Fremragende dansk film om ansvar, død og skyldfølelse

Endnu er fremragende filmdebut med en dansk kvinde som instruktør, Zinnini Elkington. (Den anden, jeg har i tanke, er Min evige sommer med Sylvia Le Fanu som instruktør).

Vi befinder os på et sygehus. Den dygtige læge Alexandra – fortrinlig spillet af Özlem Saglanmak – træder frem med medmenneskelighed og vilje til at tage opgaver på sig ud over det almindeligt arbejdsansvarlige – i et sygehus, hvor man hurtigt løber ind i mangel på ansatte. Det fører imidlertid til en situation, som ender dybt ulykkeligt. En ung 18 årig er ramt af noget, som Alexandra ved en første hurtig undersøgelse vurderer som udslag af almindelig kropslig træthed kombineret med tømmermænd.

Moren – altid suverænt spillende Trine Dyrholm – lader sig lidt tøvende overbevise, men få timer senere ligger sønnen hjernedød, og snart er der intet håb mere. Alexandra bliver ramt af forældrenes vrede og også lidt af kollegaers frustrationer, men allermest rammes hun af egen skyldfølelse. Følelsen af at døden måske kunne være undgået ved en grundigere undersøgelse. Lægen bliver selv det andet offer.

Filmen sætter dermed fokus på det, som direktør for Dansk selskab for patientsikkerhed, Inge Kristensen, i en artikel i forlængelse af filmen kalder for ”second victim”. ”Vi skal passe på dem, der passer på os,” skriver hun. Med andre ord: Offerets beskytter kan selv blive offer. Og det tror jeg, mange vil kunne bekræfte fra mange andre sammenhænge end sygehus-verdenen. Skyldfølelsen kan banke meget stærkt på hos den, der til syvende og sidst må give slip på det menneske, man har kæmpet for at redde.

Og skyldfølelsen kan siges at være et udtryk for dyb medmenneskelighed. Men man skal ikke desto mindre lære at give slip på skyldfølelsen. Dét er et af filmens afgørende pointer: Det andet offer, Alexandra, får brug for hjælp til at indse, at hun gjorde, hvad hun magtede, og mere kunne hun ikke gøre, selvom det fik fatale konsekvenser. Alexandras kollega siger hen mod slutningen til hende: ”Alle læger har en kirkegård.”

En meget smuk og klog vinkel bliver også bragt i spil, da en sygehuspræst, siger til den fortvivlede mor: ”Vi har ikke magt over vores liv. Vi lever i en verden, hvor vi har kontrol over næsten alt. Bare ikke døden.” Hvorefter moren spørger: ”Hvad skal vi gøre?” ”Fortsæt med at elske din søn,” svarer præsten. Kærlighedens forbundethed også med den døde, kærligheden, der på en vis måde kan holde den døde i live i menneskets sind – det tror jeg mange vil kunne skrive under på som det, de langsomt mærker som en stigende trøst midt i savn og sorg.

Filmen runder af med et lille bemærkelsesværdigt perspektiv. Alexandra er vendt hjem til mand og børn, og man mærker mere afklaret ro i sindet hos hende. Hun går ud i haven i aftenlyset, og der står hun pludselig foran den unge døde. Der sker intet, hun ser ham bare. Jeg gad godt vide, hvad instruktøren har haft i tankerne med denne slutning, men selv undgik jeg ikke tanken om opstandelsens mulighed, da jeg så filmen selve påskeaften, aftenen før opstandelsens morgen.

Og i tillæg til opstandelsens mulighed også den vidunderlige mulighed fra langfredag, muligheden for tilgivelse for alt, hvad der kan sidde i et menneske af skyldfølelse. Også når skyldfølelsen ikke engang kan reddes med henvisning til, at ”vi ikke har magt over vores liv”. Den mest utilgivelige skyld kan finde tilgivelse hos ham, der var offer for alle offerskyldige.

Titel: Det andet offer – Instruktør: Zinnini Elkington
Premiere: 10.04.25 – Spilletid: 92 minutter
Genre: Drama – Aldersgrænse: 15 år