Påtrængende tro

Fastetiden er en forberedelsestid til påskehøjtiden, men det er også en tid til omvendelse og bod. Midt i denne fastetid møder vi en kvinde, der gerne vil tale med Jesus.

Jesus og disciplene befinder sig i landområdet Fønikien ved byerne Tyrus og Sidon. De er altså draget til et ikke-jødisk område, hvor de midt i deres vandring bliver mødt af en hedensk kvindes nødråb: “Forbarm dig over mig, Herre, Davids søn! Min datter plages slemt af en dæmon.” Hvad er det første, som den kana’anæiske kvinde siger til Jesus? Hun beder om, at Jesus må forbarme sig over hende.

Det kendetegnende for denne kvinde er, at hun kommer til Jesus med sin nød! Det er det første, som du skal tage med dig fra denne evangelietekst; at denne kvinde er et stort forbillede. Hun søgte Jesus i sin nød. Det er det eneste, du kan komme med til Jesus. Det er som med Davids salme: “Mit offer, Gud, er en sønderbrudt ånd, et sønderbrudt og sønderknust hjerte” (Sl 51, 19). Hun beder om medlidenhed og barmhjertighed fra Davids søn.

Det er bemærkelsesværdigt, at hun netop bruger udtrykket “Davids søn”. Denne kvinde er hedning og derfor uden fællesskab med Guds udvalgte folk. Markus fortæller os mere specifikt, at hun er af syrisk-fønikisk herkomst (Mark 7, 26). Hun lever derfor ikke efter den jødiske lov om fx spiseregler og renhedsforskrifter, så hvorfor anvender hun denne beskrivelse af Jesus? Markus fortæller den vigtige oplysning, at hun havde hørt om Jesus (Mark 7, 25).

Havde Jesus ikke tænkt sig at svare?

Ordet om Jesus var kommet til denne hedning, som nu opsøgte ham i tro. Kvinden kommer til Jesus med sin nød, men i første omgang så svarer Jesus hende ikke et ord. Jesus møder hende med tavshed. I første omgang virker det til, at Jesus ikke havde i sinde at hjælpe denne stakkels kvinde. Stands et øjeblik ved Jesu reaktion. Kan du forestille dig, hvor anfægtende det må have været for kvinden? Hendes bøn bliver mødt med tavshed. Måske kender du til dette i dit kristenliv, at Gud ikke besvarer dine bønner. Men da må du se til denne kvinde! Hendes tro er påtrængende, og derfor fortsætter hun med at gå til Jesus.

Hvordan reagerer disciplene? De vil forhindre hende i at komme til Jesus. Tænk over alvoren i dette! Jesu nærmeste, som fulgte ham og lyttede til Jesu ord om frelse for syndere, ville forhindre hende: “Send hende væk! Hun råber efter os.” Disciplene ønsker, at Jesus skal afvise hende. Nu er kvinden begyndt at skabe uro og spektakel, så de siger til Jesus, at han skal sende hende bort. Men kvinden gav sig ikke. I stedet for at diskutere med Jesu følgere, så fortsætter hun med at søge Jesus.

Et uventet svar – i første omgang

Nu er Jesus ikke længere tavs, men han siger til hende, at han, som Davids søn, kun er kommet til de fortabte får af Israels hus. Jesus er ikke kommet for hedningerne, men for Guds ejendomsfolk Israel. Sikke et svar fra Jesu mund, kan du måske tænke. Det må da endegyldigt få kvinden til at forstå, at der ikke er hjælp at hente. Men hvad gør hun efter Jesu umiddelbare afvisning? “Hun kom og kastede sig ned for ham og bad: Herre, hjælp mig.”

Hun kastede sig ned for Jesu fødder og bad igen. Sikke en (påtrængende) tro! På trods af tavshed og afvisning fortsætter hun. Jesus svarer nu, at det er forkert at tage brødet fra børnene og give til hundene. Kvinden forstod dette billede, da hun selv havde tiltalt ham Davids søn, men hun siger, at smulerne bliver ædt af de små hunde. Kvinden er villig til at sætte sig på den mest ydmygende og ringeste plads.

Da svarer Jesus: “Din tro er stor” og bønhørte hende. Sikke et forbillede på en levende og påtrængende tro fra denne hedning, som søgte Jesus i sin nød.

Prædikentekst: Matt. 15,21-28

Den kana’anæiske kvinde

Jesus gik bort derfra og drog til områderne ved Tyrus og Sidon. Og se, en kana’anæisk kvinde kom fra den samme egn og råbte: »Forbarm dig over mig, Herre, Davids søn! Min datter plages slemt af en dæmon.« Men han svarede hende ikke et ord. Og hans disciple kom hen og bad ham: »Send hende væk! Hun råber efter os.« Han svarede: »Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus.« Men hun kom og kastede sig ned for ham og bad: »Herre, hjælp mig!«

Han sagde: »Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde.« Men hun svarede: »Jo, Herre, for de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord.«
Da sagde Jesus til hende: »Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil.« Og i samme øjeblik blev hendes datter rask.

Bibeltekst bringes med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab og er fra den autoriserede oversættelse af Bibelen fra 1992. © Det Danske Bibelselskab 1992.