirken.”

”Som kristne skal vi øve os i at fortælle, hvad vi er for,
i stedet for at fokusere på, hvad vi er imod.
Vi har et supergodt budskab om frelse, frihed
og en kærlighed, som ikke er at finde nogen andre steder.”

Skel i kirken er en sorg

På spørgsmålet om, hvad Filips holdning til tværkirkeligt samarbejde er, svarer han prompte og med en flig af bedrøvelse i stemmen:

”Alle skel i kirken må være en sorg for os som kristne, hvordan det udmønter sig i praksis, er sværere at svare på. Jeg tror, at vi, når vi engang er på den nye jord, vil opleve Jesus line alle kirkeretninger op og sige til hver enkelt af dem: “Der ramte I fuldstændig plet, og der gik I fejl.” Men jeg tror ikke, at han kommer til at gøre det.” Noget af det, som er interessant i kristendommen, er ifølge Filip, at mange kristne går til Bibelen med et oprigtigt ønske om at være tro mod sandheden, som den er udtrykt der. Alligevel kommer vi frem til forskellige konklusioner, hvilket, han tænker, skal plante en ydmyghed i os. “Det gør det i hvert fald i mig. Jeg går til det med en ydmyghed og med respekt for den ærlighed, der ligger i andre kristne, som også er i mig selv.”

Det er vigtigt for Filip at kende de skuldre, han står på, og at lære af dem, der er ældre end ham. Så han bliver skarp på, hvad han har med i Indre Missions arv, og hvad han har brug for at lære af andre. Han glæder sig over mangfoldigheden i Kristi legeme, og han søger enheden der, hvor det kan lade sig gøre.

Både ateister, teister og agnostikere har en tro

Filip er meget, meget glad for at læse i sin Bibel, og han har også læst adskillige teologiske bøger om Bibelen. Mens han gik på studiet, fik han det sådan, at han skulle læse i Bibelen i stedet for at læse om Bibelen,

“Jeg begyndte at forholde mig mere direkte til Bibelen selv, hvilket var virkelig dejligt. Det har båret mig igennem mange positive og svære ting.” ”I filosofien, som er menneskers tanker, blev det vigtigt for mig at tilføje Guds ord og se, hvad det bragte ind i filosofien. Noget af det, jeg fandt ud af, er, at uanset om man ser sig selv som ateist, teist eller agnostiker, så handler det grundlæggende om tro. Forstået på den måde at du langt hen ad vejen kan argumentere for det hele med teorier, der underbygger dit standpunkt. Det afhænger af hvilke præmisser, du vælger at acceptere, og hvordan du grundlæggende ser på livet. I sidste ende er det et spørgsmål om tro, hvilket, jeg synes, er meget interessant. Selv hos de filosoffer, som har forsøgt at sætte verden i system, er det blevet til et grundlæggende spørgsmål om, hvilke præmisser man vælger at antage som sande. Efter ærlig, kærlig og grundig undersøgelse giver det så meget mere mening for mig at vælge den præmis, hvor min eksistens har et mål og en mening, og hvor jeg har en ukrænkelig værdi.”

Har Indre Mission patent på forkyndersandheden?

Tænker du, som landsleder for Indre Missions Ungdom, at Indre Mission har patent på forkyndersandheden, eller hvad er det, der gør, at det kun er jeres egne forkyndere, der får mikrofontid?

”I Indre Missions Ungdom sætter man skellet ved forkyndelsen. Man giver kun mikrofontid til kristne, som har et evangelisk luthersk tros- og dåbssyn. Det gør vi, fordi barnedåben, og det, vi tænker, Gud gør i den, er fundamentet for, hvad det vil sige at tro. For os er barnedåben det bedste svar på syndens problem. Vores forståelse af at synd både er noget, der er i os, hvilket vi kalder arvesynd, ligesom synd er noget, vi nogle gange gør, eller noget, vi undlader at gøre. Barnedåben er så ekstremt vigtig, fordi den peger så stærkt på det, Jesus har gjort og på, hvordan vi får del i den frelse, som han ønsker at give mennesker. I dåbssynet går vi ikke på kompromis,” siger Filip og fortsætter:

”Jeg kan sagtens lytte til andres udlægning af evangeliet, men jeg stiller mig der, hvor min samvittighed kalder mig til at stå; der, hvor jeg ser mest af Jesus, sådan som jeg forstår ham i Bibelen. For os er det teologiske ståsted en samvittighedssag. Vi mener, at kristne skal stå der, hvor deres samvittighed kalder dem til at stå; der, hvor de ser mest af Jesus, sådan som de forstår ham i Bibelen. Vores mission er jo at lede til Jesus og at leve i ham. Det er ikke at lede mennesker til Indre Mission, men Indre Mission er for mig at se, et godt sted at møde Jesus,” siger Filip.

Filip bor i Grindsted sammen med sin hustru Ditte og deres datter Asta på 1,5 år. Han har været kristen hele livet og voksede op i en kristen familie, som fortsat er en del af Indre Mission.