I år starter optagelsen af ’The Resurrection of the Christ’

Fans af Mel Gibsons film ’The Passion of the Christ’ har længe ventet på filmen om Jesu opstandelse. Nu lover instruktøren, at optagelserne af ’The Resurrection of the Christ’ starter i august.
Opfølgeren til The Passion fra 2004 har været længe undervejs, og Mel Gibson mente allerede i 2018, at filmen ville være færdig i 2019 eller 2020. Men nu er aftalerne med Cinecittà Studios i Rom på plads, så optagelserne kan begynde i august. Det fortæller Manuela Cacciamani, der er administrerende direktør for studiet, ifølge Christian Today. ”Jeg kan bekræfte, at den næste film instrueret af Mel Gibson, produceret af Icon Productions, The Resurrection of Christ, vil blive optaget helt i Cinecittà fra august og kræver mange teatre og scenekonstruktioner,” udtalte Cacciamani i et interview med Il Sole 24 Ore.
Tyve år ældre ”Jesus”
Mel Gibson har beskrevet projektet som ”meget ambitiøst”. Hans fortælling strækker sig tidsmæssigt helt fra perioden før skabelsen og indtil den sidste apostels død. I en podcastsamtale med Joe Rogan, uddybede Gibson: ”Jeg tror, at for virkelig at fortælle historien ordentligt, skal du starte med englenes fald, hvilket betyder, at du er et andet sted, du er i et andet rige. Du skal til helvede. Du skal til Sheol,” sagde han.
Filmskaberen erkendte vanskeligheden ved at formidle disse elementer for publikum. ”Det handler om at finde en vej ind, som hverken er cheesy eller alt for indlysende,” forklarede Mel Gibson. Men også hovedrollen præsenterer udfordringer. Jim Caviezel, der spillede Jesus i The Passion of the Christ, vil gentage sin rolle, men de 20 år, der er gået siden den første film, nødvendiggør brugen af særlige teknikker, så han kan fremstå nogenlunde som for to årtier siden.
The Passion of the Christ blev udgivet i 2004, og den blev et kult-fænomen, der til trods for stor modstand indtjente 370 millioner dollars på det indenlandske billetsalg. Filmen menes at have åbnet dørene for flere trosbaserede medier i Hollywood.