Den opstandne Jesus møder disciplene
Se det for dig: Absolut ydmygelse, smerte, fortvivlelse. Dagene forud havde kun budt på ulykke efter ulykke. Og denne søndag var ikke anderledes.
Det burde ikke kunne blive værre, men Maria Magdalene havde ikke desto mindre om morgenen kunnet konstatere, at ikke bare var Jesus død, men nu var hans grav også blevet vanhelliget og udsat for hærværk og tyveri. I frustration løber hun tilbage til de disciple, som ikke havde taget flugten endnu, for at fortælle, at Jesu lig var blevet stjålet. Måske i forargelse og vrede, men i hvert fald i vantro, løber Peter og Johannes alt, hvad de kan.
Håbet er vel, at de kan nå at fange nogle af dem, som har vanhelliget graven. De finder graven tom. Men så begynder tingene at vende. Den første melding kommer fra kvinderne, som i anden runde ved graven møder Jesus. Levende. Som de fornuftige mennesker, de naturligvis var, måtte de tilskrive det kvindernes sorg. Ønsketænkning. ”Så, så Maria, vi savner ham også…”. Følger vi Lukas-evangeliets gengivelse, så får to disciple, på vej væk fra Jerusalem i tydelig opgivenhed og mismod, følgeskab af Jesus.’
Men sorg og fortvivlelse har det med at lukke vores øjne for håbet og hjælpen. Og selvom de følges med den levendegjorte Jesus, taler de alene om det udslukte håb. Indtil de i fællesskabet ved bordet og ordet finder håbet. Så får de øje på Jesus. Og håbet tændes. De sprinter de 11 kilometer tilbage til Jerusalem, hvor de om aftenen forklarer de andre disciple, hvad de netop har oplevet. Men stadigvæk er disciplene skeptiske. Døde mennesker opstår ikke til livet igen! Uanset hvor meget vi kunne ønske os det.
Som de fornuftige mennesker, de naturligvis var,
måtte de tilskrive det kvindernes sorg. Ønsketænkning.”Så, så Maria, vi savner ham også…”.
Dagens tekst forklarer os, at selv efter alt det, som var sket tidligere på dagen, er disciplene så dybt forankret i skepsis og modløshed, at da Jesus om aftenen igen viser sig, må han vise sine hænder, naglemærkerne for at bevise, at han ikke blot er en dobbeltgænger. En look-alike. En wannabe. På intet tidspunkt er der nogen af disciplene, der har overvejet, at Jesus kunne være opstået fra de døde. For døde opstår ikke igen til live.
Hverken i dag eller dengang. Og de vidste nok, hvordan et offer for romernes tortur og henrettelser så ud. Særligt, når der skulle statueres eksempler. Det var ikke et kønt syn. Og det var aldrig noget, man vendte tilbage fra. Thomas var antageligvis en af de disciple, som var stukket af. Så han var ikke til stede, de steder, hvor Jesus havde vist sig denne søndag. Og han kræver såmænd ikke andre tegn, end dem de andre disciple havde krævet og fået.
Men han kræver dem for sig selv. Han er ikke tilfreds med at høre de andre fortælle det. Han har selv brug for at opleve den opstandne Jesus.Han har brug for at mærke evangeliets konkrete berøring. Døden, smerten, håbløsheden var så virkelig. Skulle han igen risikere at tro, håbe og elske, måtte det blive konkret på ny. Det skulle kunne mærkes.
Jesus er ikke vred, men giver Thomas den personlige berøring, han har brug for.
Thomas var antageligvis en af de disciple,
som var stukket af. Så han var ikke til stede,
de steder, hvor Jesus havde vist sig denne søndag.
Og han kræver såmænd ikke andre tegn,
end dem de andre disciple havde krævet og fået.Men han kræver dem for sig selv.
”Min Herre og min Gud!” – er ikke bare et øjeblik af personlig triumf, men det øjeblik, hvor tvivlen leder til en dybere og mere levende tro. Jesus møder derefter os alle med et ”Velsignede er de, som ikke har set og alligevel tror.” Det er en invitation til alle generationer, ikke kun den, som levede med den opstandne Jesus, men også alle generationer, som følger. Det er ikke en Jesus, som taler ned til dem, der rummer tvivl.
Det er en saligprisning af enhver, som omfavner en dybere dimension af tro. En tro, der inviterer os til at træde ud i det ukendte med tillid og åbenhed, selv når beviserne ikke umiddelbart ligger for hånden, og vi bliver nødt til at læne os ind i erfaringen med ham og løfterne fra ham. Tvivlen er nemlig ikke troens modsætning. Tvivlen er den skovl, hvormed vi graver dybere ned i troen.
Prædikentekst: Joh. 20, 19-31
Den opstandne Jesus møder den vantro Thomas
Om aftenen den samme dag, den første dag i ugen, mens disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem og sagde til dem: »Fred være med jer!«
Da han havde sagt det, viste han dem sine hænder og sin side. Disciplene blev glade, da de så Herren. Jesus sagde igen til dem: »Fred være med jer! Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer.«
Da han havde sagt det, blæste han ånde i dem og sagde: »Modtag Helligånden! Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt.« Thomas, også kaldet Didymos, en af de tolv, havde ikke været sammen med dem, da Jesus kom. De andre disciple sagde til ham: »Vi har set Herren.« Men Thomas sagde til dem: »Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke.«
Otte dage efter var hans disciple atter samlet, og Thomas var sammen med dem. Da kom Jesus, mens dørene var lukkede, og stod midt iblandt dem og sagde: »Fred være med jer!« Derpå sagde han til Thomas: »Ræk din finger frem, her er mine hænder, og ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende.« Thomas svarede: »Min Herre og min Gud!« Jesus sagde til ham: »Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror.«
Jesus gjorde også mange andre tegn, som hans disciple så; dem er der ikke skrevet om i denne bog. Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn.
Bibeltekst bringes med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab og er fra den autoriserede oversættelse af Bibelen fra 1992. © Det Danske Bibelselskab 1992.
