Det ene kunstværk
I den seneste tid er jeg blevet en flittig gæst på Statens Museum for Kunst, og jeg er ved at have et personligt og genkendende forhold til mange af kunstværkerne.
I begyndelsen af min nye interesse tog jeg derind sammen med en veninde. Efter besøget foreslog hun, at vi om nogle måneder eller et halvt år igen skulle tage derind sammen og i mellemtiden finde ud af, hvilket maleri vi hver især syntes bedst om, vise det for hinanden og fortælle, hvorfor netop dette billede er blevet vores favorit. Jeg syntes dengang, at det var en urealistisk opgave, for der var så mange at vælge imellem, at det ville være umuligt at udvælge én frem for de andre.
Men måske kunne det lade sig gøre at udvælge ét maleri fra hver udstilling, eller – når det gjaldt min yndlingsudstilling ”Dansk og Nordisk Kunst 1750-1900” – så gerne 5-10 stykker. Men ét var en umulighed! Men efterhånden som mine besøg bliver flere og flere, har jeg pludselig opdaget, at jeg hver gang stiler mod de to samme malerier, som er malet af den samme kunstner, nemlig Bertha Wegmann.
De andre kunstværker er ikke blevet mindre interessante, og blandt dem er der også flere favoritter. Men et besøg på museet uden en tur rundt om Bertha Wegmanns portrætter af sin søster og af den ældre kvinde Cecilie Trier ville være utænkelig. Ikke mindst det sidste kan jeg ikke løsrive mig fra. Så her finder jeg altid en siddeplads og sidder en stund stille og betragter den ældre kvinde, indtil hun nærmest bliver levende foran mig. Jeg slapper af og pulsen falder, når jeg betragter hende og oplever det, som om hun også betragter mig. Der er noget trygt og genkendende i hendes blik.
Det er måske ikke det mest prangende eller berømte billede, og det er ikke malet af én af de kendteste malere, men det taler til noget dybt i mig. På samme måde, som det er gået mig på mine besøg på Statens Museum for Kunst, er det gået mig og andre kristne: Jo længere tid, man lever i troens verden, og jo mere troen uddybes, jo enklere bliver det. Som ny kristen bliver man let betaget af det ekstraordinære i troen, helbredelser og store oplevelser med Gud, og det er svært at finde ”Det ene kunstværk” i troen. Men med tiden blegner det ekstraordinære. Det har stadig en betydning, men er ikke længere centralt.
Ligesom Peter, Jakob og Johannes, der under forklarelsen fik lov at se Moses og Elias, og Peter i sin begejstring ville bygge hytter både til Jesus, Moses og Elias. Men da en sky tog synet bort, kunne de kun se Jesus alene.
