Har den kristne påske noget at gøre med den jødiske påske?

Kære Anne,

Jeg har hørt nogle af mine troende venner sige, at påsken er det samme som den jødiske påske. Jeg har et par spørgsmål om dette og vil gerne finde bibelske svar. Er det, vi kalder den sidste nadver, det samme som påske? Hvis påsken var en gammeltestamentlig jødisk fest, hvilken betydning har den så for kristne i Det Nye Testamente?

Sine.

Hej Sine

Ja, det er faktisk i den samme uge, at jøder og kristne fejrer påske. Påsken nævnes 29 gange i Det Nye Testamente, så påsken må have betydning også i den kristne kirke. Dette er en passende uge for os til at læse om den klare bibelske forbindelse mellem disse to højtider, hhv. den jødiske og den kristne. Det vil hjælpe os til at fejre påsken mere meningsfuldt, når vi kender denne forbindelse.

Gamle Testamentes påske pegede frem mod Kristus

Påsken er en 7-dages fest, som jøder fejrer for at mindes deres mirakuløse udfrielse og flugt fra Egypten og landets farao. De havde boet i landet i mere end 400 år, men endte som undertrykte slaver. Kristne mindes Jesu død, begravelse og opstandelse i påskeugen fra Palmesøndag til Påskedag. De særlige forhold ved det jødiske påskemåltid blev beskrevet i detaljer af Gud i 2. Mosebog, kapitel 12. Israelitterne fik besked på at spise det aftenen før deres afrejse fra Egypten.

Jesus fejrede denne påske gennem hele sit liv på jorden, og evangelierne fokuserer især på hans sidste påske natten før, han blev korsfæstet. Når vi studerer detaljerne i den bibelske påske, har den en symbolsk forbindelse til Jesus og den nye pagt, som han indstiftede under det sidste påskemåltid, han spiste med sine disciple. Det læser vi om i alle evangelierne (Se Matthæus 26,17-30; Markus 14,12-26; Lukas 22,7-23 og Johannes 13,1-2, 21-30).

GT’s påske passer med Det Nye Testamentes

Udvandringens påske var blot en skygge af, hvad der skulle ske, da Jesus Kristus blev korsfæstet. For eksempel læser vi i 2. Mosebog 12,13, at påskeofferet – et lam – i Det Gamle Testamente udfriede Israel fra trældom i Ægypten. I Det Nye Testamente forkyndte Johannes Døberen om Jesus som Guds Lam, der skulle fjerne verdens synd og befri os fra trældommen under synden. Gud besluttede, at Israel ville blive udfriet, efter at israelitterne havde ofret lam og smurt blodet på toppen og siderne af dørkarmene i deres hjem.

Enhver – israelit eller egypter – der opholdt sig inde i husene med blodet fra det ofrede lam, ville blive ’forbigået’, når dødsenglen gik rundt for at dræbe alle de førstefødte i Egypten (Det jødiske ord pesach betyder ligesom det engelske Passover netop forbigang). Dette var kun en skygge af den virkelighed, som Jesus ville gennemføre, da Gud muliggjorde menneskehedens udfrielse fra synd gennem udgydelsen af hans blod.

Den jødiske påske var profetisk og viser, at ligesom Gud sendte Moses for at udfri Israel fra fangenskab, syndige omgivelser og trældom i Ægypten, ville han sende sin søn, Jesus, for at udfri hele menneskeheden fra syndens fangenskab. I Matthæus 1,20-21, før Jesu fødsel, var Josef blevet fortalt, at: ”han skal frelse sit folk fra deres synder”. Tredive år senere sagde Johannes Døberen til alle sine disciple, at Jesus var ”Guds lam”. Idet Døberen pegede på Jesus, sagde han ”Se, dér er Guds lam, som bærer verdens synd” (Joh. 1,29).

Den jødiske påske var profetisk og viser,
at ligesom Gud sendte Moses for at udfri
Israel fra fangenskab, syndige omgivelser
og trældom i Ægypten, ville han sende sin søn,
Jesus, for at udfri hele menneskeheden
fra syndens fangenskab.

Der var et problem med den gamle pagt, som Kristus ville løse med en ny pagt. I den gamle pagt dækkede lammets blod Israels synder i et år ad gangen, og ofringen måtte således gentages hvert år. Men Jesus blev det fuldkomne offer. Han fjernede alle verdens synder én gang for alle. Han sagde under det sidste påskemåltid, som han spiste sammen med sine disciple (Matthæus 26,28): ”…dette er mit blod, pagtens blod…” Dette er tilgængeligt for enhver, der tror på denne bestemmelse og vælger at være hans discipel.

