Fra kommis til pastor emeritus – Preben Brohus 90 år

Preben Brohus, Kolding, der igennem mange år har været aktiv i Apostolsk Kirke og i tværkirkelige sammenhænge som forkynder, musiker og regnskabsmand, fylder 90 år den 23. marts.

For ca. tre år siden skrev Preben Brohus om sin første bibel, hvor der stod tre datoer: ”Frelst den 20. januar 1952 – 68 år siden. Døbt i vand den 13. april 1952 – 68 år siden. Døbt i den Helligånd den 23. januar 1955 – 65 år siden.” Fødselaren var den ældste i en søskendeflok på ni børn og voksede op på et husmandssted i nærheden af Hjørring. Indtil januar 1945 var hjemmet præget af folkekirken og Indre Mission – men derefter tilsluttede familien sig Apostolsk Kirke.

Masser af frikirkegang

Om mødet med frikirken fortæller Preben Brohus: ”Vi forsøgte efter bedste evne at efterleve vore forældres ønsker om at være gode kristne børn – hvilket betød: Ingen biografture, ingen deltagelse i sport, ingen piger og andet sjovt – men søndagsskole og masser af frikirkegang.” De første 6 børn var blevet døbt i folkekirken, men de første 8 børn fik senere en fælles barnevelsignelse i Apostolsk Kirke.

”Jeg tror, at denne handling haft stor betydning for os som børn. Men så begyndte så det alvorlige. Gud kaldte, og selv om jeg havde svært ved at finde ud af, at jeg var en synder – så kom presset og jeg overgav mig – den 20. januar 1952,” fortæller Preben Brohus.

Fra søndagsskolelærer til ”en af de sortklædte”

De unge blev hurtigt engagerede i menighedens arbejde, men først skulle de frelses og døbes. Derefter gik det rigtigt stærkt. Som 15-årig kom Preben Brohus i lære i en købmandsforretning og blev hurtig købmandens højre hånd. Men som leder i søndagsskolen var han meget flov og genert. Det var en prøvelse så stor – ”men jeg overlevede,” fortæller han.

”Jeg var en af de få fra menigheden, der tidligt var færdig i handelsskolen/teknisk skole. Jeg blev derfor hurtigt engageret i det mere voksne menighedsarbejde. I strengekoret – som det hed den gang – spillede jeg harmonika – i begyndelsen uden at kunne finde ud af at benytte venstre side af instrumentet – altså basknapperne. Men det forhindrede mig ikke i at være præstens musiker, når der var møde i de mange udposter, som man havde i Hjørring. Når der skulle holdes møder i en af de små byer, blev jeg og min harmonika proppet ind i præstens bil – hvis han havde en – eller bag på hans motorcykel.”

Som aktiv ved Apostolsk Kirkes teltmøder havde Preben Brohus tænkt på, om han selv en dag ville blive ”en af de sortklædte mænd på platformen”. Og han konkluderer: ”På en måde blev jeg en af dem.”

I Nykøbing Falster

Preben Brohus fik to ophold på bibelskole. Efter sit andet bibelskoleophold blev han for alvor medarbejder i Apostolsk Kirke i Danmark. Da han meldte sig til tjeneste for kirken, blev han stationeret i Nykøbing Falster, hvilket på mange måder blev skelsættende, blandt andet fordi han her mødte sin kommende hustru, Grete. Han blev ansat i en brugsforening og fik stort ansvar med det samme. Samtidig skulle han passe tjenesten i menigheden, hvor han mødte Kirsten og Ove Dufke.

”Dem fik vi meget glæde af (både Grete og jeg). Vi blev nærmest ført sammen der. Der var også her, Ove og jeg fandt ud af at synge sammen. Det blev til 50 år, inden Ove gik bort. Vi var datidens lovsangskor til alt, hvad vi deltog i i denne periode. Vi lavede arrangementer, der samlede mange i pensionist-aldersgruppen. Vi optrådte til stævner – store som små. Jeg opdagede, hvor svært det var at have menighedsansvar. På et tidspunkt var jeg klar til at give op – rejse fra Nyk. Egentlig gik jeg med nogle tanker om at videreuddanne mig inden for andelsbevægelsen. Men der sker så det, at Johny Noer kommer til Nyk. og holder en kampagne, og 6 teenagere bliver frelst. Det ændrede tingene for mig.”

