KFS og LMH indleder samarbejde om at gøre Jesus kendt på gymnasier

Kristeligt Forbund for Studerende og Luthersk Missions Højskole vil med ny linje på højskolen i Hillerød udruste unge kristne til at dele deres tro på Jesus.
Fra foråret 2026 lancerer Luthersk Missions Højskole (LMH) sammen med Kristeligt Forbund for Studerende (KFS) en ny linje på højskolen i Hillerød, der skal opmuntre og udruste eleverne til at dele deres tro på Jesus – samtidig med at de forankres dybere i evangeliet om nåden i Jesus.
KFS-linjefag og praktik
Elever, der vælger linjen, vil deltage i alle LMH’s obligatoriske “kernefag”, fx troslære, etik og Galaterbrevet, der hjælper eleverne til først og fremmest at finde hvile og frihed i Jesus. Linjen vil desuden indeholde særlige valgfag, der skal modne og udruste eleverne til samtale om tro, fx trosforsvar, samtidsanalyse og et særskilt KFS-linjefag. Herudover vil eleverne undervejs i opholdet deltage i KFS’ arbejde på de gymnasiale uddannelsesinstitutioner i Østdanmark. Det kunne fx være at medvirke ved religionstimer, dele kakao ud i en KFS-stand eller besøge en KFS-gruppe i en spisepause.

Win-win for begge parter
Både KFS og LMH glæder sig over det kommende samarbejde, og forstander på LMH Kristoffer Enevoldsen siger: “LMH’s hjertesag er at hjælpe vores elever til en frimodig, hvilende og afklaret tro på Jesus. Men en sådan tro er ifølge Bibelen samtidig en “virksom” tro. Vi glæder os over et nyt samarbejde med KFS, der vil give nogle af vores elever en mulighed for at dele den tro, de sideløbende forankres i.
Håbet er, at de vokser i glæden over Jesus, får lov at smitte andre med den samme glæde og forhåbentligt sætter en kurs fremad, hvor de i en afhængig frimodighed deler evangeliet om Jesus, hvor de end kommer hen. Samarbejdet med KFS giver en unik mulighed på de danske studiesteder, som mange af vores elever selv har været en del af.” Generalsekretær i KFS Jakob Højlund siger:
”I KFS glæder vi os rigtig meget over, at vi nu sammen med LMH kan udruste endnu flere unge mennesker til at gøre Jesus kendt på gymnasierne i Danmark. Den praktiske træning i at formulere ens egen tro og pege på Jesus som verdens frelser i et nutidigt sprog har afgørende betydning. Både for at flere må komme til tro, og for at unge generationer af kristne må opleve at vokse i trosfrimodighed. Jeg er helt overbevist om, at dette er ren win-win for LMH og KFS.”