Om teenagere, kirke og kageordninger
Da jeg begyndte min undervisning af konfirmanderne i efteråret, brugte jeg første time med holdet på meget pædagogisk at spørge de unge mennesker, ”hvordan vi nu får den bedste tid sammen hen over de kommende måneder”? Udover mere gruppearbejde var deres svar klart: Kage. Kage hver eneste gang. Altså fra morgenstunden? Ja! Men at få en kageordning til at fungere er ikke en let sag med unge mennesker, der hellere vil sove længe end at stå tidligt op og bage bare så meget som en sølle kageblanding. Som apostlen siger, ”det gode, som jeg gerne vil, det gør jeg ikke”.
Men for at sikre mig, at de unge ikke skal gå sukkerkolde under indøvelse af katekismen og troens lærdomme indførte vi (jeg) det system, at kommer en af de unge for sent, så vanker der kage til hele klassen ugen efter. Eller rettere ”aftalen”, som jeg har formuleret, den lyder (naturligvis med respekt for de unges autonomi), at de selv kan vælge en af disse tre måder at bøde for deres udåd: 1. Kravl på dine knæ fra kirken til skolen. 2. Vask præstens bil med din tandbørste 3. Tag kage med næste gang. Sjovt nok ender vi altid med at få lidt til den søde tand.
Uge efter uge nyder jeg at se de unge halse over vejen til kirken om kap med hinanden for ikke at blive den sidste, der kommer for sent. Se dem tumle gennem (og en gang i mellem ind i kirkens glasdør), mens kirkeklokken ringer kl. 8.00, giver mig en pastoral fryd i krop og sind. Og de stakkels arme syndere, der kommer sidst, ja de må jo så vælge deres straf. Kageløs undervisning er ikke en mulighed.
Forleden havnede vi så i den lykkelige/ulykkelige situation, at der ikke var nogen, der kom for sent. Altså ikke ud over de to konfirmander, der allerede havde haft kage med flere gange hver. Dobbelt straf er trods alt lidt for meget af det gode. Fortvivlet så jeg rundt på de unge mennesker, der ligesom jeg så drømmekager, brownies og chokoladekage forsvinde som dug for forårssolen. Mens alt stod stille i solsystemet, brød søde Victoria ind og sagde: ”Jamen, hvis der ikke er nogen, der er kommet for sent, så tager jeg da bare kage med næste gang.”
Jeg ved godt, at de kloge siger, at der er alt muligt galt med de unge nu til dags. Men hvis ikke dette er et tegn på, at der er håb for fremtiden og for de unge, så ved jeg ikke, hvad det er. Jeg har stillet mig selv tre grundlæggende mål for min konfirmandundervisning. Jeg vil, at de unge skal huske: 1. Gud elsker dem betingelsesløst 2. Kirken er et godt sted at være. Og ja, kan du gætte den sidste? 3. At man sagtens kan spise hjemmebagt kage kl. 8 om morgenen uden at få det dårligt.