Kirkens økonomimand

”Det var også i de år, hvor Apostolsk Kirke hentede mig ind i dens landsorganisation som økonomimand i Kolding. En plads, jeg holdt i omkring 12 år, inden forskellige andre tjenester begyndte at rykke i mig – bl.a. finanssekretær og landssekretærposten. Jeg blev så det, man kaldte ”udkaldt mand” – eller frikirkepræst – det vil sige at komme på lønningslisten og tjene sit brød i kirken. Det blev til omkring 38 år, som førte os fra Kolding til Tønder, Helsingør, Vejle, Ålborg og Nordsjælland. Det blev en fantastisk tid med mange skønne oplevelser – men også bump ind i mellem.”

Radiogudstjeneste

Her nævner Preben Brohus sin første radiogudstjeneste – en ungdomsgudstjeneste med vidnesbyrd og megen sang. ”Jeg husker, hvordan den røde lampe blev tændt, og vi var i luften, som det hedder. Vi startede gudstjenesten op med det den gang kendte HALLELUJA KOR. Jeg var meget nervøs – lampen var tændt – og vi var i luften. Mine ben rystede under mig. Hvad gjorde jeg? Tog mit program og alle papirerne og gik ned gennem kirkesalen og tilbage til min plads. Så var nervøsiteten forbi. Ganske enkelt.”

Et af bumpene var nok tjenesten i Ålborg, fortæller Preben Brohus: ”Det var både en spændende tid – og en svær tid. Vi kom fra Vejle, hvor tingene fungerede godt. Rimelig stor menighed. Stor ungdom og skønne medarbejdere. Gode møder, som man siger. Godt ældsteråd, som fungerede godt, hvilket var en stor hjælp, da jeg sad i så mange opgaver udenfor den lokale menighed. Opgaverne i Ålborg var af en helt anden karakter.

Og tro ikke, at det var let. Vi havde sagt ja til at flytte til Ålborg. Menigheden havde oplevet en deling, så den store del med store og gode sangkræfter og god musik meldte sig ud og dannede en anden menighed. Så vi stod der med en flok, hvor vi skulle overtage hyrdetjenesten. Heldigvis var der gode medarbejdere tilbage, som der kunne bygges videre på – men en svær tid.
Nogle gange var det svært at gennemføre det, man gerne ville.”

Toronto-oplevelsen

”Midt i vores periode i Nordjylland dukkede TORONTOfænomenet op. Og det ville jeg gerne opleve. Måske var der noget at hente der. Mange advarede mig. Jeg modtog litteratur, som ville overbevise mig, at det med Toronto var helt hen i skoven. Nu skal jeg ikke negligere min frelses oplevelse, fra da jeg var ung, men jeg tror, jeg kan sige, at jeg oplevede noget, som jeg vil kalde min anden frelses oplevelse. Hvad jeg der oplevede og så, kan jeg bruge timer på at fortælle.

Da jeg skulle pakke min kuffert tænkte jeg: Bare jeg kunne fylde kufferten med de oplevelser, jeg havde der, og hælde dem ud over Ålborg menighed. Det skete ikke – men en enkelt oplevelse gav det. Fandt ud af, at vækkelse ikke er så enkelt. Vi er nu flyttet til Kolding – og prøver nu at finde vore ben der.” Preben og Grete Brohus bor stadig i Kolding, ligesom den ene af døtrene og hendes familie. 90-års fødselsdagen fejres med den nærmeste familie, der består af to børn, to svigerbørn, fem børnebørn 2 oldebørn samt endnu et på vej.