Religionskritik som dialog uden det centrale

Det er aldrig kønt, når debat bliver til grøftegravskrig. Når det kommer til tro og religion overfor videnskab og ateisme, så har det udartet sig til en skyttegravskrig, der overgår den store krig (1. verdenskrig) med længder. Både fordi de stridende parter ikke har nærmet sig hinanden i forståelse eller accept, og fordi den grundlæggende uforsonlighed har stået på i mange årtier allerede. 

I ”Religionskritik som dialog” behandler Preben Brock Jacobsen med udgangspunkt i en modernitetsforståelse religionskritikken og kritikken af samme set ud fra Løgstrups tænkning. Hans bestræbelse går på at finde en vej ud af det uforsonlige dødvande, der som sagt kendetegner meget af den offentlige mudderkastningssamtale mellem på den ene side ateister, som mener, at religion er undertrykkende, fordummende og derfor skal bekæmpes og fortrænges, og på den anden side kritikkere af religionskritikken, som mener, at den er fattig på ånd, blottet for sans for det væsentlige i tilværelsen og blind for det underfulde og gådefulde i livet.

Fremgangsmåden er klassisk akademisk. Redegørelser, definitioner og udredninger benyttes til at beskrive, hvad præmisserne er bag de forskellige paradigmer og diskurser, og bogen er derfor også en glimrende fagbog for teologer og andre akademikere med interesse i området. Desværre bærer den også præg af denne lidt tunge fremgangsmåde. Der er mange gentagelser, og det er selvfølgelig udmærket for forståelsen, men pointerne kunne formidles mere ligefremt, hvis det ikke var fordi, formen er en videnskabelig afhandling.

Velkendt argumentation

Ambitionen om at skabe forståelse for værdien af religionskritikken, såvel som kritikken af religionskritikken, finder jeg rosværdig. Og når det kommer til det konkrete indhold, er der da også væsentlig lærdom at tage med sig. Når det er sagt, så er der også her tale om en velkendt argumentation. En argumentation, som grundlæggende hævder, at moderne teologi for længst har fjernet sig fra det, som er religionskritikkens grundlæggende anke overfor religionen.

Så når ateisten ryster på hoved
af kristendommen, så er det i virkeligheden
en forladt version af kristendom, der kritiseres.

Afmytologisering og aftraditionalisering af kristendommen er nemlig resultatet af en teologi, der har taget ved lære af moderniteten. Så når ateisten ryster på hoved af kristendommen, er det i virkeligheden en forladt version af kristendom, der kritiseres. Moderne kristendom med Løgstrup, Barth og Bultmann tager moderniteten til sig uden at opgive religionen, deri ligger forfatterens håb, fordi det giver fornuft, frihed og myndighed til mennesket uden at opgive forunderlighedstanken. Og det er alt sammen meget godt.

Men det ændrer dog ikke ved, at det er en fundamentalistisk, umoderne og stort set opgivet kristendom, der, ifølge Preben Brock Jacobsen, stadig vil hævde, at Gud skabte verden i bogstavelig forstand, at Jesu moder var jomfru, da Jesus blev undfanget ved Helligånden, og at Jesus stod op fra de døde … alt sammen centrale udsagn i den trosbekendelse, som har udgjort fundamentet i kristendomsforståelsen igennem århundrede. Og ja, så bliver jeg efterladt på den dialogiske perron, for der er ikke plads i modernitetens samtalekupé for den slags forladte trosstandpunkter.
Derfor er, ambitionen til trods, det ikke en bog jeg kan anbefale.

Preben Brock Jacobsen: ”Religionskritik som dialog”
308 sider. 299,95 kr.
Forlaget Eksistensen