”Jeg frøs aldrig, fordi Jesus omfavnede mig”
Lee var 12 år gammel, da hun, sammen med sine forældre og fire yngre søskende, blev tvangsflyttet fra det varme sydlige Kina til isnende kulde i landets nordøstlige del. Lees far var blevet idømt 20 års straffearbejde i jernminerne i Mantzhuria for sine kristne aktiviteter.
Togrejsen nordpå, hvor temperaturen var 35 minusgrader, varede to uger. Møjsommeligt fik de stablet et skur på benene, da de som ”samfundsfjender” fik nægtet en bolig. Faderen blev sendt ned i minerne, hvor sult, kulde og udmattelse efter få uger krævede hans liv. Midt i deres ubeskrivelige sorg skete noget i Lee. ”Vi må få et arbejde, så vi kan få mad,” sagde hun til sin mor. ”Du kan ikke forlade mine små søskende, men jeg kan.”
Efter intens bøn tog Lee afsted for at møde minelederen. Hans hjerte smeltede for den lille pige, hun fik arbejde allerede dagen efter. Næste morgen forlod Lee hjemmet, iklædt størstedelen af det tøj, familien ejede og et par ”papsko”, som hendes far havde lavet. Ved ankomsten viste minelederen hende en ”telefonstolpe”. ”Dit arbejde er at holde vagt ved alarmen, som er monteret på stolpen. Den er forbundet med alle minerne. Går alarmen, forlader arbejderne straks minerne. Arbejdet er meget betydningsfuldt. Ingen må røre alarmknappen, et misbrug vil medføre streng straf. Fra den dag stod Lee vagt, selv i den værste kulde. Men ”jeg frøs aldrig, fordi Jesus omfavnede mig hver dag,” fortalte hun.
Lee havde stået på vagt i tre uger, da hun hørte en stemme sige: ”søster Lee, tryk på knappen!” Men hun så ingen person. Efter få minutter hørte hun igen stemmen, men heller ikke nu så hun nogen. Da blev hun bange og tænkte, ”jeg er blevet skør i hovedet af at stå her.” Kort efter beordrede stemmen hende: ”tryk på knappen- nu!” Da genkendte Lee Jesu stemme, og i hans navn adlød hun.
Straks strømmede tusindtals arbejdere op fra minerne. De samledes om Lee, som i kulde og frygt stod foran dem. Minelederen var chokeret, men før Lee fik svaret hans spørgsmål, rystedes stedet af et stort jordskælv, som totalt udslettede alle minerne. Da katastrofen var ovre, løftede taknemmelige hænder Lee op på en forhøjning, hvorfra hun fortalte skaren, hvem som havde bedt hende trykke på alarmknappen.
Og mens hun stod der, fik hun den samme kraft og frimodighed, som hendes far havde haft, til at fortælle skaren om Guds store kærlighed. At han elskede dem personligt og ikke ville, at nogen skulle dø, men at de skulle blive reddet og følge ham. I dyb taknemlighed til Gud overgav tusindvis deres liv til Jesus. Og det blev starten på en enorm vækkelse. Snart fandtes husmenigheder med flere hundrede tusind mennesker i området. Et resultat af Jesu store kærlighed.
Dette skete i det ateistiske Kina, men det kan også ske i Danmark i dag. Jesu personlige kærlighed og omsorg rækker også til dig, som læser dette! Hvis du ikke kender ham, bør du overveje at søge ham! En enkelt bøn til Jesus om at overtage dit liv er nok! Prøv det – og opsøg andre kristne, i menigheder eller kirker. De vil med glæde, ligesom Jesus, tage imod dig.