Den Sidste Nadver og Den Nye Pagt

I Tredje Mosebog 23,4-5 læser vi, at påsken var en af de højtider, som Guds folk skulle fejre på et bestemt tidspunkt hvert år. Jesus sagde i Matthæus 26,18 ”Min time er nær; hos dig vil jeg holde påskemåltidet sammen med mine disciple.” Under denne sidste påske, som Jesus fejrede med sine 12 disciple, markerede måltidet en vigtig overgang. I Matthæus 26,19; Markus 14,12,14,16; Lukas 22,8 samt i versene 11,13 og 15 er der meget tydelig fokus på påskemåltidet.

Men under måltidet flyttede fokus fra det ofrede påskelam til de nye symboler, brød og vin; for brød og vin hører med til Den Nye Pagt, som Jesus oprettede med dem, der følger ham. Det var i slutningen af dette måltid, at Jesus takkede Gud og brækkede brødet i stykker og gav det til disciplene med ordene ”dette er mit legeme”. Han tog også et bæger med vin, takkede Gud og lod sine disciple drikke af det med ordene ”dette er mit blod”.

Dermed indstiftede Jesus Den Nye Pagt i sit blod, og siden er dette måltid blevet kendt som nadveren eller Herrens nadver. Fra da af, i stedet for kun at se tilbage for at mindes Israels udfrielse gennem lammets blod på deres dørstolper i Ægypten (2. Mosebog 12,7, 11-12, 13-14), er påsken blevet et minde om Kristi offerdød som Guds Lam, der udfrier os fra synd og død (Joh 1,29). For kristne er der ikke længere tale om et helt måltid, som det havde været for jøderne, men derimod en ceremoni.

I nadveren mindes vi Jesu offer, mens vi spiser lidt brød, symbolet på Kristi krop, og drikker lidt vin, symbolet på hans blod. I 1. Korintherbrev 5,7b forbinder Paulus påskelammet med Jesus, når han skriver: ”… for også vort påskelam er slagtet, Kristus”. For jøder var og er påsken en årlig mindedag, der finder sted den 14. dag i den første måned i den hebraiske kalender. Men kristne holder nadver året igennem, fordi Jesus sagde: ”Så ofte som I gør dette, gør det til minde om mig.” Herrens nadver kan holdes så ofte, som vi ønsker at mindes Jesus, hvadenten det sker dagligt, ugentligt, månedligt eller kvartalsvist.

Den Nye Testamentes påske peger på Kristus

Kristne, som fejrer Det Nye Testamentes påske, mindes hvert år på en særlig måde, at Kristus gav sit legeme og blod, så vi kan få tilgivelse for vores synder. Vi husker, at Jesus Kristus betalte dødens pris for at bære vores synder og blive vores formidlende offer, så vi kan blive tilgivet. Hvert år husker kristne disse ting, når vi holder den nytestamentlige påske. Vi forpligter os igen til at leve i Den Nye Pagt. Vi husker, at ”… også vort påskelam er slagtet, Kristus” (1 Kor. 5,7). Vi opfylder Kristi befaling om at ”vaske hinandens fødder”, så vi tjener hinanden, ligesom han gjorde det i Johannes 13,14.

Hvert år holder kristne påske ifølge Det Nye Testamente med symbolerne på det brudte, usyrede brød og vinen. Paulus opsummerer Jesu Kristi anvisninger med ordene: ”For jeg har modtaget fra Herren og også overleveret til jer, at Herren Jesus i den nat, da han blev forrådt, tog et brød, takkede, brød det og sagde: ”Dette er mit legeme, som gives for jer; gør dette til ihukommelse af mig!” Ligeså tog han også bægeret efter måltidet og sagde: ”Dette bæger er den nye pagt ved mit blod; gør dette, hver gang I drikker det, til ihukommelse af mig!” (1 Kor 11,23-25).

I Romerbrevet 6,17-18 præciserer Paulus resultatet af det Nye Testamentes påskeoffer: ”Men Gud ske tak for, at I, der var syndens trælle, er blevet lydige af hjertet imod den lære, I blev indført i! Befriet fra synden er I blevet trælle for retfærdigheden.” Vi skal altid prise og takke Gud for Kristi offer, der befrier os fra synd og død. Jeg håber, at dette hjælper med at besvare dine spørgsmål, Sine. Jeg ønsker dig en velsignet påskeuge!

Anne